Skal man tilgive alt?

For 3 år siden - midt i min allermesthektiske tid på mit arbejde. Min nære ven og nærmeste leder var netop død efter langvarig kritisk sygdom, hvor jeg som næstkommanderende overtog hans arbejde også. Der var store strukturændringer på arbejdspladsen og jeg var voldsom belastet igennem lang tid.
Lige præcis på det tidspunkt ringede en nær veninde - som jeg havde støttet gennem en svær tid - og som kendte til min arbejdssituation. Hun ringede til mig på min mobil og som den veninde jeg var - svarede jeg trods det dårlige tidspunkt for mig.

Hun råbte og skreg i telefonen og skældte mig ud for alt det værste jeg ved.

Jeg var og er dybt rystet og endte med at afbryde telefonen. Hvorefter jeg rystede og dirrede i lang tid og måtte tale med kollega for at komme gennem dagen.

Et år efter mødte jeg Veninden i en butik. Hun hilste som intet var hændt trods vi ikke havde talt sammen siden. Jeg hilste bare igen og vi udvekslede ligegyldigheder. Bagefter var jeg vred på mig selv over ikke at ha konfronteret hende med det 'gamle' telefon-opkald og skældud'en.

I dag ringede hun så igen. Talte til mig som om vi stadig var veninder.
"Hvordan har du det?" spørger hun.
"Det har jeg ikke lyst til at fortælle dig" svarede Siffe
Hun forsætter uanfægtet - "Jeg er flyttet tilbage til mit hjemland, min telefon er ved at udgå for strøm...."
Siffe siger - "Så lad os slutte her, jeg har ikke lyst til at snakke med dig, Farvel"

Var det rart at få sagt? JA
NU er det slut med det forhold!

SKAL man altid tilgive?

Jeg vil vælge HVEM jeg vil bruge min tid på!