Kald mig bare Maude!

En stund under dynen er ikke at foragte - men nu må det være slut. Selvom hverken Laura, Christian eller Elisabeth har været her og rusket mig frem i lyset - så dukker jeg altså op igen.

Nu er tiden dog ikke kun gået med dyneleg, næh der er skam sket en del på Planeten.

Ernst - the cat - er død. Nu var han blevet så skravlet, syg og støvet at tiden var inde til at sige farvel. En god gammel ven. Ernest the Lion, Hemmingway, Ernst Rævejager og Ernst Rottedræber. Det er nogle af de navne han lød gennem tiderne. Han havde aldrig kløer fremme - ej heller som killing. Hverken overfor Teenageren som var 8 år da vi fik Ernest med søster. Heller ikke hundene fik kløerne at mærke højst et sjældent hvæs. Ernst smed sig på gulvet og gjorde sig til. Nu ligger han under den store gran her på grunden. Ved de første vintergækker der titter frem. Sov sødt Ernst.

Min 'pensionssag' er gået iorden. Er jeg glad? Ja. ..... og Nej .... uforskammet skarn - tænker jeg. Mærk dog glæden. Men det er ikke nemt. Taknemmelighed er nemmere og det ER jeg. Taknemmelig. For at leve i et land hvor en sådan hjælp er mulig.


Men GLAD for at ha' mistet min erhvervsevne? Nej det er jeg ikke.

Jeg kommer nok til at bruge en del tid på at finde ud af Hvem er jeg nu?

Mit hele liv indtil nu har jeg arbejdet eller uddannet mig. Gerne samtididig. Nok af en angst for ikke at ku' klare mig selv. Og underligt nok er det der jeg havner! Livets underfundighed. Ja.





Bortset fra at sove - tæller jeg fugle. Den Store VinterFugleTælling 2008 ... og det er en ganske udmærket beskæftigelse. Jeg ser fugle jeg aldrig har set før.

Nu mangler der kun 2 ting før livet går langsomt igen: Lejlighed til Teenageren, samt at tømme huset. Når det er gjort er rygsækken vist tom .... for en tid.