.... når jeg genkender sårbarheden hos et andet dejligt menneske og ikke kan gøre noget ved det.
Jeg flyder over af ord og gode råd fra egne erfaringer i iver efter at kunne tage al smerten og smelte den som is
Det kan jeg ikke.
Indeni mig ved jeg at rejsen gennem sårbarhed og smerte er ens egen - og ofte må foregå i ensomhed. Det gør bare så ondt.
Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ensomhed. For mig er det tryghed, en gammel genkendelig ven, der har fulgt mig altid. Jeg er derimod bange for mennesker og for effekten af at forbinde mig til dem. Aleneheden er en afskærmning mod at miste, mod at skulle forsvare mig, forklare mig.
Hver gang jeg bevæger mig ud fra Planeten er risikoen der.
Samtidig ved jeg at det er et skalkeskjul - denne trang til at være alene - så min energi bruger jeg til argumentere overfor mig selv om at komme ud i livet .... og det gør jeg. Kommer ud.
Bagefter bruger jeg energi på at finde roen igen og fortælle mig selv den gode erfaring det jo er at være sammen med andre. At de IKKE vil mig noget ondt.
Efter sådan at møde sårbarheden - godt nok i en anden form - hos en anden , sætter min egen sårbarhed i svingninger.
Derfor er idag ren rekreation og reflektion.
God Søndag til jer alle.
