1 x Grin med Gæster pr tlf eller irl dagligt .... eller Til psykisk sårbare og pårørende

Igen idag

familiegæster der melder deres ankomst

sådan *er du hjemme i eftermiddag?*

Det er den bedste slags gæster jeg ved

Gæster der tager livet uhøjtideligt og som det nu engang er

som gerne spiser af desserttallerkner fordi jeg har foræret de store væk

som selv siger til hvis der mangler noget

og selv kan tage overblikket på hvis jeg har smidt det

I dag var det Svigerfamilien med Hund

en hvalp af labrador formel 1

en rigtig 3 mdr hvalp

så Molly snuer nu af bar udmattelse

Jeg elsker gæster

jeg kan slappe af sammen med

hvor vi får grinet igennem af fælles skavanker

set på fugle på foderbrædtet

talt om det nære og det fjerne

og får grint lidt mere

Det bevirker at angsten for ikke at kunne være 'god nok'

ikke når at tage magten fra mig

Det eneste det kræver er at jeg tager telefonen og svarer JA når der ringes og spørges

Er du hjemme?

Når jeg siger  JA ankommer gæsterne ofte med brød selv, 

ofte forventer de intet

For andre pårørende til psykisk sårbare

så er det måske den bedste hjælp I kan give

Det er så svært at bryde ud af en social isolation fordi det er een selv der spærrer een inde

så det er en indre kamp som jeg i hvert tilfælde ofte taber trods det 

jeg gerne vil er at være social 

For andre psykisk sårbare 

så begynd at sige JA hvis  I bliver spurgt

og brug så energien til at slukke for de negative tanker

men tænd for tanken 

DEM der spørger VIL dig gerne!

og er ligeglade 

med tallerkenstørrelser og nullermænd

med traktementets tilstand

De kommer for DIG!

Jeg tror jeg i denne medicinaftrapningstid

ordinerer 

1 x Grin med Gæster 

pr tlf eller irl dagligt

Det virker ganske godt!

Bag glasset ....

...flagrede den rundt

skulle jeg lade  Molly fange den?

skulle jeg lukke den ud?

skulle jeg lade den blive inde?

Det blev mulighed 3 

måske en mere langstrakt aflivning

men den sidste tid blev da god 

for indimellem skinnede solen ind gennem glasset

og sommerfuglen så ud til at nyde det

.... eller ?

jeg er den sommerfugl 

og har holdt mig bag glasset

tænkt 

her varmer solen mig

idag smed jeg mig selv brutalt ud i kulden

tænkte jeg

viklet ind i forskellige barrierer

manglende bilstart

tudevorn

sårbarhed

og så selvfølgelig min tro følgesvend

Hr Parkinson

vi landede  ikke i sne og kulde

vi landede i varme og rummlighed

blandt andre sårbarheder

jeg er nu træt og mæt

min kontakt hentede og bragte mig

jeg havde beskyttelse med 

- hækletøjet

jeg mødte et dejligt hus med mange muligheder

a la højskolen

mer senere om det

alternativet er at blive bag glasset

egentlig er det slet ikke et alternativ

der er kun at deltage

og tage imod

Livet

og tak for det 

jeg tænker jeg er nået til 100 sommerfugle 

Som blommen i et æg....

Antidepressiv medicin

dulmer

Det er nyttigt

nødvendigt

livsbevarende

i lang tid

Så begynder man

at mærke sig selv

bare uden at FØLE  sig selv

Der er noget der rør sig

i begyndelsen

virker det som

kvalme

Man ved det er nu man bør være glad, gal, græde

bør FØLE glæden, vreden, sorgen

det gør man bare ikke

man mærker uro rastløshed ubehag

Man agerer måske som man bør

man griner, græder, skælder

men man FØLER ikke

For en tid er det en befriende tilstand

forud har været et hav af hvirlende usorterede følelser

alt alt for tunge for een enkelt person

Så begynder man at savne

man husker noget

man bemærker forskellen

man erkender

at agere glad

er ikke at FØLE glæde 

man mærker 

en ny uro

dybt inde 

spærret inde

lagt låg på

noget er vågnet 

noget spirer

noget vil ud 

så forsøger man

at fjerne det der både spærrer een inde

og som samtidig beskytter een

det handler om balance

hvornår er man mere indespærret end beskyttet?

