Når man ikke tør tænke ---- sene nattetanker!

Jamen det er her jeg har det bedst. Stilhed i huset og udenfor. Hundene sover. Medicinen virker/
Hele dagen holder jeg tankerne på afstand, undgår at føle, men lader det vokse indeni. Mærker det vokse. Alle de der negative tanker. Hvis jeg lytter til tankerne - begynder spiralen nedad. Derfor må sindet optages af billeder fra film i TV , lyde fra radio eller TV. Hænderne beskæftiges med strik. Det nyttige.
Endnu kan jeg ikke helt finde ud af at *holde-hus* - det havde jo ellers været ret praktisk.

Depressionen er klart aftagende. Men hold-da-op hvor er jeg tyndhudet og sårbar. Og det kan ikke mærkes når jeg er alene, derfor opretholder jeg ensomheden i huset. Her kommer ingen angstanfald forbi mere, kun søde veninder. Her er trygt.
Forsøger fastholde troen på at livet godt kan leves sådan. At dette også kan udvikle sig til livskvalitet. Anderledes ja - men alligevel en kvalitet.

Indimellem ønsker jeg at lukke øjnene - og når jeg så åbner dem igen har alt løst sig til det bedste.
Hvad det så end er?
Lige nu tænker jeg - det bedste er at flytte. Og IKKE at mærke presset og angsten for at klare dette store hus, klare opgaven med at sælge hus, finde andet sted at bo, pakke sammen. At det IKKE tager modet fra mig. At jeg OGSÅ kan klare det.
Når jeg åbner øjnene igen er huset tomt. Jeg bor et dejligt sted i naturen. Jeg kan overskue mit liv igen. Jeg kan rumme at være sammen med mine drenge. Jeg kan besøge familien igen. Måske kan jeg klare arbejde igen?

Måske er det forkert - at længes? I stedet for glæde sig over de små fremskridt? Men det gør jeg altså osse. Jeg ER bare en utålmodig sjæl. Jeg er vant til at ku klare mig selv. Være igang fra morgenstunden og langt ud på natten.

Måske skal jeg bare være glad for at jeg blev stoppet før noget mere alvorligt skete?

2-års dagen for *arbejdsulykken* nærmer sig. Jeg har ikke været på arbejdsmarkedet i 2 år. Lige nu eksisterer der ikke et arbejdsmarked for mig.
Om jeg skammer mig?
Næh ikke mere - jeg mærker helt klart at det kan jeg ikke. Jeg er blevet mere accepterende overfor mine egne begrænsninger. Alligevel er det een af tankerne der kan være svær at holde væk i løbet af dagen.
*Tag dig dog sammen**Kom dog i gang**Arbejd dig ud af det* osv osv osv

Om dagen er det svært at være glad, føle glæden. Den kommer langsomt i løbet af dagen. Klokken 14, klokken 16 eller som i dag klokken 17.38.
Igår var jeg til 60-års fødseldag. Hos svigeinden. Dejlige mennesker, men et ukendt sted. Det koster så idag. Ja da også igår inden jeg kommer afsted.
Jeg kan grine lidt af det - før har jeg alene - manøvreret 3 drenge - rene og nyvaskede - ud af huset - til tider til tiden - med overskud kommet afsted. Været væk hele dagen for at komme alene hjem igen - i gammel usikker bil eller med Falck. Og har holdt humøret højt.
Sikken dog en modsætning.

Ind imellem er det dog træls. Når folk siger. Jamen det er da alderen. Man kan ikke det samme som når man var ung. Jamen det ved jeg da godt. Men jeg tror nu ikke skiftet er så markant den 17,august 2005 - kl.14.15-14.50 - Ja da blev jeg så *gammel*. Det tror jeg altså ikke. Jeg mener osse jeg er i stand til at mærke selv. Mine indskrænkninger er andet og mere end aldersbetinget. Ellers var der jo ingen bedring i sigte vel?

Og det tror jeg altså stadig der er.

Citat: Ali Reza
*Jeg græd over at ha mistet mine sko ...... indtil jeg mødte en mand uden fødder.*