Caminoen...eller lidt om målsætning

..... ville jeg da gerne gå igen.


I Påsken 2005 gik jeg en del af Via de la Plata fra Sevilla og mod nord. Billedet stammer derfra ... en glad Siffe...


Det var en fantastisk oplevelse ... som skulle være en oplæg til at gå den hele.
Det har jeg ikke nået endnu.
Og ved ikke om jeg når?


Efter hr Parkinson er flyttet ind, har det mål ... gå Caminoen igen... været sat på standby ... eller næsten slettet.


Jeg savner den følelse af frihed, roen, tiden til eftertanke mens man gik med alt man havde på ryggen.


Det var enkelt og overskueligt ... opgave lå i at flytte den ene fod foran den anden, flütes, pølse og ost, rigelig med vand - var maden undervejs. Når man nåede frem til næste sovested var der på en lokal restaurant mulighed for at købe billig pilgrimsmenu. Så var der aftenen til snak med andre, lokale eller pilgrimme. Eller tidlig godnat i sovesalen.

Den sydlige rute var forholdsvis 'ny'afmærket - gammel vej med nymalede gule pile de mærkværdigste steder.


Nå --- det sku jo handle om MÅL.


Jeg troede jeg have accepteret ikke at kunne/skulle gå Caminoen igen.
Hvis mit succeskriterie er for højt laver jeg bare nederlag for mig selv.
Så jeg må vist lige redigere i mine forestillinger om hvad jeg kan. 
Egentlig er 'stedet' hvor jeg går underordnet.


SEVILLA eller KISSERUP?  
Hvad er forskellen?


Måske skal jeg bare tage rygsækken på og gå herfra ...


Min egen CAMINO! ....

BLUE BIRD 7 føljeton

.... Camino - Via de la Plata

Synkronicitet…

Jeg har noget med ham her:

Da jeg for mange år siden var igennem en mindre køn skilsmisse lå *Håbets Hotel* på pladespilleren.

I gennem de næste mange år er jeg stødt på ham on and off. Hans livstemaer læner sig op ad mine. Og nu er han her igen. Med ny bog – en form for selvbiografi. Jeg håber at se den på gavebordet enten til den snarlige fødselsdag eller under juletræet. Jeg kunne nu osse være smart og give den til Mellemsønnen der elsker biografier ;-)

Hvad det har med ‘synkronicitet’ at gøre ? tjaaa …. jeg tror ikke på tilfælde. Jeg tænker der er en mening med at jeg ‘støder’ på Falch’en.

Denne gang hørte jeg DR P4 hvor han fortæller om sin måde at komme gennem sine dage. Han har lavet bl.a et morgenritual som indeholder bøn, læsning mm. Lige netop dette ord er VIGTIGT for mig. Jeg har længe banket mig selv med ord som orden, struktur, … nu er disse udskiftet med RYTME OG RITUALER. Disse ord passer meget bedre til mig og jeg kan mærke en genklang i maven.

Dette med at lægge mærke til ‘tilfældigheder’ og lytte til dem har jeg gjort i flere år. Jeg ser det som min daglige CAMINO – hvor sporene er lagt ud svarende til Caminoens malede gule pile eller gule muslingeskaller. Nu er det bare ikke pile, det kan være meget andet – bl.a Michael Falch – der bliver ved med at dukke op. Jeg betragter det som tegn. Tegn der viser mig min vej gennem livet.

Sådan er jeg kommet tørskoet til hvor jeg er nu.

Taknemmelig. For det som livet har givet mig og for det som kommer.

Spørg mig ikke hvad det er ….

 

Farverne indtog den sorthvide.

Det er sjovt at lege.

Svært at give slip på eget krav om *skønhed*.

Idag kommer den skønneste kvinde på besøg – og overnatter.

Nyt skridt på min VEJ – Lukke mennesker ind.

Da jeg gik CAMINOEN sagde jeg : Et skridt ad gangen. Hvor ER det rigtigt! Og det er sådan jeg lever nu. Fokus på NU og næste skridt.

400g–fra eller til………

 

……. gør vel ingen forskel?

Jo netop I disse dage gør det. Jeg hænger mig normalt ikke I bagateller, men I øjeblikket er det netop 400g der er afgørende for endnu et rundt og skarpt hjørne.

Det drejer sig selvfølgelig om mit VÆGTTAB!

Om nøjagtig 400g har jeg tabt 30 kg! Fra jeg startede for ca 1 år siden.

