Travolta er stadig i sit cover. Jeg har gjort det forsømte - bevæget mig ind i Blogland. Rækken af ulæste indlæg er nærmest kilometerlang - svarende til dagens dårlige samvittighed.
Jeg får ikke læst.
Så nu er det indrømmet. Alle jer kære folk der er medlæsere og kommentatorer her - jeg beklager min forsømmelighed.
Samtidig overvejer jeg ordet Blogkrise (Tak for ordet Miri). En sådan er nemlig ved at udvikle sig her på Planeten. Hvorfor skriver jeg egentlig? Er der noget jeg skriver der kan være væsentlig for andre? Nu er det jo sådan at jeg skriver mest for mig selv. At andre kan læse gør at jeg er mere kritisk og ikke ryger ud i for mange ord (hvad nogen dog har ret til at mene) - især når tiden løber NED ad bakke drukner jeg følelserne i ord. Har tidligere gjort det. Som om man kan skrive sig fra angst, skyld og skam. Det virker til en vis grænse - men derefter er følelserne tilbage uden ord. Så er det jeg maler eller tegner - for kun at lægge yderligere sten til min kritik af mig selv! Sluttelig er der kun følelserne tilbage - helt nøgne og krævende.
Jeg har valgt at være ærlig på bloggen. Ikke udkrængende mit inderste intime sjæleliv - men det liv hvor følelserne til dels har frit flow. Jeg vil gerne berøre emner på en sober, nærværende måde. Emner det er svært at tale om. Emner som på en eller anden måde stadig er TABU.
Det er stadig TABU at vise sine følelser offentligt. Det opfattes som krænkende andres private rum. Som svagt. I dagens DAnmark må man ikke være svag. Man skal fremstå stærk, viljefast, selvstyrende, målrettet. At gi slip på sin kontrol offentligt krænker andre mennesker. Der er dog visse rum hvor det er tilladt. Hos psykologen, terapeuten, nogle hospitaler. Selv hos praktiserende læger kan selv lettere følelsesudbrud virker grænseoverskridende. Vi tolererer billeder af krig, vold, lemlæstelser i avis og andre medier, men naboens gråd kan vi ikke tåle at høre eller se. Gråden hører til i Terapeutens, behandlerens rum - ikke vores fælles. Det gør os utilpasse.
Der er visse emner der er TABU.
Jeg har boet sammen med en Alkoholiker. Han erkendte sin *sygdom*, men endte alligevel med at tage sit liv - begå Selvmord. Et andet Tabu-emne. Jeg kan erkende min mand er død. Jeg kan erkende at han var alkoholiker. Jeg kan erkende at flyttede fra ham, for at vise at jeg ikke kunne acceptere alkohol og 3 drenge sammen. Det måtte være enten eller.
Jeg er psykisk syg - med Depressioner. Endnu et område, hvor der mere hviskes i krogene end tales åbenlyst. Et benbrud er mere socialt acceptabelt. At tale om Depression får altid/ofte et vist præg af tud og tårer eller at et sammenbrud nærmer sig - Lad mig komme væk.
Først når Alkoholikeren er alkoholfri, Narkomanen er stoffri kan der komme en vis stædighed i stemmen og en vis offentlig anerkendelse af deres sygdom. Vi kan møde hende.
Når den depressive har sine depressioner og møder uvasket usoigneret frem af tågerne, eller alkoholikerne dufter af sprit og snøvler, så mødes de oftest med væmmelse. Jeg forstår det godt. Jeg har været der. Jeg er selv veget væk og gået udenom. Været fuld af ikke-erkendte fordomme.
Jeg har ingen løsninger. Kun tanker.
Min Blogkrise trænger sig på. Hvor går grænsen. Skal jeg nedlægge Planeten? Skal jeg gøre den Privat? Jeg kunne godt tænke mig at det var muligt at gøre den selektiv privat. For måske er jeg ikke parat til at kæmpe for et mere åbent offentligt rum. Forstå det nu ikke sådan at jeg mener vi skal flæbe i flæng. Jeg plæderer for en større accept omkring disse TABU'er. At ordet Omsorg får en bredere folkelig betydning. Så når den næste Fulderik, Narkoman, Overvægtige og Psykisk Syge mødes - så er det med et forstående glimt i øjet. At der smiles til. At der genkendes. At der ikke bliver tavshed når den 12-årige søn svarer: Han skød sig på spørgsmålet om Stedfaderens død.
