Dette behøves ikke at blive læst....
"Jeg fik lykkepiller, men valgte dem fra efter et stykke tid.
Jeg vil være i kontakt med mig selv og ikke bedøves.
Så i stedet har jeg taget min kamp gennem terapi
og på den måde fået serotonin ('lykkestof') til at køre i hjernen igen.
Og så har motion været utrolig godt,"
fortalte Sanne tidligere på året i Billed Bladet i 2007
Ja det er Sanne Salomonsen der snakker.
Disse ord har genlydt for mig siden jeg så dem første gang.
De er blevet den målestok jeg har målt mig selv med.
... ikke en god målestok for mig.
Selvom jeg har ønsket, villet (hmmm det var jo det der med en VILJE...), tænkt så er det ikke en kamp der var mulig for mig at kæmpe.
Jeg har aldrig oplevet dødsangst ... som andre beskriver ved en depression... min tanker kredser eller kredsede mere om at gøre verden (Læs: Børn) den tjeneste at forsvinde herfra.
Dvs tage mit eget liv.
Nu har jeg oplevet dette - både som Veninde, Kæreste, Datter ... at være tæt på et menneske der vælger døden fremfor livet. Og jeg ønsker ikke mine børn skal opleve mere af den slags - ikke hvis det står til mig.
Dette holdt mig i live.
Dette gjorde at jeg henvendte mig efter hjælp.
Ikke angsten for at dø, men fordi jeg VIDSTE at mit dødsønske ikke var/er sundt.
Jeg fik osse hjælp.
Fra starten af Terapi.
Så fulgt op med medicin.
Forskellige mærkater og mængder.
Mine egne forsøg på - omend mangelfuld så dog - motion.
Forsøg på at indtage forstadier til Serotonin i min kost.
Lysbade vha en LysLampe.
Jeg mener jeg har kæmpet.
Alligevel kæmper jeg nu med tanken om "ikke at GØRE det godt nok".
Ikke at ku' undvære medicinen.
Igen er det tanken om "ikke VÆRE god nok"
Jeg skriver bevidst TANKEN om....
Behøver jeg forsvare det at for mig VAR og ER det nødvendigt at tage medicin?
Behøver jeg at mærke SKAMMEN over det?
Det skal siges at jeg kæmper dagligt med følelsen af at betragte livet gennem ½ meter tyk væg af pladevat om nerveenderne.
... og har et ønske om at slippe medicinen så hurtigt som muligt.
Uden at jeg dog er parat til forsøget endnu.
Enough for today - let it bee.
Det er flot skrevet af dig, Siffe, og jeg kan sagtens følge dine tanker. MEN du burde ha' et spark i røvetten, for at sammenligne/ligestille dig med Sanne S. eller en hvilken som helst anden person hjælper dig ikke. Der findes masser som ville være "lykkelige", hvis de kunne tackle situationen så godt, som du jo (trods alt) gør ;-)
SvarSletVisk tavlen ren, ret ryggen, grib et stykke kridt og skriv så de positive ting, du gør, med store BOGSTAVER, og det, du mener mere eller mindre langsomt at kunne ændre, med mindre bogstaver. Sidstnævnte vil så med tiden kunne skrives med stort...
Vigtigst er at du får det rigtig godt igen, dine personlige sejre tæller ene. Udvælges 10 personer tilfældigt og starter et løbetræningsprogram, ja så vil de efter kort tid være nået vidt forskellige resultater, skønt at de træner ens, og nogle af dem vil end ikke efter flere års træning kunne klare en marathon, mens at et par måske kunne allerede efter et år, og nok et par efter to år. Men derfor skal man ikke holde op med at løbe, men fortsætte i det tempo og med den udholdenhed, man føler at kunne klare.
Jeg håber ikke, at meningen med mine ord er helt uforståelige. Mange kærlige tanker sendes dig ;-)
Jamen Anjoe jeg er jo i bund og grund enig med dig - netop derfor må jeg skrive o den irriterende orm der har gnavet et par år. Jeg mener jo at det enkelte menneske på alle måde er unokt og derfor løser problemer forskelligt.