Og som vanlig ved de *skarpe hjørner* trækker det I langdrag for så lige plusli at rykke. Og jeg er ikke nervøs, jeg glæder mig bare til glædesrusen og gi’r gerne en gang gulerødder til alle.

Jeg er nået til at gå 4 km – på løbebånd - så godt som dagligt på ca 35 – 40 min. Hvis jeg da ikke lige er til spinning. Derudover er der 2 gange styrketræning om ugen. Inden jeg kommer hjem er jeg nået op på minimum 10 km pr dag. Den første uge af Caminoen er planlagt, maksimum 22 km/dag, derefter må jeg mærke efter hvor langt jeg kan gå. Afrejsen sker først I oktober. Hvilket betyder at dette års Strikkefestival desværre vælges fra. Jeg har lært jeg ikke kan det hele og har prioriteret Caminoen.

I dag hjalp Højskolens coach mig med at få lagt et dags/ugeskema. Sådan at der nu er plottet alt fra tandbørstning, bad til tøjvask, rengøring og ikke mindst PAUSER ind. Jeg har skemaet hængende og en whiteboard med ugedagene på. På den måde skabes mit overblik.

Efter en rum tid med flere svære depressioner er min dagligdag slet ikke vendt tilbage til daglige rutiner. Nu prøver jeg endnu engang, med hjælp. Dejligt!

 

Balancegang

 

Tungen lige i munden!

Filosoffen støtter sin kæreste i den svære balancekunst ;-)

Min balance er at finde ud af hvor megen – og hvilken -viden jeg ønsker lige nu – om Parkinson sygdom.

Når jeg søger på Nettet ramler jeg uforvarent ind viden jeg IKKE ønsker at vide – lige nu.

Såsom medicinbivirkninger, komplikationer mm….

Alligevel søger jeg.

De *13 minutter* jeg indtil videre har fået i selskab med en *ekspert* gav ikke megen feedback.

Eller svar.

Måske en snak med egen læge kan give nogle svar?

På mandag skal jeg scannes.

Ugen efter d. 8,september får jeg så endnu et svar.

Derefter forestiller jeg mig en tid med medicinnedtrapning og medicinoptrapning af hhv antidepressiva og parkinsonmedicin.

Men vigtigst for mig er *genoptræningen* til Store Vandring = CAMINOEN. Så for at få hjælp til dette – da min egen rygrad åbenbart ikke virker – planlægger jeg endnu et HøjskoleOphold i Gudum enten i slut af september eller november.

Det er jo vigtigt at prioritere!

KRISESTYRING:

I øjeblikket er jeg stadig i den forvirrende fase. Hjernen kværner uafbrudt. Jeg snakker med mig selv. Jeg har et behov for at synke ned og samtidig blive holdt oppe.

Griber du mig når jeg falder?

Hvem jeg taler til? Jo mig selv bl.a. Og GUD indimellem. Jeg er et troende menneske. Men GUD kan kun hjælpe via een selv. Det nytter ikke at sætte sig passiv hen og TRO Gud gør al arbejdet. Min tro går på at jeg kan finde styrken i mig selv til at finde det positive i livet – trods alt. Jeg tror ikke der gives een tungere byrder end man kan bære. Ellers må man smide noget af læsset undervejs. Som når man går CAMINO’en. Der efterlades osse overflødige ‘sager’ af pilgrimmene undervejs. Noget samles op af andre, andet bliver liggende. Et godt billede på LIVET. Jeg går nu ikke turen af religiøse grunde, men en lind blanding af lidt af hvert. Jeg håber at lunne lægge *overflødigt* fra mig når jeg går min CAMINO. Min tur kommer først til at foregå i foråret. Tror jeg. I dag.

Tilbage til NU.

Min “nattesøvn” går fra morgenstunden til midt på dagen. Jeg har en tendens til at ændre døgnet og forsøge at sove mig fra virkeligheden. Om natten spiller jeg hjerneløse spil på computeren. Indtil jeg segner. Sådan må det være indtil jeg kan Rejse mig op og komme videre.

Alle mine Veninder lægger ører til. Alligevel får jeg ikke talt hjernen tom. Det er ulempen ved at ha for god tid, være single, være arbejdsfri. Hjernen lever sit eget liv. Uden afbrydelser. Om natten er mareridtene vendt tilbage. Bare i en anden form. Knap så blodige. Men afbrudt af ‘trøste’drømme. Godt tegn.

