.... og jeg siger det gerne igen!
Jeg BRØLER det gerne til Forældre, Lærere, Pædagoger mm
Børn i Skolen (eller hvor de nu møder voksne) viser oftest det den voksne forventer!
Det kaldes ROSENTHAL-EFFEKT!
Min yngste søn har været så uheldig at han fra midt i 1 klasse er blevet mødt af voksne lærere der *så* de fleste drenge som *umulige*.
Hvilket resulterede i en klasse med kropumulige (læs: ganske normale) drenge
med drenges behov for bevægelse.
Jeg er glad for det først var den yngste der blev mødt sådan. De 2 ældste havde gudskelov helt anderledes lærere.
Derfor har jeg en vis erfaring på området og hoppede ikke på alt hvad den kære Klasselærerinde sagde og gjorde.
Hendes første ord til Sønnen og Mig da vi kom midt i 1. klasse - var:
Ja det er da ærgerligt - nu kan vi IKKE have Makkerlæsning
- nu bliver vi jo et ulige antal i klassen.
Hvortil jeg replicerede :
Ja det er da ærgeligt - jeg bad om en mandlig klasselærer
- det er du jo lissom heller ikke.
Og sådan er der jo så meget ikke?
Behøver jeg at sige at så var linien for det videre samarbejde lagt?
Hun kunne finde på at kalde mig til samtale fordi han - en 7-års dreng
- havde sprøjtet vand på spejlet da han vaskede hænder.
Eller fordi han gik ind i vandpytter når de gik tur
(han var iført gummistøvler - vandpytten var på legepladsen!)
Hun var til gengæld rigtig god til pigerne i klassen.
Hvilket fik mig til at ønske kønsopdelt undervisning ;-)
Hmmm.... jeg kan sgu da stadig mærke galden fra den tid!
I hvert fald gav det ikke drengen nogen særlig skoleglæde
- han kom kun i skolen for kammeraternes skyld.
Hvilket har præget HELE hans skolegang
- til han gik ud af Teknisk Skole sidste år midt i forløbet.
Vi aftalte han kun kunne holde op hvis han havde noget andet,.
Jeg foreslog Civilforsvaret - og tiden indtil da var han Handicaphjælper.
I April i år startede han så på aftjene sin værnepligt
- og se hvad det har ført med sig.
Hvad hele denne smøre skal gøre godt for?
Fordi en Mor nok altid bekymrer sig og tænker:
Skulle jeg nu ha' handlet anderledes?
Ku jeg ha gjort noget andet? osv osv.
I dag ringer han så. Brandmanden. Redderen. I dag har han så osse bestået 1. del af gruppelederkurset. Med et 10-tal. Og en helt uforståenhed overfor at det går ham så godt. Han skulle lave et undervisningsforløb på 50 minutter og så eksamineres i det.
Han er den yngste på holdet og fik den højeste karakter der blev givet på det hold.
(Ikke at det er vigtigt hvad de andre fik - mere fordi sidst han fik karakter undsklyldte han sig med : jamen de giver osse så høje karakterer. Og den gik jo ikke denne gang.)
Han forstår det vist ikke endnu.
Han er blevet mødt uden forbehold af voksne mænd uden fordomme.
Hvilket ethvert barn har ret til.
På Billedet er det ham der står med ryggen til og *overvåger* ;-)
Hmmm... Lederstil - hvar?
åh, tak kære söster for dine ord! jeg har 3 drenge og 2 piger, og hvor har det altid ærgret mig at sidde til forældresamtaler ang mine drenge og lytte til læreren fortælle om hvor dejlige pigerne i klassen er!!! og alle de klager jeg har måttet höre om mine drenge gik for det meste ud på at de ikke opförte sig som piger!!! så når feministerne snakker om et mandsorienteret samfund, så må jeg altså le, for vores börn opdrages i hvert fald i en alt for kvindeorienteret verden. de to ældste blev såmænd sendt til IQ test hos psykolog, for de måtte da være dumme ifölge lærerinderne. og forbavsede blev de også når psykologen sagde at begge to havde intelligens en god bid over normalkurven, det var kun at omgivelserne på skolen ikke udfordrede dem på den rette måde.
SvarSletgæt hvem der så ikke kunne skjule et ret hånligt smil.
kh.fra Island
Frida
Oh my God, det er lige præcis sådan vores ældste er blevet mødt i skolen. guderne skal vide hvor mange gange han har fået at vide af sin lærer at han da ihvertfald ikke skal regne med at blive til noget!!!
SvarSletNu er han så kommet i 8. klasse og har fået ny mandlig lærer, der virkelig er guld værd. Første karakter i en prøve i år: et flot 12 tal. Se det kan vi li´
Øv, en "oplevelse" din søn har haft med vores skolesystem...Jeg kan godt blive rystet over, hvad læreren modtog jer med..Det er trist og skræmmende. Hun lyder nu også ekstrem. Det må varme dig helt ned i storetåen at se hvor godt det går ham nu, på trods af den manglende selvtillid han har "fået" af sin skoletid.
SvarSletDet er flot!
Den slags lærer har jeg også mødt - og ikke mindst mine drenge...
SvarSletDen store på næsten 15 har fået ødelagt hele sin skolegang af sådan en lærer(inde) - og jeg kan faktisk slet ikke tænke på det, uden at blive smadderked af det - jeg har slået i en dyne i årevis, uden at møde forståelse...
Så jeg tror, at det er mere reglen end undtagelsen, at de kvindelige lærere er bedst til piger.
Jag blir så glad för din sons skull att jag sitter här med tårar i ögonen. Att hitta sin väg att gå är det mest värdefulla som finns. Och extra viktigt när någon i tidiga skolåren fått barnet att känna sig så gott som hopplös. Önskar naturligtvis att min egen 13-årige son också ska hitta dit. Och med din berättelse får jag mer hopp. Tack, Siffe, för att du så generöst delar med dig!
SvarSletKram!
Kære Frida ...Jeg synes nu heller ikke skoleverden er særlig *mandsdomineret* - ærgeligt for mange drenge. Det var da rart med psykologens ord ... og mon ikke jeg forstår dit smil. Man kan jo føle sig pokkers alene overfor lærernes ord.
SvarSletKære Jane Tillykke med din søn - det var da dejligt at han fik lov at møde en sådan lærer. Og opleve glæden ved at lære .. det er jo den der er så vigtig at udvikle hos børnene.
Kære Miri ... Ja Sønnen svulmer nu af selvtillid og stolthed. Han fortalte lige at på billedet er han ved at guide et hold til at rejse en væltet lastbil! Så skal der da en vis portion selvtillid til. Og det har han nu!
Så Moren er bare så glad så glad!
Kære Helle.... Det er da trist når ens børn ikke møder forståelse i skolen. Og det er noget der gør ondt som forældre. Jeg spurgte om de troede jeg havde sådan en fjernbetjening som jeg kunne styre ham med. Jeg har dog hos de 2 ældste sønner haft fantastiske kvindelige lærere som kunne takle drenge. Især nummer 2 var en udfordring tror jeg - men han blev bare mødt helt anderledes. Og jeg tror det er det møde der er afgørende for børnenes adfærd.
Kære .... Annelie ... Ja jeg har også tudet af glæde nu. Og jeg håber sørme at din søn finder sin vej og sine styrker. For det har vi jo allesammen - bare der er rum til at vise det.
Tak til jer alle for jere Kærlige ord.
KH Siffe