Hvor er det hamrende træls....
Når MAN (læs:jeg) har besluttet at jeg har det GODT. Det er det jeg SIGER .... da jeg tror ORDETS MAGT er afgørende ..... det skaber *baner* i hjernen som MAN (læs:jeg) ubevidst lytter til.... i ellers tavse stunder.
Nå men det trælse er at bedst som JEG har BESLUTTET ... noget .... så ændrer det sig.
Efter 2 dages maximal LAMMELSE, 1 dags sølle TRISTHED, starter søndagen .... med et gevaldigt ANGSTanfald.
Nej så slemt var det ikke. Men bare fordi jeg nu mente mig forbi den tid så RAMMER det een (læs:mig) lige i nakken hvor jeg er totalt uforberedt på angrebet! SNYD skreg jeg .... det er da totalt UNFAIR at angribe folk bagfra! HVAD TÆNKER DU PÅ! Jeg ku' jo dø af skræk! Ikk!
Men det gjorde jeg ikke.
Bed hovedet af al SKRÆK og tog på visit hor den tidligere Teenager - nuværende Brandmand-med-stort-kørekort-og-motorcykelkørekort-samt-Redningamand.
Indtil HAM drog Mor Siffe med morgenbrød, juice og basser til Bassen. I morgen skal han på GruppelederKursus! Godt Gået Sønnike! Mor er Stolt!
Han fik 11, 10 og 9 i sin eksamen (gammel skala) - og det er da første gang for denne skoletrætte unge mand. Han ved ikke rigtig hvordan man - efter 8 års udskæld i Folkeskolen - skal forholde sig til ros og gode karakterer. Vær Stolt - du - og skyd bare brystet frem. Du vandt!
Nu er han en Søn der gennemskuer sin Mutti. Og efter at ha' sat ord på og fået et kram - kom der gang i konen.
Lidt oprydning - som nu kun en mor kan! Lidt vejledende gebærder ved ophængning af hylder - med boremaskine, skruer og ravpluks! Jojo - Vi ku da!
Han bliver så glad og stolt. Og er snart godt på plads i sin lejlighed.
Hjemme på Planeten igen - gik jeg igang med denne uges Collage - og efter lidt baks med Scanner samarbejdet fik jeg den ind her.
Jeg tror på at ved at udfordre sine hjernehalvdele til at samarbejde - f.eks ved Collage, Doodling - som begge er aktiviteter der kalder både på Kaos og Struktur - jeg tænker at det er rekreerende for en *depressiv* hjerne. Jeg forsøger at læse om det - som jeg havde gjort *før* - men sådan kan jeg ikke mere. Jeg kan ikke læse - altså det kan jeg jo godt - men den lim der tidligere fasthold det læste til hjernecellerne og gjorde det læste gavnligt - ja det lim mangler jeg nu.
Til gengæld kreerer jeg nu så mere end da jeg *bare* læste bøger.
Angstanfald kommer og går. Og sådan er det vel bare. Men de er godt nok TRÆLS!
Du er altså så kreativ! Nu skal bloggen også under dine ændringer :-) Lige en anke; man kan altså ikke se den ene af dine dejlige sønner!!
SvarSletUf, den angst- den har det med at snige sig ind på en, netop når man ikke havde ventet det...Jeg synes det er sejt, at du så magter at komme afsted og ud til sønnen!
Jeg har ikke haft en depression, men udbrændthed og panikangst og det er også en lang proces.. Vi må "bare" blive ved med at være positive- som du siger; "jeg har det godt".
Kan godt forstå du er stolt af sønnen- det er da så godt gået!!Ja, han skal skyde brystet frem og løfte hovedet :-)