Teenageren vil skifte uddannelse.
Godt det ikke er mig der skal forholde mig til hvad jeg vil *lave* resten af mit liv (og det skal jeg jo på en måde ;-))
Der er så mange muligheder som ung og det ER svært at vælge. Hvilke billeder af job og beskæftigelser har man mulighed for at ha indeni sit hoved? Hvor motiveret var man i sin praktikperiode i folkeskolen for at få afprøvet det rette?
Hvilke forestillinger gør man sig om resten af sit liv - det er jo en evighed?
Hvordan finder man ud af hvad man VIL?
Det er først NU Teenageren for alvor TÆNKER over hvad HAN vil.
Jeg er glad for han tager ansvar - men hvordan vejleder man sin søn uden at være for formynderisk, bedrevidende, for *voksen*, - med al sin erfaring gennem et liv? - al sin bekymring for hans liv?
Jeg vil sige med Søren Kierkegaard: *Livet levet forlæns, men forståes baglæns*
Så alt i alt er det en opbrydningstid på Planeten.
Jeg sidder her og nikker genkendende til de tanker du gør dig - det er ikke let, hverken at skulle vælge eller at skulle vejlede. Jeg tror det er godt at huske på at selvom man tager en bestemt uddannelse er det ikke nødevndigvis det man skal lave resten af livet?
SvarSletJa det har du helt ret i. Og det er en pointe - så det ikke virker så endeligt det valg der tages.
SvarSletTak for det.