At bede om hjælp---- eller lidt om livet med PTSD

Molly ku nu kaldes Slatan  .....ferm er hun med en bold ;-)


I dag var jeg til min læge.Endelig er jeg nået til - for alvor - at indse jeg har brug for hjælp. Rundt i strategiske bunker, skuffer, poser o.l. ligger regninger rykkere og hvad deraf følger. Mit overblik hvad angår 'papirvældet' i det lovede papirløse samfund - det overblik eksisterer ikke.
På Parkinsonklinikken fik jeg et plaster der skal virke hukommelsesfremmende, det ironiske er at det tog mig 2½ måned at finde recepten og jeg glemmer at skifte plastret dagligt som jeg skal.
Sammen med den anden medicin jeg glemmer at hente, bestille, indtage gør det min medicinering meget ujævn.


Resultatet af dagens snak er et besøg af en visiterende sygeplejerske, samt min læge kontakter kommune.


Det kan lyde trivielt. Det har bare taget mig laaang tid at nåt hertil. Selv det at få en tid til i dag er svært. For hvad 'fejler' jeg egentlig? Jeg er så gennemsyret af at skulle være stærk at jeg har en uhyre modstand mod at bede om hjælp.


DET ER SGU DA MIG DER ER HJÆLPEREN!


Dertil kommer en energi-slugende social-fobi der gør det svært bare at komme ud i haven ud af huset.


Jeg tror ikke nogen kan forestille sig hvad det gør ved et menneske. Hvor svingende i formåen man/jeg kan fremstå. Det handler om at tage mod hver dag uden at vide hvad den bringer. Det gjorde du da heller ikke før? Nej der var udsvingende bare meget mindre - som at sammenligne en barnegynge med at bungyjumpe over Niagara Falls. 


Hvordan planlægger man sine dage hængende med hovedet nedad i en elastisk snor over et frådende vandfald og man i realiteten er til samtale i sin bank? Næste gang jeg kommer står jeg oppe på kanten og er vandenes Herre. Jeg er dog den samme.


Bortset fra papirbunker,  hober andet sig osse op i bunker. Tøj er bl.a. svært at holde styr på. Jeg flytter bunkerne og glemmer derefter systemerne, flytter dem videre i nye systemer der så glemmes. På gode dage  - som i perioder er i overtal - kan jeg give slip på behovet for struktur og hengive mig til maleriet, tegneriet og gåture med Molly.


Enhver kan tænke at bunker ikke forsvinder af sig selv. Mit håb er at få hjælp til at planlægge og fastholde planen.


Siden jeg blev syg i 2005 har mine venner og familie trukket et stort læs. Jeg har fået og modtaget megen kærlighed og hjælp. Der er bare grænser for deres ydeevne. Samt jeg vil gerne være sammen med venner og familie som venner og familie.


Vi får se hvad der sker!