I 2004 startede jeg på en uddannelse til Erhvervspsykolog. På mit hold talte folk om Caminoen. Det var nyt for mig og jeg slog ørerne ud.
I sommeren 2004 blev omtalen mere og mere intens og een af mine medstuderene skrev email's om Caminoen.
1 mdr. senere står jeg i en boghandel - jeg har altid lidt af Bog-mani - og rakte hånden ud for at tage en bog da en bog ved siden af faldt ned. Jeg samlede den op og det var Shirley McLaines bog *Camino*.
1 uge senere ramlede jeg ind i et skilt foran Fona - reklame for Thomas Helmigs CD *Caminoen*
Samtidig blev mit arbejdsliv mere og mere stressende og jeg fik flere og flere arbejdsopgaver som leder da min nærmeste chef var alvorlig syg og døende. Jeg havde så både hans og mit eget job gennem en periode på 1½ år.
I 2005 var min chef død og jeg var ene leder på Skolen med en skoledeling og oprettelse af ny Skole som mine ansvarsområder udover den daglige ledelse af skolen.
Jeg tænkte meget over hvad jeg ville med mit liv om det nu var ledelse der var så vigtig for mig. Og hvorfor jeg var blevet leder? Om det var møjet værd? Hvad fik jeg og hvad mistede jeg?
Jeg havde brug for ro til at overveje: Hvad nu?
En sen nattetime googlede jeg så *Camino* og fandt at der var mulighed for en tur i Påsken 2005.
Da jeg så gik min Vej - min Camino - med dagsture på 20 - 28 km gennem Spanien - tænkte jeg mange gode tanker.
Nogle af mine spørgsmål var netop:
Skulle jeg opgive at være leder?
Skulle jeg lægge det bag mig og *læne mig mere tilbage* ?
Være mindre ambitiøs?
Arbejde mere kreativt?
Midt ude i det mennesketomme landskab, på en mindre grusvej, med træer omkring og alle disse spørgsmål snurrende i hovedet - der vender jeg tilfældigt hovedet og mine øjne falder på en milepæl næsten skjult i græsset. Med spørgsmålet på kanten af læben - næsten udtalt bliver jeg lamslået af at se at der på stenen står JA.
Midt i Spanien. Hvor jeg tilfældigt vender hovedet gående på en grussti med alle disse spørsmål i tankerne.
Svaret var helt klart JA - JA jeg skulle stoppe som leder, læne mig tilbage, arbejde mere kreativt osv
Det var en stormomsust oplevelse - turen værd. Jeg græd.
Gjorde jeg så det? Altså sagde jeg jobbet op? Søgte jeg nyt? Lænede jeg mig tilbage?
NEJ jeg gjorde ej!!
Jeg oplevede det som min PLIGT at blive - *Man render ikke af pladsen* - Om 1 år kunne jeg stoppe med god samvittighed. Jeg lyttede ikke hverken til mig selv eller til det vink med en vognstang jeg fik på min Camino!
5 dage efter det nye skoleår startede i 2005 - d. 17.august - blev jeg overfaldet - og blev som følge deraf fik jeg Depression og PTSD , samt senere fyret - og så videre hertil hvor jeg sidder i dag. Og skal komme igang med livet igen, hvad jeg gør så småt ;-)
Små skridt ad en ny vej - en ny Camino!
Vise ord, Tante Tove :) Jeg går selv nu og tænker, på tærsklen til et regulært arbejdsliv, at jeg ikke gider ræse karriere. Livet skal leves i et behageligt tempo!
SvarSletKH Torsten
"gut-feeling" skal man altid tage til alvorlig overvejelse. og du er da kommet en god bid hen ad vejen til dit nye liv. og desuden synes jeg det er meget mærkeligt at man i Danmark kan blive fyret for at man bliver syg, her ville sådan noget være utænkeligt.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Kære Torsten ummm jeg elsker at blive kaldt Tante ;-)
SvarSletDet glæder mig du forstår og værdsætter at nyde livet uden karriereræs! Bliv ved med det! Glæder mig til i indtager Planeten!
Kære Frida Jeg il nu sige de var længe om at fyre mig - næsten 1 år. Og som med sneglen der blev kastet ud i vandet igen - så gjorde de vist mig en tjeneste. >Jeg skulle under ingen omstændigheder tilbage dertil - selvom jeg ku li jobbet - så var det altså for hårdt til ingen penge endda ;-)
Jeg har nu været *heldig* i mit forløb. Jeg klager mig ikke - slet ikke når jeg læser om andres liv i samme situation.
Håber du nyder din nye taske og garn.
KH Siffe
Kære Siffe
SvarSletDet var da om noget en historie der kan lære en at lytte til sin intuition og at rette sig efter den.
Samtidig høre jeg også i historien, at hvis man ikke selv kan finde ud af det, så bliver man 'hjulpet'.
Lige det jeg havde brug for at læse her til morgen.
Siffe, du er en stærk og modig kvinde.
SvarSletTænk, hvor meget du har lært, hvor meget du har udviklet dig, siden det frygtelige overfald.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, skrive :-) , andet end whauv !
Og nu lytter du altid til de tegn, der gives dig - ikk !! ?
Jeg skal også ud på min camino - det skal jeg :-)
SvarSletSpændende læsning, der giver stof til eftertanke...
SvarSletMiri - du kan tro jeg lytter - jeg tror det bli'r en vane snart - af de gode.
SvarSletShabby - hvis du har mulighed for at komme afsted må du gribe chancen. Men jeg tror man skal ha' ro i sit bagland så man ikke går og bekymrer sig for dem på turen. Jeg havde sagt til mine drenge de måtte ringe his de absolut IKKe ku lade være - min tlf var slukket - men det endte med at det var mig der ringede hjem ;-)
Jette rart det inspirerer og at du skriver - det betyder meget for mig. Tak
KH Siffe