Jeg har altid troet at man fik det man havde brug for når man havde mest brug for det!
At Universet sørger for een og alt hvad man skal gøre er at sende et ønske ud så kommer det tilbage til een.
Og endnu engang bliver jeg bekræftet i min tro.
Teenageren har i dag fået tilsagn om den bedste billigste bolig i Byen. En 'bedårende' - på en meget maskulin måde ;-) - lejlighed oppe under taget i en charmerende lille andelsforening midt i Holbæk. 3 rum, åbent nyt køkken, opvaskemaskine, vaskemaskine, nymalet, afhøvlede gulve og jeg ku bli ved ku jeg!
En sten på størrelse med Himalyas bjergtoppe er raslet fra mit hjerte. Nu får han den base han har brug for og kan finde et ståsted - sit eget. Jeg er bare stolt af ham - at han har kunnet ageret i dette 'roderi' - som vores liv jo har været. Han har kun een voksen i sit liv og hun (=mig) har ligget underdrejet for en lang stund. Og han har været tilskuer. Nu får han sit eget og jeg kan 'sumpe' i sofaen uden samvittighed overfor ham. Jeg kan være der når han har brug for det og jeg magter det. Et mere ligeværdigt samvær.
Jeg er ked af hans far ikke fandt det belejligt at træde i karakter i løbet af denne svære tid. Men jeg er osse stolt over at vi klarede det - os - drengene og jeg, vennerne, veninderne og vores 'adopterede' familie.
Jeg håber denne erfaring hjælper Teenageren til at ændre sig indimellem negative livssyn til et mere positivt. Han har mange tab i sit 'lilleliv' som har givet ham en del forbehold overfor livet og hvad det kan bringe ham. Han har haft stor tendens til at forvente det værste.
Nu kan han putte endnu en positiv oplevelse/erfaring ned i rygsækken. Det giver god balance.
(En anden nylig erfaring er hans bilkøb - som han klarede helt alene og har fået en fornuftig god brugt bil!)
Jeg sender hermed en kæmpeTAK retur ud i Universet - tag imod hvad livet giver.
ej, hvor dejligt når tingene sådan lösner sig.
SvarSletog så må jeg tilföje at set her fra os er det lidt mærkeligt så tidligt de unge flytter hjemmefra dernede i Danmark. synes jeg hele tiden hörer/læser om at de skal være selvstændige når de er 18 år, det synes vi er for ungt. jeg har en 24årig boende hjemme, og det er bare meget almindeligt.
kh.fra Island
Frida
Jag har blivit en trogen läsare av din blogg och tycker väldigt mycket om den!
SvarSletGlädjande för Teenageren (och dig) att saker trillar på plats. Försök i dina svaere stunder huske att du har en stor del i dina fina söner.
Varm hilsen,
Annelie
Frida: Jamen det er skam heller ikke med mit bedste vilje at sønnen må flytte hjemmefra nu. Men simpelthen af ren og skær nød fordi jeg måtte sælge huset og flytte til noget meget mindre og billigere. Alt dette pga et overfald på min arbejdsplads i 2005. Livet arter sig ikke efter vore ønsker, men går sine egne veje. Det har gjort ONDT i mig at Teenageren allerede måtte klare sig selv. Men jeg tror han har det bedre i sin egen lejlighed end sammen med en mor som tilbringer lange perioder på sofaen med depressioner - grædende, mørk, med selvmordstanker. Det er svært at bo sammen med en psykisk syg og jeg tror det er sundere for ham at bo alene. Og se sin mor(mig) når hun er 'oppe'.
SvarSletMin ældste søn flyttede først da han var 22 år. Og kun fordi han studerede i København ;-)
Annelie: Tak for dine søde ord. Og Jeg ved godt at mine sønner bærer præg af deres mor. Det gør mig stolt når jeg ser dem agere i verden.
SvarSlet