indtil nu vægtede jeg beskyttelsen højest

i lang tid har jeg været i et medicinsk Hi

nødvendigt

nok har det kostet mig veninder og familie

men nødvendigt var det

Nu er det NU for mig

Nu er jeg begyndt på en lang tid

hvor jeg gradvis trapper ud

den beskyttende væg 

files tyndere

stadig beskyttende

som en skal om et æg

permiabel

semipermiabel

intet ondt kan komme ind

kun det positive gode

jeg tager imod

At betragte.....at deltege

.... eller VÆRE betragter

og ikke deltage i det udenfor

det skaber en tomhed

der fyldes med trøst 

hvem forsager en 

Berliner van Kuchen

eller

Lagkage

det dulmer

Kan kaldes

Social Fobi

Collager uge 4 .... samt lidt om Støtte

Det er nu en dejlig opgave at lave disse collager

det kan undre mig så forskellige de blir fra uge til uge

Tankerne formidles ud gennem hænderne

godt det ikke handler om skønhed og perfektionisme

disse produkter

mine øjne ser kun fejl for tiden

Tilstanden af flow mens jeg sidder her

løfter jeg hovedet

ser jeg ud over strandengen, over fjorden

den forandrer sig med lyset i løbet af dagen

Lige nu er horisonten skjult i disen

dermed er mit udsyn begrænset

og det på flere planer.

Midt i collageriet kom min kontaktperson 

for at præsentere min nye kontakt

Denne gang en kvindelig efter mit ønske

hun har hund og hun strikker

desuden vinterbader

Energifyldt!

Hvor galt kan det gå?

PTSD ,,,, a Winner or ...-?

Det kan være godt at være en del af en gruppe der har samme
*diagnose* som een selv. Læs:PTSD

For mig er det dog osse svært . Jeg bliver meget berørt af det jeg læser, mine egne oplevelser aktiveres og jeg trækker mig endnu mere tilbage, blir angst, trykken for brystet, tankemylder osv osv
 

Jeg kan næsten ikke bære vreden, afmagten og håbløsheden jeg
mærker. Så selvom jeg trænger til fællesskabet skræmmer det
mig osse. Jeg har sådan brug for at føle glæde, smile, grine ,
kunne huske, have overblik, kunne lave mad, rydde op, være
aktiv og social, overskue mere end en enkel dag/morgen/time...

Hvordan forenes dette? 

Det er mere et retorisk spørgsmål end et jeg forventer svar på.

 

Jeg er blevet et andet menneske, med en ny identitet som jeg
forsøger at lære at kende, acceptere og endda måske komme
til at holde af  ....

Måske endda holde endnu mere af end af 'gamle' Tove.

Jeg forsøger at se det som en udfordring, en gave, ikke død,
men med mulighed for at skabe et nyt, dog anderledes liv...

Fordi - jeg vil ikke ende vred, bitter og ensom.

Fordi - jeg vil leve, elske, føle, mærke, grine, turde, ... og alt det andet  der kaldes at leve .... danse med bare tæer i det våde græs... spise flødeis og chokoladekager .... drikke lyserøde bobler i solnedgangen ... spise brombær på Brombærbænken... og meget meget mere ...

Jeg vil ikke være 'offer'...

I am a WINNNER

Positiv tænkning er negativt!.... eller er det?

Artikel i Politiken vækker min opmærksomhed.


Den kan læses her 


Jeg er jo en af 'fortalerne' for det positive livssyn.


I og for sig er det jo rigtigt hvad artiklen postulerer. Hvis man kun vil anderkende det positive gør man da noget helt forkert.


Det negative og det positive hænger sammen, uden det ene ikke det andet, Det er som en mønt. 2 sider der ikke kan skilles. Men mønten kan vendes, det er ikke nødvendigt at blive på den ene side. Det ER vigtigt at anerkende de negative følelser der rumsterer indeni én. Ligeså vigtigt er det at huske der er en anden måde.


At turde se det positive og anderkende dette.


Der er mennesker der har udviklet en livsstil der går ud på at være konstant  negative, At fokusere på manglerne, det de ikke har,uanset hvor meget der er at være glade for. Sådanne mennesker ER bare sådan. Det er deres tryghed. Og det er sørme da OK. Jeg ved ikke om de osse er negative indeni eller om det er en ydre skal.


Min er den modsatte. Og lissom jeg undres over de andres livsstil ja så undres de over min.


Er du altid så positiv? er jeg blevet spurgt.


Ja og Nej.


Jeg overvældes af negative tanker til tider. For mig er det angstprovokerende. Det er min indre verden indimellem. Måske er mit positive livssyn en måde at skabe en balance.
Som modvægt til det mørke tilfører jeg lys.

For mig er det ikke påtaget. Det er vaner. Tillært ofte fra de personer der omgav én. Enten efterligner man eller man går i den modsatte grøft. Jeg gik i det modsatte grøft allerede som barn.