I dag dag er det ikke anerkendt at være flygtning. Da jeg begyndte at arbejde med flygtninge i 1999 var der en stor forståelse og omsorg for disse mennesker. Da vi nåede frem til 2005 var den offentlige mening fuldstændigt ændret - først i år blev meninger offentlig polariserede ved 2 massive fronter overfor hinanden. Bare tænk på valget 2007. Hvad der endte med at blive fokusområde og hvad der siden hændte. Hvor mon de irakere er i dag? I dag er det næsten TABU at vedkende sig at arbejde med Flygtninge. Dette bare nævnt som et billede på hvro hurtigt det kan skifte - i den offentlige fælles forståelse.
Ingen vokser jo op med tanken: Når jeg bliver stor vil jeg være en Psykisk syg, en Narkoman, Alkoholiker, Flygtning og Overvægtig! Og Helst før jeg er 30!
Hmmm... det blev vist en lang smøre. Relativ ucensureret - Hvis I er nået hertil har I valgt at læse mes. Sig ikke I ikke var advaret! Dette ville ha været et af de selektivt private indlæg - istedet blev det offentlig.
Jeg ved ikke om essensen er tydelig. Men det er nok et tilbagevendende emne på Planeten ;-)
Kære Siffe,
SvarSletJeg er glad for at du er her og glad for at du er åben og ærlig omkring din sygdom.
Min datter på 16 er psykisk syg (paranoid skizofren), så vi og hun mærker i høj grad mange menneskers angst og uforståenhed overfor at hun nogen gange er temmelig usammenhængende og reagerer "mærkeligt". Vi har lært at den eneste vej frem er åbenhed så mennesker omkring os lærer at psykisk syge ikke per definiton er farlige for deres omgivelser og at psykisk syge har ret til et ligeværdigt liv.
Jeg håber du bliver her på adressen, så vi stadig kan følge med i dit liv og i de smukke ting du kreerer.
kh
Sanne B
Tak. Det må ha været svært/ hårdt at skrive. Men hold da op HVOR du dog kan skrive !
SvarSletEr så glad for din blog! Hele pakken; både tabuer, kreativitet, katte og ovenlysvinduer!
så sandt, så sandt! både min mand og min datter er depressive og det taler man altså ikke for meget om. min mand har i mange år brugt medicin mod sin depression og det går ham rigtig fint, men alligevel er det nu sådan at folk synes det er meget mere rimeligt at snakke om den medicin han tager for sit dårlige hjerte. min teenagedatter er for nylig blevet diagnosticeret med depression og har nu fået medicin og det har totalt ændret alle vores tilværelse, men hendes kammerater på skolen ville nu nok have syntes det var nemmere at snakke om hvis hun nu bare havde været fraværende på grund af et brækket ben eller noget. vi må dog starte med os selv, ikke? vi kan ikke forlange at omverdenen er fordomslös når vi selv er opfyldt af dem. så vi begynder herhjemme, de andre fölger nok med som tiden går.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Jeg sidder her og får kuldegysninger af jeres liv og forståelse. Og Frida - du har så sandelig ret i at det er med os selv vi må starte. Og det er netop det jeg forsøger ... men det sandelig så svært at skrive om .. uden at det er det rene sorte snak og ynk.
SvarSletJeg fik set lidt Travolte ... hans person snakker netop om at møde de *usynlige* mennesker omkring os - dem vi ofte vælger IKKE at se. Pusdigt ikke jeg netop rammer sådan en film i dag.
Tak fores jeres kommentar alle tre.
KH Siffe
Kära Siffe!
SvarSletJag är för trött för att formulera mig elegantare än så här:
Du är så jädra bra och jag tycker väldigt mycket om det du skriver därför vill jag gärna fortsätta läsa dina kloka rader. Och visst behöver vi lyfta fram även de svåra ämnena i livet. Vi kan lära av varandra och delad börda blir lättare att bära även om det bara är så lite som vikten av en sommerfugel.
Sköt om dig!
Stor kram/Annelie
Kæreste Annelie - Tusind tak for din rare kommentar. Den er hørt og værdsat!
