Da jeg var barn
vågnede jeg ikke op en morgen og sagde:
Når jeg blir stor vil jeg være
psykisk sårbar
og have Parkinson
og PTSD
Sådan hedder det i dag - Psykisk Sårbar
Sådan er jeg i dag
Måske har jeg altid været det?
Sårbar
- hvem er ikke det når det kommer til stykket?
Det tager tid at ændre syn på sig selv
at befinde sig i en ikkeselvvalgt gruppering
det er der nok mange der gør
bla arbejdsledige, førtidspensionister, andre kronisk syge
Førstec skridt er at acceptere situationen
det skridt er en ørkenvandring med forbrændinger undervejs
det nytter ikke bare at være positiv
og prøve at forstå meningen
der er ikke nogen
jeg har været gennem følelsesregisteret
vrede, sorg, given-op, sarkasme og ironi
dog godt dæmpet af medicinen som låg og lænker
en nødvendighed for mig for en tid
da livslyst afløstes af det modsatte
Valget at tage medicinvar både svært og let
svært fordi i min tid var Gøgereden = Psykiatri
psykisk sygdom var sund reaktion på sygt samfund
så medicinen var sidestillet med fx alkohol
en måde at dulme den 'sunde' reaktion
istedet for arbejde sig gennem det
Let fordi livslysten var helt væk
Der var et VALG
Sådan ser jeg det ikke - i dag
det har kostet venskaber
Medicin er et redskab
et værktøj det handler om at lære at betjene
på lige fod
og ikke uden
andre 'redskaber' såsom:
livsstil - motion, kost, afspænding, meditation
samtaleterapi - af en art
medicin - i samråd med psykiater men mest een selv
støtte - i hverdagen til ovennævnte
At acceptere er ikke en stationær tilstand
den ene dag er den der - accepten
næste dag er den gennemhullet som et dørslag
undseelig og vigende
efterhånden er den dog mere blivende
Og jeg er endda heldig
min 'sårbarhed' kan til dels afhjælpes
med lidt målrettet indsats og kompetent støtte
Det krævede bare at jeg accepterede det
og bad om hjælp
det gjorde jeg og fik det så
men det tog godt nok lang tid at nå dertil
Nu er jeg så igang med at blive fri for medicin
måske det blir for en periode
det er osse ok
Fjerne den beskyttelse den pakker mig ind i
men også det lag der afholder mig fra at mærke mig selv
jeg er ikke imod medicin
jeg vil bare være den der 'bestemmer''
kunne mærke når jeg har brug for den og når jeg kan slippe den
Nu er 2.et trin ned ad trappen taget
det var et vældigt svajende eet
nu har jeg fast grund under fødderne for en stund
før næste trin tages
jeg finder fodfæstet
ved samtaler x 1 pr uge
malerier og andet kreativt
yoga
regelmæssighed
stilhed
strikning
og ikke at glemme HUMOR!
TAK
for du læste med hertil