I går fik jeg indhentet noget af det forsømte. Regninger der skulle betales. Medicin der skulle hentes.  Jeg kom også i motionscentret, men så sent at der var for mange for mig. Så jeg gik ud igen.

Jeg ved dette er en ‘FASE’. Men viden om kriser gør det nu ikke nemmere at passere gennem dem. Og dog. Måske. Jeg ved jo at denne ‘vægtløshed’ ikke varer ved. På et eller andet tidspunkt når kamelen er slugt, gennemtygget, sunket og hårene spyttet ud bliver der en hverdag igen. En NY hverdag.

Egentlig ville jeg gerne sove mig frem til den dag.

Nu sidder jeg med dørene åbne til haven. Jeg vil sætte en film på. Høre radio. Hækle et par firkanter. Give mig selv fri. Ikke forvente fornuft af mig selv i dag. Give mig lov til at sørge. Over min Mors død. Over uvidenhed/utryghed om min sygdom. Give plads til nyt liv der er i mig som små frø der venter på deres chance for spiring kommer.

Og med den mængde regn og dagens varme er der jo store chancer for en snarlig spiring.

Pudsigt nok er dagens citat af Muhammed Ali . Som også er ramt af Parkinson.

Quote of the Day
He who is not courageous enough to take risks will accomplish nothing in life.
Muhammad Ali

13 minutter ………… og goddag Mrs. Parkinson !

Så er det sagt.
Det tog nøjagtig 13 minutter at få at vide at jeg har en kronisk sygdom i hjernen, endda en markant een. Så markant at min hjerne skal undersøges igen for at se om der skulle være en anden årsag til den mindre Dopaminproduktion (=Parkinson) som f.eks en tidligere blodprop eller en nuværende tumor i substancia.nigra – den sorte substans – stedet hvor dopaminproduktionen foregår. Meget beskrivende.
Hvordan jeg har det?
Som billede viser. Krusninger på en grå overflade med et enkelt fixpunkt i øverste yderste hjørne.
Fixpunktet består af:

• rart med en afklaring = diagnose, uanset hvad den så er
• rart med en forklaring på de fysiske forandringer
• rart med en forklaring på de psykiske forandringer
• handlinger skimtes forude, såsom melde mig ind i Parkinsonforeningen,
• det bedre at ha Parkinson end Depression! (indeni mig føles det sådan)
• jeg begynder at forstå de ændringer i min personlighed der har undret mig
• ……

Yngstesønnen kom da jeg ringede efter Neurologbesøget. De 13 minutter – var jeg cool – udenfor blev jeg ramt af en kølle i nakken. Forundret over at livet ser ud tiil at forsætte.
Sønnen og jeg fik en lækker bagels. Og en god snak på Medusa i Staden. Jeg kan endnu ikke finde ord til at beskrive hvad sygdommen kommer til at gøre ved mig. For det er jo osse hvad jeg gør ved sygdommen.
At være realistisk uden at male fanden på væggen.
De sidste 2 uger har modnet en tanke i mig.
I 2005 gik jeg en del af Via de la Plata – den sydlige Camino – fra Sevilla mod nord mod Santiago de Compostella. Det var et par mdr før overfaldet der udløste PTSD og depression. Den pilgrimstur var en sejrsgang efter mange års genoptræning pga en svær bækkenløsning efter sidste graviditet.
At gå Caminoen Francés  nu er et stort ønske. Og det er den plan jeg har. Alt grejet fra rygsæk til vandrestøvler har jeg jo, så det er bare at finde det frem og få smurt støvlerne.
Samt ikke mindst GENOPTRÆNE mig selv til dagsetaper på 15 – 25 km med oppakning. Og det blir det sværeste. Idag findes der oversigt over refugier undervejs så måske kan jeg korte dagsetaperne enkelte dage samt indlægge hviledage.
Jeg valgte i dag IKKE at blive medicineret for Parkinson – endnu. Jeg vil udredes  helt først,  mens jeg genoptrænes, så vil jeg se om jeg kan nå Caminoen i år eller til foråret. Mr. Parkinson venter jo nok imens. Hvis jeg starter medicin skal det være uændret i 2mdr for at evt rejseforsikring gælder.
Mere om Caminoen senere.
Quote of the Day
Winners never quit and quitters never win. Vince Lombardi
more Famous Quotes