Ventetid

Ja jeg ved godt den har været kort.

Man kunne gå 9 mdr. og vente på om barnet var en dreng eller pige.

Vente 3½ år på at få sin uddannelse…

Vente 5 år –uvist – på at blive *normal* efter depressionen.

Så venter man lidt på rødt lys eller på færgen, toget eller bussen. Eller på at maden bli’r færdig.

På forår, efterår, varmen, sneen og Nytåret

På at sønnerne ringer – men her kan man jo bare selv ringe…

….. og selvom det først var i tirsdags at ordet Parkinson meldte sig ind i livet på Planeten, ja så er VENTETIDEN begyndt at kunne mærkes.

Måske kan jeg SELV gøre noget her? Jeg overvejer nemlig selv at kontakte Bispebjerg Hospital for at melde mig klar til en afbudstid til en hjernescanning.

Er der nogen der siger UTÅLMODIG?

Jamen det er jeg,

Jeg vil vide det NU!

Er det en BIVIRKNING eller KRONISK?

Kan jeg forsætte mit frie SINGLELIV eller må jeg indgå et uønsket PARTNERSKAB med ham Mr. Parkinson?

Dette er ikke en KLAGEsang – mere et udtryk for hvad der fylder i disse dage.

Jeg takker jer alle for de søde kommentarer under sidste ppost – det luner ;-)