De af jer der læste med for 2 år siden I vil nok huske jeg tog til Kina med en kræftsyg veninde. Efter en kort opblomstring efter Kina – hvilket ikke blev taget alvorligt herhjemme – ja så synger det nu på sidste vers. Nu er der konstateret kræftknuder i begge bryster på over 7 cm. Hvilket Veninden har gjort opmærksom på flere gange. Hun har valgt at slutte behandlingen af sin kræft, som nu er næsten – overalt.
Dette skal ikke være et klageskrift over behandlingen i DK. Men et skriv om hvordan Veninden vælger at møde sin sidste tid.
Det er en svær tid. For Veninden selv. For familien. For Venner, Kolleger og Veninder.
Vi har ringet sammen mens jeg var i Gudum og efter konstatering af brystkræft kunne jeg høre at nu opgav hun at kæmpe mere. Til januar er det 3 år siden hun blev diagnosticeret. Sidst i november i år havde hun sin sidste arbejdsdag. Indtil da har hun passet sit job – til sidst dog kun 2 dage om ugen. Men alligevel.
I dag var jeg på besøg. Med en pose med strik til hende. 2 sjaler, 1 par sokker og 1 par halvvanter. Hun er mager, hun er træt og bleg da jeg kommer. Det er svært at holde tårerne tilbage. Hun kan kun ligge på sofaen. Hun er blevet så lille så lille. Hun der er en Amazone af energi, eller var snarere. Men hun har bevaret sin indre sejhed, selvom hun har mistet sit røde hår, signalet om kampklar. Hun har en bog hvori hendes tanker om begravelsen er beskrevet. Mand og børn har hun snakket med. Hun siger åbent Nu vil jeg ikke kæmpe mere. Nu går det som det går.
Hun har ingen smerter. Bliver behandlet med smerteplaster. Men er utrolig træt. Hun kan knap slæbe sig afsted på krykker, eller selv sætte sig op, hun venter på en kørestol.
Mens vi snakker pusler manden omkring. Serverer kaffe og hjemmebag, som datteren og svigersønnen har bagt hjemme hos Veninden. Manden laver konfekt i køkkenet og mine problemer bliver af en helt anden dimension. Vi snakker om hvor hun vil dø – hjemme eller på hospitalet. Hun er ikke bange, hun har sin tro. Den har båret hende igennem sygdommen fra starten af. Undervejs har vi været uenige om vores tro, men lader det nu ligge. Vi tror begge – det er det vigtigste.
Efter et par timer drog jeg afsted igen. Veninden havde fået farver. Vi havde grinet og snakket – nok mest mig om Gudum. Jeg takkede hende for den gode Veninde hun er og har været i de 20 år vi har kendt hinanden. Hun har givet mere end hun er klar over. Det bliver svært at tage afsted til Gudum igen. Men telefonen er der jo og jeg kører hjem når og hvis hun har brug for det. Men kender jeg hende ret så er hun sej…..
Det sværeste var at tage afsted på besøget. Jeg gruede for gråden. Imorgen vender jeg tilbage med ugeblade , striktøj og ikke mindst snakketøjet ;-) Det er ikke svært.
Sender et stille knus til den søde veninde...hvor MÅ det være svært - for jer alle!
SvarSletTak Lavendel!
SvarSletuh, det er såå svært. og mon ikke hun synes hun har lige så meget at takke dig for som du hende? jeg önsker hende en god og værdig sidste tid, og sender dig gode tanker.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Tak skal du ha Frida - jeg håber da hun synes det -hun har i alt fald holdt fast imig i alle de årjeg har været syg. Da hun bad mig tage medsig til Kina var det lige præcis det sparkjeg havde brug - atjeg kunne være til nytte for nogen. Og det håber jeg jeg var - egentlig ved jeg det, og det glæder mig jeg sprang ud i det og tog med hende, At det så i den sidste ende ikke fik den slutning vi håbede på ja det er jo som det nogen gange går
SvarSletJeg/ vi tager imod alle de positive tanker der bliver sendt.
KH Siffe
Klump i halsen..Hvilket mod hun besidder !
SvarSletJa Miri - min hals er osse blokeret når jeg tænker på hende. >Ret selvisk - jeg udholder bare ikke tanken om at miste hende,men sådan som hun har det holder jeg heller ikke ud. Hun er så fantastik værdig. Jeg håber den sidste tid bliver fuld af omsorg og kærlighed.Det er befriende at vide hun ikke har smerter og ikke nu er bange.
SvarSletKH Siffe
Nu begynder jeg snart at tude....det var en smuk og stærk beskrivelse af din veninde, dig selv og jeres venskab. Et kæmpeknus virtuelt til jer begge herfra.
SvarSletKh Karen
Tak Karen ... jeg græder osse ... både sammen med og alene mest alene.Hun ved godt jeg er ked af det, men hun er mere til latter ...
SvarSletDin beretning/beretninger, Siffe, husker jeg stadig, men særligt det, at du valgte at rejse afsted med din veninde... Siffe, der ellers havde problemer med at komme udenfor egen hoveddør :-D
SvarSlet...dine beretninger husker jeg også rimeligt godt; de var stærke og personlige for såvel din veninde som dig! Havde I ikke en ekstra veninde med, eller husker jeg forkert?
Denne din veninde, der nu ved, at skulle tage afsked med livet, tilmed har valgt at nu skal det være; hun skal klart nok gives den bedste hjælp af alle Jer, der elsker hende, og deri bestyrkes om at hendes beslutning er OK!
Knus/kram fra anjoe
Jo du husker ret Anjoe - bortset vi kun var 2 afsted men vi mødte jo mange danskere dernede,
SvarSletSom supplement kan jeg fortælle at jeg have en stak strikkede sager med til hende - hun er jo skind og ben - Jeg hader at hæfte ender trods det der kun er 2 på hvert sjal, sok pulsvarmere osv. Men jeg gav du uden at hæfte og i dag ringer hun efter en STOPPEDNÅL! ;-) Så nu hæfter hun enderne i det hun har fået. Så kender jeg hende ret giver hun ikke op endnu. Men LEVER. Jeg er desværre sneet inde, men så snart vejene er friere skal jeg afstedigen. Dennegang med Siffes Mobile Galleri - hun er selv kreativ og een af dem der altid har støttet mig ;-)
kh Siffe