SvarSletKH Siffe
Skriv du videre om alle tabuemnerne i vores liv - for du har jo så inderligt ret ! Ingen af os har jo sat det som mål at være depressive eller ha' andre udfordringer at slås med af den karakter. Herhjemme slås jeg selv med depressioner i mildere grad, men dog i så mange omgange at jeg ALDRIG bliver medicinfri og min datter har Apergers Syndrom som af mange tolkes som "dårligt opdraget". Så skrive endelig løs i det omfang du selv kan holde til det. Min blog står stille fordi de negative følger lige nu fylder for meget til at jeg konstruktivt kan bidrage i det "åbne rum", Men jeg nyder at være med her på sidelinjen med din herlige åbenhed :o) Mange knus herfra det jyske til dig og dine ambassadører!
SvarSletSusanne i Silkeborg
PS: og så er du ikke fisefornem eller bagklog :o)
SvarSletKæreste Siffe,
SvarSletDet ER vigtigt at være åben og ærlig. At acceptere at vi alle lever med hver vores handicap og vise forståelse. Nogen gange kan det være svært - svært når man føler at man ikke bliver accepteret/ forstået og føler at man nærmest skal stampe insisterende i gulvet for at blive hørt: Jeg er syg - fat det dog! Undertiden giver man fortabt, tager hovedet under armen, og lader som om alt er godt. Vel vidende at det giver bagslag senere. Jeg kan som oftest genkende min sygdom (depression) hos andre deprimerede. Og jeg ved der ikke er meget man kan gøre. Men man kan altid kigge de syge i øjnene og forsøge med et smil. Om end vi ikke kan få de "raskes" accept, kan vi vel forsøge at opmuntre de syge. Ikke være så berøringsangste og prøve at lære andre det samme. Et af mine vigtigste budskaber til mine kolleger er: det kan godt være at jeg har lettere til tårer end andre, men det betyder ikke at jeg er gået i stykker og ikke dur mere. Egentlig vil jeg gerne betragte mig selv som ganske ukompliceret: jeg ler når jeg er glad og græder når jeg er ked af det. Længere er den ikke. Nå - ok - måske er den lidt længere...
Jeg ved ikke om essensen er tydelig...
Jeg vil savne din blog hvis du vælger at lukke den - den er vigtig - bliv ved!
Mange kærlige tanker
Susanne K, Lellinge
Tak fordi du delte det med os alle og ikke kun en lille gruppe. Bliv endelig ved med at skrive ucensureret og lige fra hjertet. Det ville være trist, hvis du nedlagde planeten, men afgørelsen er helt din egen.
SvarSletHej Siffe,
SvarSletOgså et lille pip fra mig. Jeg ville også være ked af det, hvis du lukkede ned,jeg har fået utroligt meget ud af at læse din blog. Læste lige at du har boet sammen med en alkoholiker, så har vi endnu mere til fælles!!! Jeg har endda præsteret at gøre det 2 gange - med 2 forskellige!!! Så, skriv endelig videre, jeg læser alt hvad du beretter, selvom jeg ikke altid kommenterer så meget - sådan lidt afhængig af min egen dagsform, men det kender du jo selv til den slags :-))
Ha' en skøn dag, herinde i Kbh ser det ud til at blive endnu en solskinsdag.
Knus/Sole
Hej Siffe
SvarSletSelvom jeg ikke kommenterer, så læser jeg med og ville være ked af, hvis du lukkede.
Det er et meget modigt indlæg du har skrevet og giver mig stof til eftertanke - det synes jeg også er vigtigt, alting er jo ikke "se hvor dygtig jeg er" - det er sundt, at se og høre om noget som er sværere at forholde sig til.... tror jeg.
Kram fra mig til dig.
Jeg kan sagtens forstå dine overvejelser, for risikoen for uforstående/ubehagelige kommentarer ER tilstede...hvilket du, som du selv skriver, undgår såfremt du gør bloggen privat, men så trækkes der på den anden side også et forhæng for "sandheden".
SvarSletDet store spørgsmål er: kan du klare eventuelle konfrontationer og har du oplevet noget via bloggen, der har rystet dig; som har fået dig til at tvivle?? Jeg tror, at du finder svaret, hvis du mærker ordentligt efter og finder ud af, HVORFOR du tvivler!
Under alle omstændigheder tror jeg, at skriveriet er balsam for din sjæl, og det er da muligt at gøre bloggen privat, således at læserne skal godkendes.
Konklusionen fra min side må derfor være: Er du ikke kampklar, så gør bloggen privat!
