fredag den 24. august 2012

CONTROL YOUR DEMON WITH LOVE ...eller min kreative proces


Nu formoder jeg at dette billede er færdigt.

DEMON: med Jungs ord Skyggen , de sider af dig selv du ikke kender og derfor ofte møder med angst og modstand. Især når du møder dem hos andre. 
Nogen gange er det oplevelser du putter ned i mørker fordi de har været enten traumatiske eller uforståelige på det tidspunkt de skete.

DEMON's kan styre dit liv hvis de forbliver i mørket. Lad dem komme frem og mød dem med KÆRLIGHED så vil det vise sig de indeholder GULD.

Jeg maler mit liv. Mine egne erfaringer. Det er mine tolkninger. 

Jeg maler det jeg føler i det øjeblik jeg sætter penslen på lærred. Lader det strømme fra hjerte og mave ud gennem hånden til værktøjet i hånden. 

Farven vælges osse intuitivt. Jeg rækker ud uden bevidst at søge en bestemt farve, nogen gange ved jeg ikke hvilken farve jeg søger før jeg ser den.

Lærredet har jeg først grundet med en mørk farve samt rester af gårsdagens palet. Dette gøres med en bred  gummispartel.

Jeg lader det mørke lærred 'tale' til mig, fortælle sin historie, lader spartlen forme figurerne der forekommer i fortællingen. Jeg bruger begge hænder lige frit. Ofte er venstre hånd mere fri og skør. Det bliver et samarbejde mellem lærred, hænder, hjerte og mave. På intet tidspunkt er 'hjernen' koblet på. 

Nogle billeder er nærmest 'arkæologiske'. Forstået at det billede der ses på overfladen dækker en del andre der måtte frem før det endelige maleri fandt sin form og udtryk. Kun jeg ved de er underneden. Det er min lille hemmelighed.

Når billedet forekommer mig færdig kan jeg ikke altid lide det. Ofte maler jeg det så over. Jeg har efterhånden lært at lade dem stå. Og så sker det pudsige at disse i starten så uelskede billeder med tiden er dem jeg holder mest af og som siger mig mest.

Som sagt er det MIN historie jeg maler. Derfor kan jeg ikke helt forstå andres glæde ved dem. Men det er nok fordi jeg rammer nogle ARKETYPISKE figurer og temaer.

Alle mine malerier har et budskab. Rettet mod mig selv. Istedet for gule post-it´s bliver mine billeder huskesedler. I billedsprog. Og dette er nok genkendeligt for mange.

Mine billeder kan ses her på bloggen og på Siffes Atelier

Har du lyst til at købe er du velkommen til at byde.  
Send en mail - siffes @ hotmail.com

           


Ingen kommentarer:

Send en kommentar