KRISESTYRING:

I øjeblikket er jeg stadig i den forvirrende fase. Hjernen kværner uafbrudt. Jeg snakker med mig selv. Jeg har et behov for at synke ned og samtidig blive holdt oppe.

Griber du mig når jeg falder?

Hvem jeg taler til? Jo mig selv bl.a. Og GUD indimellem. Jeg er et troende menneske. Men GUD kan kun hjælpe via een selv. Det nytter ikke at sætte sig passiv hen og TRO Gud gør al arbejdet. Min tro går på at jeg kan finde styrken i mig selv til at finde det positive i livet – trods alt. Jeg tror ikke der gives een tungere byrder end man kan bære. Ellers må man smide noget af læsset undervejs. Som når man går CAMINO’en. Der efterlades osse overflødige ‘sager’ af pilgrimmene undervejs. Noget samles op af andre, andet bliver liggende. Et godt billede på LIVET. Jeg går nu ikke turen af religiøse grunde, men en lind blanding af lidt af hvert. Jeg håber at lunne lægge *overflødigt* fra mig når jeg går min CAMINO. Min tur kommer først til at foregå i foråret. Tror jeg. I dag.

Tilbage til NU.

Min “nattesøvn” går fra morgenstunden til midt på dagen. Jeg har en tendens til at ændre døgnet og forsøge at sove mig fra virkeligheden. Om natten spiller jeg hjerneløse spil på computeren. Indtil jeg segner. Sådan må det være indtil jeg kan Rejse mig op og komme videre.

Alle mine Veninder lægger ører til. Alligevel får jeg ikke talt hjernen tom. Det er ulempen ved at ha for god tid, være single, være arbejdsfri. Hjernen lever sit eget liv. Uden afbrydelser. Om natten er mareridtene vendt tilbage. Bare i en anden form. Knap så blodige. Men afbrudt af ‘trøste’drømme. Godt tegn.

I går fik jeg indhentet noget af det forsømte. Regninger der skulle betales. Medicin der skulle hentes.  Jeg kom også i motionscentret, men så sent at der var for mange for mig. Så jeg gik ud igen.

Jeg ved dette er en ‘FASE’. Men viden om kriser gør det nu ikke nemmere at passere gennem dem. Og dog. Måske. Jeg ved jo at denne ‘vægtløshed’ ikke varer ved. På et eller andet tidspunkt når kamelen er slugt, gennemtygget, sunket og hårene spyttet ud bliver der en hverdag igen. En NY hverdag.

Egentlig ville jeg gerne sove mig frem til den dag.

Nu sidder jeg med dørene åbne til haven. Jeg vil sætte en film på. Høre radio. Hækle et par firkanter. Give mig selv fri. Ikke forvente fornuft af mig selv i dag. Give mig lov til at sørge. Over min Mors død. Over uvidenhed/utryghed om min sygdom. Give plads til nyt liv der er i mig som små frø der venter på deres chance for spiring kommer.

Og med den mængde regn og dagens varme er der jo store chancer for en snarlig spiring.

Pudsigt nok er dagens citat af Muhammed Ali . Som også er ramt af Parkinson.

Quote of the Day
He who is not courageous enough to take risks will accomplish nothing in life.
Muhammad Ali