Min sang som barn var
*Ihh hvor er jeg glad og i et godt humør*


Min Formningslærer i 1.klasse skrev i en poesibog og forærede mig den :
Hvis du  får en kantet sten
i din ene sko
så vær glad det kun er én
tænk hvis det var to


I gymnasiet var ordene;
If you cannot dance
you can at least make a happy hop
Vist fra Snoopy - Nuser, i engelsktimerne


Senere kom bloggens underskrift til:
Just reech for the stars
but keep your feed on the ground
Vist fra indiansk tekst.


Så det jeg har valgt/ eller hørt som barn og ung, er det der fokuserer på glæde, liv, styrke, mod.


Og de værdier har præget mit liv!


Tak hvis du nåede helt herned ;-)

Erfaring funker ...

De sidste 2 ugers pludselige ændringer i aftaler med deraf uplanlagte forhindringer følge det vante gamle spor.

En forvirret energiudladning - lidt spredt fægtning hvor der igangsættes meget - efterfulgt af periode med udmattethed. De sidste 2 nætter er blevet forlænget med adskillige timers søvn. i dag først oppe over 12. Desuden forstyrres nattesøvnen af urolige drømme, heldigvis knap så blodige som tidligere.

Jeg genkender det.

Og det er rart. I dag irriterer det mig mest, det vækker ikke angsten i mig. Hverken Mus eller Molly har formået at vække mig. Molly nyder det vist. Musen ved jeg ikke - den har i det mindste gået med liste sko

Nu sidder jeg i stille regn . .. ja altså indenfor mens jeg lader regnen nyde udelivet. Stuen er ramt af en eller flere GarnBomber .. der skal pakkes , sendes , tages afsked med.

Reduceringen af garnlageret har fart på. Hvor har jeg egentlig  (haft) MEGET dejligt garn.

Se foreløbige udbud på:

Siffes Garnsalg på facebook

At tage kontrol .... eller være magtesløs...

Dagen igår sluttede smukt.
Godt ... og det må egentlig være nok.
Alligevel skriver jeg om dagen, den var ud i alle hjørner af energifeltet.


En gennemgående følelse ved PTSD er manglende kontrol. Usikkerhed på hvad der vil ske i næste sekund og ikke være i stand til at have indflydelse på det.


Prøv at forestille dig at komme gennem en dag hvor du ikke  bestemmer hvad der skal ske? Og du ved det heller ikke!
Enhver anden har styringen bare ikke dig selv.
Tidligere var jeg såkaldt 'omstillingsparat', elskede det uventede, trives i virvar.
Nu aktiverer det episoden der udløste PTSD hvor man/jeg netop var magtesløs. Den genopleves følelsesmæssigt indeni.
Og plusli står jeg der igen - i episoden. Det kaldes Flashback.
Det er ikke spor rart.


Det giver angst. Der ytrer sig forskelligt hos den enkelte.


For at undgå dette må jeg have en fast Struktur i min hverdag. Alt skal være planlagt. Endnu kan jeg ikke håndtere min tidligere spontanitet. Og mit tidligere uplanlagte liv, hvor det uventede var spændende.


Nå.


I går var min kontaktperson planlagt til kl 11. Sidste uge sendte han en sms tirsdag aften 22,20 om fravær dagen efter pga uddannelse! Det gav uro midt i Feriebørnenes ophold!


Igår blev klokken 12 og jeg var fuld af uro, tvivl, tårer, ... Havde jeg nu igen taget fejl?
Var der sket ham noget?
Hvor kunne jeg ringe til?
osv osv


Tilsidst fandt jeg et nummer, det skal siges at på dette tidspunkt tænker og taler jeg ikke klart. Jeg kan ikke få ordene ud af munde, og hjernen er blank. Hr PArkinsons langsomhed bliver langsommere.
Det skal osse siges det er socialpsykiatrisk center der tales om ,,, specialister på området!


Da jeg får ringet - til lederen - og senere får kontakt til min kontaktperson viser det sig at jeg er 'flyttet' til et yderdistrikt da jeg bor hvor jeg bor ... hvor jeg har haft min adresse i et ½ år. Før jeg søgte om støtte.
Man har da glemt lige at underette mig vist.


Nu måtte jeg så vente på at blive ringet op senere på dagen af Yderdistriktet!