OG JEG VIL PÅ LISTEN :-)
KH Julie
Jeg kan sagtens forstå dine overvejelser, for risikoen for uforstående/ubehagelige kommentarer ER tilstede...hvilket du, som du selv skriver, undgår såfremt du gør bloggen privat, men så trækkes der på den anden side også et forhæng for "sandheden".
SvarSletDet store spørgsmål er: kan du klare eventuelle konfrontationer og har du oplevet noget via bloggen, der har rystet dig; som har fået dig til at tvivle?? Jeg tror, at du finder svaret, hvis du mærker ordentligt efter og finder ud af, HVORFOR du tvivler!
Under alle omstændigheder tror jeg, at skriveriet er balsam for din sjæl, og det er da muligt at gøre bloggen privat, således at læserne skal godkendes.
Konklusionen fra min side må derfor være: Er du ikke kampklar, så gør bloggen privat!
OG JEG VIL PÅ LISTEN :-)
KH Julie
Kære Susanne
SvarSletJeg er dybt taknemmelig for at mine børn er sunde - både psykisk og fysisk. Det står for mig som det sværeste - at ens børn rammes.
Og tak fordi du læser med - og kommenterer.
Kære Susanne K
Netop det med at vi jo ikke er ved at gå i stykker fordi vi røres til tårer er så vigtig en besked. Den er jeg glad for vi er flere der formidler ;-)
Kære DortheIvalo TAK for dine ord ... jeg tror nu ikkke Planeten lukker grænserne .. tanken opstår nok når emner enten er svære eller forekommer mig for ligegyldige.
Kære Sole
Tak for dit pip ;-)
Ja jeg kender osse dette med at gentage sine *fejltagelser* - det gør vi nok til vi er helt sikre på at kunne genkende dem ;-)
Og solen skinner skam osse i dag på Planeten.
Kære Helle
Tak for dit *medlæs*
Og ja - Planeten er ikke kun beregnet for at vise det lyse, men også de sider af livet der er i krogene.
Kære Julie
Du sætter jo lige fingren på punktet. Om jeg er kampklar - jo det tænker jeg ... det blev jeg vist da jeg trykkede på *udgiv* da jeg sendte indlægget. Endnu har jeg ikke modtaget decideret konfrontationer ... men nu er jeg klar til at stå ved mig selv og det skrevne. Vha jeres kommentarer får jeg jo tænkt endnu længere end jeg selv kan og nye veje er velkomne på Planeten.
Foreløbig forsætter Planeten som vanlig - hvis der sker ændringer ved grænseovergangene udsendes dekret. ;-) ... samt PAS.
KH til jer alle fra Siffe
Kæreste Siffe
SvarSletBliv endelig ved. Det er jo netop fordi du er så ærlig og åben, at jeg elsker at læse din blog. Den minder mig om en tid, som jeg selv har været igennem. Ikke så hård som din - men alligevel.
Også jeg ville gerne være mere ærlig og åben i min blog, men jeg ved, at nogle af mine elever ind imellem kommer derind, og der er grænser for, hvad de skal vide om mig.
mange kærlige hilsner, tanker og KÆMPESTORE KNUS
Anne
Kære Anne
SvarSletTAk for knuset ;-)
Jeg tror jeg ville ha samme forbehold hvis jeg var aktiv lærer i dag. En ting er at sidde her i sin aleneverden og skrive - noget helt andet hvis man er ude og mødes af mennesker det skrevne ikke lige var beregnet for.
Selv KNUS
KH Siffe
Kære Siffe.
SvarSletBliv endelig ved med at være ligeså åben og hudløs ærlig også fremover.
Jeg elsker at læse din blog, og fascineres af din fantastiske fortælleevne. Jeg kæmper også selv med en depression, på 4. år, og jeg synes det er dejligt at vide at man ikke er helt alene i verden( selvom jeg føler mig sådan lige for tiden- er flyttet fra kæresten ufrivilligt). Det giver mig altid en masse stof til eftertanke, når jeg har været inde på din blog og læse!Jeg har bare ikke selv modet til, at skrive om mine tanker på min blog....
Knus og mange varme tanker
Pia
Kære Pia
SvarSletJeg takker for din kommentar. Og netop at vide at man ikke er helt alene kan give een et rygstød i hverdagen. Det gør mig ondt med din kæreste - jeg håber det går til dit bedste.
KH Siffe