En af de første redskaber til Stressramte - med Posttraumatisk Stress er at få struktur på dagene.
Da jeg underviste *mine* elever var det efter så faste rammer som muligt. Vi gjorde så vidt muligt det samme på samme tid dagligt. Intet nyt under solen, var dagens opskrift. I Dansk Røde Kors er dette en næste umulig opgave. Men forsøget værd.
Her i min egen hverdag - ved jeg teoretisk HVAD der skal til, men det har alligevel taget mig flere år at nå hertil. Og hvergang en lille rytme sniger sig ind i dagligdagen sker der et eller andet ( eller slet intet) i hvert fald får jeg dystre mørke tilbagefald. Disse er dog nu mindre og færre.
Dem der læser tilbagevendende med her på bloggen ved at jeg gør mange tiltag og nogle kan mene nok for mange. Jeg starter på Geocaching, Fotmorro, Farvefuld Hverdag og meget mere som Journaling, Ladywalk. For at få en meningsfyldt hverdag og et nyt positivt selvbillede efter det gamle krakelerede efter overfaldet og førtidspensionen. At genskabe sig selv som voksen er nu ikke ligetil. Det ikke sagt med ynk.
Jeg forsøger at få almindelig mad, almindelig oprydning/rengøring ind i hver dagen.
Ikke sådan pernittengrynet rengøringsvanvid, men fra det absolutte nulpunkt til at holde skidtet fra dørene. Fra det store havregryns-sukker-rush til almindelig rimelig ikkefanatisk sund kost.
Min dagligdag er præget af en konstant fornemmelse af STRESS, selvom jeg reelt INTET skal, er jeg for sent på den. Jeg VENTER på et eller andet skal ske. Hvad ved jeg ikke. Nætterne er i mere eller mindre grad stadig præget af mareridt. Jeg sover, men jeg forfølges. Mentalt eller konkret. I søvnen.
Jeg ved - eller forestiller mig - at for de mennesker der ikke har prøvet - eller kendt andre - der er gået HELT NED med flaget, været i en dyb depression - ikke har den fjerneste anelse om hvor langt op der er fra et absolut nulpunkt!
Jeg kan hilse og sige at vejen er lang. Og gentagne gange ryger man/jeg ned igen.
Kald mig dog bare Sisyfos. For jeg agter at blive ved. Altså med at kravle opad.
Og hver gang håber og tror jeg på at nu bringes en *normal* hverdag tilbage.
Det mest tilbagevendende - og forhåbentlig blivende - er strikningen. Jeg har accepteret at jeg ikke kan læse mere, så nu er det lydbøger. Jeg stiller færre krav til mig selv og accepterer at måtte bede om hjælp, eller købe mig til det. Alt sukker (hmmm.... så OK da næsten ALT) er ude af husholdningen. Kun lidt sirup er i huset samt godt chokolade. Jeg kan ikke så godt handle alene i store butikker, men klarer mig med den lokale brugs og Internettet.
Jeg forsøger nu igen med en *rytme*. Med inspiration fra FLY-lady - som anbefaler 15 min daglig rengøring.
Jeg har 5 rum i mit hus. Hver rum sin dag. Hver dag 15 min. Fri i Weekenden. SÅDAN!
Det kan jeg vel klare!
************************************************************************************
Johannes Møllehave's nye bog *Det ender godt* er på ønskesedlen.
Jeg så en udsendelse i sidste uge på DR2. Han er netop tilbage efter 2 blodpropper i hjernen og en svær depression. Humoren har han ikke mistet.
Møllehave fortæller: *Jeg var hos lægen. Han siger - du skal ha' medicin resten af livet! Og giver mig så 4 piller!*
Udsendelsen bar præg af hans forvirrethed. Især ved besøget hos lægen genkender jeg det lidt maniske islet man har for at overbevise omverden (og sig selv) om at man har det bedre. Nok af rædsel for endnu et dyk.
Lægen siger: Du taler meget Johannes - og Johannes taler bare forsat uforståeligt videre.
Det var en spændende men goså trist udsendelse - måske for afslørende, ttrods humoren.
Jeg har jo fulgt dig gennem længere tid og du gør mig så stolt !
SvarSletHåber jeg kan tillade mig at sige det, selv om jeg jo slet ikke kender dig i "virkeligheden"..
Men du er en kæmpe inspiration, du kæmper og du prøver ! Du har min dybeste respekt :-)
Ang. Møllehave udsendelsen- den så jeg også. Og blev faktisk lidt trist af at se ham sådan.. Ved ikke helt hvorfor .. Men en meget godt potræt af et stor menneske .
Siffe - din ærlighed gør dig ære!
SvarSletKærlige tanker fra det lollandske ;-)
Kære Siffe- Jeg genkender det hele,, har osse arbejdet med PTSD blot i Beredskabsstyrelsens asylafdeling tidligere påFyn, og ja, det er jo rigtigt at rutiner er vigtigt. Bare må vi passe på ikke at falde tilbage til de gamle, for magter man dem? Genkender fuldstændig det der med at ville ha´det godt, når de spørger - det var ved at knække mig.Strikning, Mindfullness, lange gåture og havearbejde er mine redningsplanker - måske jeg osse skulle indlemme lidt mere rengøring...huset ville nyde det! Knus fra Lavendel/Lone
SvarSletMareridt opfatter jeg som advarsler fra mine dybere følelser, og jeg tror jeg har nogle når jeg har arbejdet med mennesker, som ikke kommer fra en tryg verden. (Det er ikke noget, jeg ofte gør).
SvarSletJeg ved hvor udmarvende mareridt er, havde som barn perioder med mareridt, og ingen forstod det rigtigt.
Jeg ønsker dig god vind med rytmeprojektet, tror det er den rigtige vej. Hvordan har du det med stille musik i rolige rytmer? Hjælper det? Har du en indre taktmester eller kan du ikke selv svinge med i musikkens rytmer?
Kærligste hilsener fra en "tilfældig" forbipasserende; jeg har været her før, men havde glemt din weblog igen, og kom forbi fra et eller andet "hillerød link" på en liste over besøgende hos Henriette tror jeg nok (hmmm ... :-)
Kære Alle
SvarSletJeg synes det er svært at kommentere klogt - jeres rare og relevante kommentarer.
Lavendel - jeg tænker vi har mødt hinanden IRL engang - omkring vores arbejdsfælleskab - mon ikke?
Miri - jeg tænker nu godt man kan kende hinanden via en blog -
Donald - musik er jeg endnu ikke nået til, men gode indlæseres stemmer er vel det samme? Jeg lytter til lydbøger .... og der er ogfte en beroligende effekt...
Anjoe - TAK
kh Siffe