Foruden eller sammen ved PTSD har jeg udviklet en art social fobi. Jeg undgår mennesker. I PTSD-sprog kaldes det Avoidance. - undgå situationer, steder der minder om den udløsende faktor. Det koster mig uendeligt megen energi som så stjæles fra der skulle være mit liv
At lukke ukendte mennesker ind i mit hjem, udleve og udlevere min hjælpeløshed, bede om hjælp er derfor ikke nemt. 
Bare at skrive om det kalder uroen frem.

------


Efter tlf.samtalen sad jeg ... hvordan fik jeg dagen tilbage, hvordan fandt jeg min ro, min struktur? 
Hvordan afbøde faldet i et Bungyjump? Ned vil ned.


VENINDER er guld! TALE er sølv. 
Så det blev snak med veninden der ikke går på job.
Jo mere man taler om sin PTSD - jo bedre forståelse får man for sig selv. Det er bare utåleligt at høre sig selv til tider. Jeg GIDER det ikke. 


JEG VIL HA MIT LIV TILBAGE! SGU!*=?%""!!


Tuderi, grimme ord og til sidst GRIN ... gav mig energi.


Facebook-venner skubbede også bagpå.


Mere banderi. ... gav mere energi. Op og Ned.


Værst af alt er at SUKKERtrangen bliver uudholdelig og jeg tyr til gamle uvaner som kager, slik og mad. Takker for de nye små slikposer --- køber jeg 3 føles det stadig af meget trods mindre indhold.


Derefter boldspil med Molly.
Klippe ½ bøgehæk


Glemte aflyse en aftale med genbrugsbutik hvor jeg vil forsøge at være vikar. Pinsomt!


Som dagen gik blev den rodet, dog på en rimelig måde.


Vandrøret på den gamle Planet blev aftalt med VVS
Glemte måltiderne, spiste wienerbrød...meget!


Satte garn til salg på facebook ....


Strikkede lidt.


Flyttede havemøbler rundt.


Lavede en SummeBænk mellem Kaprifoliernes sværmeskærme ... der summer af sol.... og jeg kan summe lidt over livets genvordigheder...

Lavede en Daybed på terassen... hvor jeg vil flyde lidt idag.

Fik afsluttet babytæppet.

Fandt ud af at min forsikring dæk rørskader .... måske


Jeg fik lidt kontrol
Jeg fik smidt følelsen af at være magtesløs overbord.
Jeg fik ny aftale.


Min dag blev anderledes.
Jeg var nede, men kom op igen ... bad om hjælp de rette steder.


Omkring mig er der kaos. 
Opvask, garn, hækafklip , forsikringspapirer ....
Indeni er der rimelig ro.


Et rodet indlæg?
Tja ... sådan var min dag.

Når planer må ændres.....

I dag er maledag .... det er planen.

Jeg er kommet op, forsøger gennemføre almindeligt *morgenritual* , får vasket mig, morgenmad og medicin huskes, endda en anelse creme og make.up .... store sager. Jeg er glad.  

Må dog udsætte (?) de 5 Tibetanere. Måske vi mødes iaften

Jeg er ikke stresset op, Jeg formår at trækket vejret og pusten den snigende stress ud - så ikke den sidder fast i mig resten af dagen. . 

Malerholdet ved jeg kommer uafhængig af tid.

...

Så lanngt så godt.

Madam Blaa pakkes.

Så langt så godt.

...

Så vælter dagen da Madammen nægter at starte!

... og SVUPS SIDDER STRESSEN DER!

....

Jeg trækker vejret.

Jeg forsøger at genvinde balancen,

Jeg leder i hjernevindinger efter det REDSKAB der er der ved jeg,

HVAD er det nu lige der virker ?

Jeg tager Molly med mig. Går en lang tur langs fjorden. Molly glæde ved uventet snusetur, strandengen i tågedis, at huske at mobilen kan tage billeder, synet af en enlig svane vækker genklang i mig, blæsten der stadig bringer disens dråber indover land - fedter mine briller  og fryser mine fingre.

Da jeg vender tilbage til Planeten er noget af stressen efterladt på strandengen endnu skjult af tågen.

Jeg ved at denne rest af STRESS følger mig dag. Nu er den udholdelig. Nu må jeg ændre plan. Nu må jeg finde ny rytme... Måske får jeg alligevel malet.

Jeg kommer igen imorgen.

