... misrøgtede blog.
Nu kan jeg vist lidt igen - selvom den bærbare driller.
Det får mig til at fundere over forandringen indenfor de sidste 15 -20 år. Hvad angår teknologi og relationer.
Første indtog - hos os - var de små spillekonsoller dernæst de store pc'er, så ret hurtigt en bærbar til mig- Selvom gemalen sagde 'hvor vil du bære den hen?'.
På spillekonsollerne - der var håndholdte Tetrisspil, større Nintendo - der ku' jeg de første 3 mdr tæve drengene i Mario, Alex og hvad de nu end hed. SIden har det vist været rent held hvis jeg vandt.
De store computere var primært til drift af gården, jeg brugte min som en slags udviddet skrivemaskine til studiet.
Email var nyt og der var ikke mange at sende til.
Vores telefon havde en snor til væggen og telefonsvarer var ikke noget alle havde. Hvis nogen ringede forgæves måtte de vente til vi kom hjem og så prøve igen. Sad man ed middagsbordet gav man den besked.
Idag spiller jeg spil på telefonen, Jeg tjekker lige nyheder og mail på telefonen - stadig under dynen. Jeg står op , tænder 'den stadig bærbare' og logger ind. Tjekker FB (Facebook) opdateringer og email til kaffen.
Alt dette er en stor glæde for mig. Med social'fobi' gør det kontakten udadtil mulig hvor jeg ellers ville være isoleret.
Men der følger osse en forventning om at når du nu bærer telefonen med dig, ja så er der nærmest en forpligtigelse til at svare, gerne med det samme. Osse offentlige steder hor flere og flere indvier mig i deres private - nogen gange intime - liv.
Enkelte af mine gæster vælger osse lange samtaler på telefonen trods det de er 'gæster' her hos mig. Andre vælger kort enten at gi besked om de ringer tilbage eller helt at undlade at svare. De 2 sidste muligheder er OK for mig, mens det skurrer i mig når der føres lange samtaler - der egentlig ikke vedrører mig - i mit eget hjem.
Det er som om ' telefonsnak' står øverst på rangstigen. Det forventes at jeg /man svarer med det samme - eller i det mindste har en gyldig grund til at lade være.
Det lige må tilføjes at jeg da er utrolig glad når telefonen ringer. Indimellem vælger jeg bare at vente med at svare fordi jeg maler, ser film/spændende udsendelse, har brug for fastholde roen, og meget andet.
Nå nu ringer telefonen ... jeg smutter ;-)
Hav en god dag.
Nu kan jeg vist lidt igen - selvom den bærbare driller.
Det får mig til at fundere over forandringen indenfor de sidste 15 -20 år. Hvad angår teknologi og relationer.
Første indtog - hos os - var de små spillekonsoller dernæst de store pc'er, så ret hurtigt en bærbar til mig- Selvom gemalen sagde 'hvor vil du bære den hen?'.
På spillekonsollerne - der var håndholdte Tetrisspil, større Nintendo - der ku' jeg de første 3 mdr tæve drengene i Mario, Alex og hvad de nu end hed. SIden har det vist været rent held hvis jeg vandt.
De store computere var primært til drift af gården, jeg brugte min som en slags udviddet skrivemaskine til studiet.
Email var nyt og der var ikke mange at sende til.
Vores telefon havde en snor til væggen og telefonsvarer var ikke noget alle havde. Hvis nogen ringede forgæves måtte de vente til vi kom hjem og så prøve igen. Sad man ed middagsbordet gav man den besked.
Idag spiller jeg spil på telefonen, Jeg tjekker lige nyheder og mail på telefonen - stadig under dynen. Jeg står op , tænder 'den stadig bærbare' og logger ind. Tjekker FB (Facebook) opdateringer og email til kaffen.
Alt dette er en stor glæde for mig. Med social'fobi' gør det kontakten udadtil mulig hvor jeg ellers ville være isoleret.
Men der følger osse en forventning om at når du nu bærer telefonen med dig, ja så er der nærmest en forpligtigelse til at svare, gerne med det samme. Osse offentlige steder hor flere og flere indvier mig i deres private - nogen gange intime - liv.
Enkelte af mine gæster vælger osse lange samtaler på telefonen trods det de er 'gæster' her hos mig. Andre vælger kort enten at gi besked om de ringer tilbage eller helt at undlade at svare. De 2 sidste muligheder er OK for mig, mens det skurrer i mig når der føres lange samtaler - der egentlig ikke vedrører mig - i mit eget hjem.
Det er som om ' telefonsnak' står øverst på rangstigen. Det forventes at jeg /man svarer med det samme - eller i det mindste har en gyldig grund til at lade være.
Det lige må tilføjes at jeg da er utrolig glad når telefonen ringer. Indimellem vælger jeg bare at vente med at svare fordi jeg maler, ser film/spændende udsendelse, har brug for fastholde roen, og meget andet.
Nå nu ringer telefonen ... jeg smutter ;-)
Hav en god dag.
Der er dage (nu) ...hvor den bare kan få lov at ringe ...god dag!
SvarSletLige præcis ;-)
SvarSletNyd Svanerne istedetfor!
Herlige tanker om udviklingen - og jeg er nok langt fra den eneste, der genkender forløbet fra dengang en floppy disk fyldte næsten et A4 ark.
SvarSletMen vi bestemmer jo heldigvis selv.... hvor langt vi vil "følge udviklingen".... faren er jo, at ingen af os længere vil være i stand til at føre en uafbrudt længere samtale face to face, hvis vi ikke på et eller andet plan forholder os til alt den smarte elektronik og hvor tilgængelige, vi lige skal være..... Quinden
Velkommen til Planeten ;-)
SvarSletÅh ja floppydisk ... commodore ... og hvad var det sproget hed ? ;-) sjovt er og var det.
KH Siffe