SvarSletOg JO jeg skal nok tælle sejre - een for i dag hvor jeg satte ord på netop denne orm ;-)
Tak fr dine ord ... det er rart at blive læst hørt og reageret på. En måde at se sejrene på ;-)
Du kan tro jeg løber og er eet maraton ikke nok ja så løber jeg da bare videre ;-)
KH Siffe
Kæreste
SvarSletDu må lige have for øje, at ord som "depression" bliver brugt i flæng om tilstande, der ikke er sygdomme, men alment menneskelige....kedafdethed, fortravlethed osv. Den medicinske diagnose depression er ikke at spøge med. Det er en sydom, der kræver behandling.
Javist, man kan gøre meget selv,- og det gør du tydeligvis, men læger og psykologers erfaringer med behandling er ofte at ved middel/svære depressioner er det nødvendigt at tage medicin for at kunne få gavn af terapi, motion.
Jeg ved, det er nemt at sige...for "alle" de andre klarer det så fint, men det er IKKE en skam at have brug for medicin. Du har garanteret ingen indvendinger mod en fysisk sygdom bliver behandlet, vel?
Tag al den hjælp, du bliver tilbudt...så du kan "fighte" sygdommen.
Ved, hvordan du har det - been there.
Kh
Anne
Kys din medicin, den hjælper dig! Og ellers har jeg ingen ord , men sender et varmt knus :-)
SvarSletKære Fru Rønne - Tak for dine varmende ord. Jeg VED det jo godt - men alligevel har ormet gnavet .... nu har den set lys og bliver vel tilfreds med det. Jeg forsætter med at hælde medicin ind ... vel vidende at for mig ER det nødvendigt.Og kaster al skam overbord ;-)
SvarSletKH Siffe
Kæreste Miri - jeg kysser og knuger medicinen ... og ord fra dig er end ikke nødvendige blot gladeligt modtagne ;-)
SvarSletKH Siffe
Ett av de största problemen som förmodligen både du, jag och många med oss har är att vi alltid har varit så förbannat duktiga. Orsakerna till det är förmodligen lika många som vi är så det kan jag lämna därhän. Och kanske är det så att vi ska fortsätta vara duktiga men omdefinera begreppet en aning? Du forsätter att ta din medicin lika duktigt som du gjort hittills eftersom den gör nytta för dig. Jag återupptar mina promenader. Inte för att vara "duktig-duktig" utan för att jag faktiskt mår bra av dem, de är MIN medicin. Så kära Siffe, fortsätt du att svälja medicinen i trygg förvissning om att du är jätteduktig som tar hand om dig själv!
SvarSletVarm kram!
Åhhh kære Annelie - hvor blev jeg rørt - ja jeg sluger mine bitre piller ;-) - håber vi begge får gavn af hhv gåture og medicin.
SvarSletOg du har ganske ret i at det hander om at være *dygtig* --- nu vil jeg bare være mig - dygtig eller ej ;-)
KH Siffe
Kære Siffe,
SvarSletFørst og fremmest vil jeg lige sige at jeg får utroligt meget ud af at læse din blog. Du er så åben om ting jeg tit holder for mig selv og du inspirerer mig til at være mere åben.
Jeg kunne ikke drømme om at holde op med at tage mine piller - synes det ind imellem ser sort nok ud når jeg tager piller, så hvordan ville det ikke være uden...
Jeg får det rigtig godt når jeg har dyrket motion, men en af problemerne ved depressioner er jo at det lige netop er svært at "tage sig sammen" og så bliver det ikke rigtig til noget.
Fitness.dk åbner 2 km herfra til september og så VIL jeg altså afsted...
Knus og kærlige tanker fra
Britta
Kære Britta Tak for knus og ord - det er rart at læse du kan bruge det jeg skriver. For mig blev åbenheden en nødvendighed lissom medicinen. Når jeg glemmer medicinen så mærker jeg det tydeligt og ved at foreløbig skal jeg bare tage den med ro. Efter den første depression hjalp det med motion - men efter de sidste har jeg slet ikke kunne tage mig sammen. Jeg har en fornemmelse at det vender tilbage igen når først jeg er faldet helt til i mit lille nye hjem.
SvarSletHåber du får glæde af dit fitness.dk - jeg gik i et godt center i Holbæk med en utrolig god og forstående instruktør.
Måske det var en idé igen til vinter;-)
KH Siffe