At bede om hjælp---- eller lidt om livet med PTSD

Molly ku nu kaldes Slatan  .....ferm er hun med en bold ;-)


I dag var jeg til min læge.Endelig er jeg nået til - for alvor - at indse jeg har brug for hjælp. Rundt i strategiske bunker, skuffer, poser o.l. ligger regninger rykkere og hvad deraf følger. Mit overblik hvad angår 'papirvældet' i det lovede papirløse samfund - det overblik eksisterer ikke.
På Parkinsonklinikken fik jeg et plaster der skal virke hukommelsesfremmende, det ironiske er at det tog mig 2½ måned at finde recepten og jeg glemmer at skifte plastret dagligt som jeg skal.
Sammen med den anden medicin jeg glemmer at hente, bestille, indtage gør det min medicinering meget ujævn.


Resultatet af dagens snak er et besøg af en visiterende sygeplejerske, samt min læge kontakter kommune.


Det kan lyde trivielt. Det har bare taget mig laaang tid at nåt hertil. Selv det at få en tid til i dag er svært. For hvad 'fejler' jeg egentlig? Jeg er så gennemsyret af at skulle være stærk at jeg har en uhyre modstand mod at bede om hjælp.


DET ER SGU DA MIG DER ER HJÆLPEREN!


Dertil kommer en energi-slugende social-fobi der gør det svært bare at komme ud i haven ud af huset.


Jeg tror ikke nogen kan forestille sig hvad det gør ved et menneske. Hvor svingende i formåen man/jeg kan fremstå. Det handler om at tage mod hver dag uden at vide hvad den bringer. Det gjorde du da heller ikke før? Nej der var udsvingende bare meget mindre - som at sammenligne en barnegynge med at bungyjumpe over Niagara Falls. 


Hvordan planlægger man sine dage hængende med hovedet nedad i en elastisk snor over et frådende vandfald og man i realiteten er til samtale i sin bank? Næste gang jeg kommer står jeg oppe på kanten og er vandenes Herre. Jeg er dog den samme.


Bortset fra papirbunker,  hober andet sig osse op i bunker. Tøj er bl.a. svært at holde styr på. Jeg flytter bunkerne og glemmer derefter systemerne, flytter dem videre i nye systemer der så glemmes. På gode dage  - som i perioder er i overtal - kan jeg give slip på behovet for struktur og hengive mig til maleriet, tegneriet og gåture med Molly.


Enhver kan tænke at bunker ikke forsvinder af sig selv. Mit håb er at få hjælp til at planlægge og fastholde planen.


Siden jeg blev syg i 2005 har mine venner og familie trukket et stort læs. Jeg har fået og modtaget megen kærlighed og hjælp. Der er bare grænser for deres ydeevne. Samt jeg vil gerne være sammen med venner og familie som venner og familie.


Vi får se hvad der sker!

Der ligger en bog på mit bord…. eller lidt Tabu…..

 

 

Mellemsønnen har købt denne bog, nyudgivelse, læst den og opfordret mig til at læse den.

Det er godt!

Det er 10 år siden sønnernes stedfar – min ‘mand’ – valgte at tage sit liv.

Det er en historie for sig selv.

Denne historie handler om at være efterladt til en nær person der vælger livet fra. Som voksen er det et uforståeligt valg - nogen gange. For et barn aldeles ubærligt.

Jeg spekulerede dengang og i lang tid og stadig indimellem hvordan børn hjælpes i en sådan situation. Vi talte om det skete, vi så Gert – en afslappet fredfyldt Gert , vi skrev breve, tegnede, lagde brevene/digtene i kisten, jeg deltog i at gøre ham i stand. Alt dette sammen med hans familie.

Jeg mødte ingen forståelse fra yngstens skole 4.kl.,  (samme skole som samtidig brillierede ved projekt Børn i sorg-beredskab!!!), mens de 2 ældste blev mødt af stearinlys og omsorg da de kom i skole igen.

Jeg håber denne bog er et middel til at bryde tabu omkring selvmord, kan forkaste myterne om  og foragten for det menneske der vælger denne svære udvej.

For mig er det en svær bog. Det er som at kradse i et sår fuld af snavs. Snavset er den skyldfølelse der aldrig kan forsvinde, men for hver gang jeg renser såret kommer der en ny lettelse og trøst.

Så jeg er taknemmelig for sønnen der selv nu som voksen vælger at tale/læse om det.

Det er en oplevelse det er nødvendigt at forholde sig til på sin egen måde. Uanset hvor meget/lidt der er gjort i selve situationen. Vi har talt meget i starten og derefter efterhånden som det er poppet op. Alligevel er der ‘noget’ der ikke er hørt/forstået. Derfor er sådanne bøger velkomne. Denne er med foto af de ‘efterladte’ – tidligere bøger har været anonyme.

Nu mangler jeg bare at gå rundt om den tilstrækkelig mange gange , for så endelig at åbne den.

Tak for taletiden!