Så kom jeg gennem dagen.
MR-scanningen af hjerner har et dårligere ry end den fortjener.
Det var som at bliver kørt ind i en stor tryg livmoder med et rytmisk bankende hjerte omkring een. Jeg blev udstyret med hovedtelefoner/høreværn så jeg var lukket inde i min egen lille verden. Når selve scanningen foregik var det som at ligge storbæltfærgens motorrum. Slet ikke slemt. Det hjælper at visualisere positive billeder ;-)
Jeg sov mig igennem kun forstyrret af personalets forsøg på at berolige mig ;-) Samt de 4 gange de måtte stikke mig for at få kontrast sprøjtet ind så de kunne se detaljerne.
Nu er der så taget hul på endnu en uges ventetid før jeg får svaret.
Et eller andet sted i mig er der en lille forvildet del der er skræmt og forsøger at finde trøst. Den del fik lidt is – mens resten tog en lang lur.
Hvad du dog ikke skal igennem. Jeg kender scanningen. Jeg hader det. Skal igen den 4. oktober, så de kan se, om dimsen er vokset. Ventetiden bagefter er slem. Fornemmer din kreativitet og evne til at skrive, bærer dig igennem.
SvarSletKnus
Uf, hvor det lyder væmmeligt! Jeg beundrer dit mod !
SvarSletOg jubler over din evne til trøste dig selv :-)
Hej Siffe!
SvarSletDu er sej og fortsæt med at være positiv. Har også været i scanneren og som du skriver - alle beretningerne er værre end virkeligheden.
Håber det bedste for dig fremover.
TAk for kommentarerne Utroligt som det hjælper at blive hørt ;-)
SvarSletKH Siffe