Min kære Teenager har SÅ meget brug for sin lejlighed lige NU.
(- mon ikke han får den om en uge?)
I nat er han på nattevagt igen, så han kommer og sover i morgen.
Han ringede i aften efter at ha tilbragt dagen rundtom hos vennerne.
Han har teenagetanker om : ' Hvad nu hvis.....'
- hvis jeg mister kørekortet, så ryger jeg ud af Beredskabsstyrelsen og så må jeg flytte fra lejligheden og så ....
PUHA, tænker Mor, kun 18 og så allerede så bekymret.
Men det er jo nok teenagetankemåde.
Nu kommer du hjem til Mor - så kan jeg gi dig den ro du har brug for!
JA, sukker han og jeg kan høre ham puste lettet.
Han er sgu en sej unge - med masser af hår på brystet - samt en ny tattoo!
Jeg ved at når han kommer i morgen og har sovet så har han nok glemt alt om bekymringer og tænker på vennerne, kæresten og glæden ved lejlighed og bil.
Men det er jo nok teenagetankemåde.
Det har jeg nu altid ku' gi' mine unger
- ro i sindet, gode snakke,
in live eller pr. tlf.
Stakkels fyr, men verden kan sgu også være en anelse skræmmende..
SvarSletDet er godt , at du ved, at du kan give dine sønner den gode snak.
Det må være dejligt at vide.
Ens rolle som mor ændres jo hele tiden og har måske selv lidt vanskeligheder med at finde min pt.
Min viden er også kommet ganske langsomt. Og bevidstheden om den er har ikke altid været der. Men netop vanen med at skrive 'Taknemmelighedsdagbog* (som du vist kalder det) øger jo bevidstheden om netop det.
SvarSletJeg har skrevet - on and off - i snart 19 år - så det mærkes ;-)
KH Siffe
Vi andre har en livserfaring der siger, hvis det der er vores eneste problem så herre gud. Men de unge uden vores livserfaring bliver jo nemmere rystede i grundvolden. Det gjorde vi forøvrigt også i den alder...
SvarSletShabby - ja og den erfaring kan man jo ikke videregi' den må de selv erfare ;-)
SvarSlet