I min familie er der 2 kvinder – begge over de 80 år og med et langt liv bag sig. Et liv fuld af glæder og sorger.
De er begge dejlige og står begge mit hjerte nær.
Men de er så absolut forskellige i deres tilgang til livet og måden de møder andre mennesker – og ikke mindst sig selv.
De sidste 5 år er denne forskel blevet endnu mere tydelig for mig pga min begrænsede *ydeevne*.
Den ene har i alle årene sørget for at holde kontakt. Hun ringer for at høre hvordan det går – med mig – med børn osv. Selv da jeg var sortest og græd – var hun der. Kunne lytte og selv fortælle.
Den anden ringer yderst sjældent. Og når det sker er hun fuld af beklagelser over aldrig at høre fra mig, mens hun fortæller om hvor svært hendes liv er. Hun lytter ikke –
Når jeg til den første siger jeg er ked af jeg ikke får ringet, lyder det jamen nu ringer jeg jo – med smil i stemmen.
Når jeg besøger dem er der igen milevid forskel på hvordan jeg mødes – den ene viser sin umiddelbare glæde – den anden beklager sig over hun aldrig ser mig – mens jeg siger NU er jeg her jo
Mens den ene fortæller om indholdet ii sit liv – fortæller den anden om manglerne.
Jeg holder af dem begge.
Men hvor kan det være svært
Det må være hårdt at have en sådan tilgang til livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar