Pakkeleg... en HuskeNote til mig selv!

"But all endings are also beginnings. ......

We just don't know it at the time."

Mitch Albom, The Five People You Meet In Heaven, pg. 1 line 3-4

Sætningerne skal netop stå med afstand. For hvor er det rigtig. Indtil nu har jeg stået med ryggen til fremtiden og kigget på det, der er sket, men med halvt lukkede øjne - i frygt for hvad jeg måtte se. Selvom det var og er mit liv; var og er der steder der hellere må forblive i det dunkle. Jeg kender de store linier. Det er nok. Og jeg tror ikke man/jeg skal fortabe sig i udgravning af spøgelser. Uanset hvor meget man/jeg graver vil det altid være en fortolkning, som man/jeg kan blive ved med at ændre - lidt lissom diskussioner om en romantekst.

Nu vender jeg mig om. NU.

Det ER fygtindgydende at se Fremtiden. Men ikke mere end Fortiden. Det er som at pakke en gave op - der indeholder endnu flere små pakker. Min Fremtid begyndte for 3 år siden. Med en Slutning.

Den første Gave jeg pakkede op - efter den første akutte tid - var Glæden ved at Strikke.

At genoptage denne syssel - har bragt så meget ro og orden ind i mit liv at det gav mig mod på at pakke flere gaver op. Samtidig pakkede jeg Slutningen ned i andre kasser.

Nu er jeg igang med at pakke gaver op. Igen. Små og store Glædespakker, såsom mine blomster på Terassen, mine Collager, mine Tegninger, min Rejselyst, mit besøg hos min Mor og alle de andre små ting jeg putter ind i mit liv. Nogle Gaver pakkes op, kigges på og nydes, men måske er det ikke lige mig alligevel.... og så må jeg gerne give gaven videre... eller sætte den i et andet rum.

Jeg håber at lære af dette at ikke alt der sker er til det værre. Det handler om at vende sig og se på den begyndelse - slutningen på noget andet - er. Istedet for at vedblive med at sukke over det, der ER forbi. Mine børn flytter IKKE hjem igen. Jeg bliver IKKE Skoleleder igen. Jeg kommer ikke til at undervise igen (i det mindste ikke foreløbig). I stedet for har jeg fået friheden til at rejse og gøre som jeg vil. Sammensætte min dag efter mit eget behov, kun have ansvar for mig selv og ikke en skole, med lærere, elever.

Til gengæld tror jeg ikke man/jeg kunne vende mig før nu. Der var spøgelser der skulle beses. Tiden står i stampe, mens man står der og gerne vil videre, men ikke kan vende sig om. Jeg håber jeg får større tålmodighed med mig selv og lader mig stå - uden frygt for aldrig at kunne vende mig mod livet og fremtiden, men fuld af tillid til at den tid kommer igen, hvor jeg tør se fremad.

Hvorfor nu det?

Fordi med den diagnose jeg har, er der rimelig stor sandsynlighed for at jeg får yderligere depressioner. Og så vil jeg bare stå med en sæk over hovedet , fortabt i mørket. Hvis jeg i det moment - kan fastholde tilliden til at der VIL komme tid til endnu en Pakkeleg - osse for mig - så vil tiden føles knap så lang og knap så træls ;-)

HUSK DET SIFFE!