Da jeg var barn
vågnede jeg ikke op en morgen og sagde:
Når jeg blir stor vil jeg være
psykisk sårbar
og have Parkinson
og PTSD
Sådan hedder det i dag - Psykisk Sårbar
Sådan er jeg i dag
Måske har jeg altid været det?
Sårbar
- hvem er ikke det når det kommer til stykket?
Det tager tid at ændre syn på sig selv
at befinde sig i en ikkeselvvalgt gruppering
det er der nok mange der gør
bla arbejdsledige, førtidspensionister, andre kronisk syge
Førstec skridt er at acceptere situationen
det skridt er en ørkenvandring med forbrændinger undervejs
det nytter ikke bare at være positiv
og prøve at forstå meningen
der er ikke nogen
jeg har været gennem følelsesregisteret
vrede, sorg, given-op, sarkasme og ironi
dog godt dæmpet af medicinen som låg og lænker
en nødvendighed for mig for en tid
da livslyst afløstes af det modsatte
Valget at tage medicinvar både svært og let
svært fordi i min tid var Gøgereden = Psykiatri
psykisk sygdom var sund reaktion på sygt samfund
så medicinen var sidestillet med fx alkohol
en måde at dulme den 'sunde' reaktion
istedet for arbejde sig gennem det
Let fordi livslysten var helt væk
Der var et VALG
Sådan ser jeg det ikke - i dag
det har kostet venskaber
Medicin er et redskab
et værktøj det handler om at lære at betjene
på lige fod
og ikke uden
andre 'redskaber' såsom:
livsstil - motion, kost, afspænding, meditation
samtaleterapi - af en art
medicin - i samråd med psykiater men mest een selv
støtte - i hverdagen til ovennævnte
At acceptere er ikke en stationær tilstand
den ene dag er den der - accepten
næste dag er den gennemhullet som et dørslag
undseelig og vigende
efterhånden er den dog mere blivende
Og jeg er endda heldig
min 'sårbarhed' kan til dels afhjælpes
med lidt målrettet indsats og kompetent støtte
Det krævede bare at jeg accepterede det
og bad om hjælp
det gjorde jeg og fik det så
men det tog godt nok lang tid at nå dertil
Nu er jeg så igang med at blive fri for medicin
måske det blir for en periode
det er osse ok
Fjerne den beskyttelse den pakker mig ind i
men også det lag der afholder mig fra at mærke mig selv
jeg er ikke imod medicin
jeg vil bare være den der 'bestemmer''
kunne mærke når jeg har brug for den og når jeg kan slippe den
Nu er 2.et trin ned ad trappen taget
det var et vældigt svajende eet
nu har jeg fast grund under fødderne for en stund
før næste trin tages
jeg finder fodfæstet
ved samtaler x 1 pr uge
malerier og andet kreativt
yoga
regelmæssighed
stilhed
strikning
og ikke at glemme HUMOR!
TAK
for du læste med hertil
Kære Siffe !
SvarSlet... hvor skal jeg starte - vil gerne sige sååå meget til dit indlæg du har skrevet. Måske det blir lidt rodet i dag, da jeg pt. har en periode, som er mere end svært og så f...ing l..tet.
Hvor er det et hudløst, ærligt, oprigtigt indlæg. Det berører mig dybt, da det bare er noget af det bedste jeg har læst om, hvordan det er at være psykisk sårbar og sygdom som bedste ven. Hos mig er det så ikke Hr. Parkinson men Madame fibromyalgi som svæver og nærmer sig med så stor hastighed til landing.
Kan bare overhovedet IKKE mindes at have givet tilladelse til denne.
Ord er en mangelvare i forhold til jobkonsulenter, psyk. ambulatorie, kommunen, hjælp til familie og lign.
Modet og kraften er pt. flyttet og det levner et hul med en størrelse på en vulkan. Ingen at tale med,som forstår eller bare kan nærme sig sit. som IKKE er selvvalgt eller bestillt; men ubudne gæster, som har fået en uopsigelig lejekontrakt - og den endda med særbetingelser.
Disse særbetingelser gør så, at man til trods for de givne omstændigheder ikke kan finde rundt og slet ikke ved, hvilken retning man skal kigge i.
Jeg er bange, vred, fortvivlet, uden retning, kender ikke sproget, som bliver talt; prøver ihærdigt at arbejde med mig selv; læser, øver, går nye veje, villig til alt - bare det bliver bedre.
Sårbarheden har et fast greb; ensomheden svier og afmagter; tankerne vælter rundt og forvirrer og skaber uro.
Håbet er rigets dronning; kærligheden kraften under vingerne; modet en plante, som skal sås konstant og værnes om; glæden,noget som lokkes frem hele tiden og roen, roen den bliver der nusset om med stor omhu; MEN allermest bliver LIVET inviteret indenfor og vartet op med ovennævnte, drysset med kreativt, pyntet med gaverne fra haven.
Tak, fordi du er som du er; tør sige og male og gøre ting, som går mod strømmen; belyser hvor der er mørkt; øser kærlighed hvor den er tiltrængt; ikke giver op; du inspirerer ...
AF HELE MIT HJERTE TAK ... erkendelsens perler løber ned af kinderne nu og skjules ikke mere, fordi perlerne med deres klarhed giver forløselse indeni; giver lov, at smerte, frustration viger for KÆRLIGHEDEN til livet - med al dens farveunivers.
Hjertelig hilsen fra Nicole
Kære kære Nicole
SletDet gør mig så ondt for dig ---- og samtidig er jeg lettet.
Fordi det du mærker lige nu er ganske ganske svært og alligevel formår du at formulere det så smukt og poetisk-
Dine udtryk er din 'medicin' tænker jeg, sådan som du kan skrive:
Håbet er rigets dronning; kærligheden kraften under vingerne; modet en plante, som skal sås konstant og værnes om; glæden,noget som lokkes frem hele tiden og roen, roen den bliver der nusset om med stor omhu; MEN allermest bliver LIVET inviteret indenfor og vartet op med ovennævnte, drysset med kreativt, pyntet med gaverne fra haven.
det er noget af det smukkeste og mest livsbekræftende jeg har læst. Jeg håber du har et sted hvor u skriver frit for det er en mulighed til at komme overens med dine uinviterede gæster.
Stort kram til dig
Siffe
Kæreste Siffe !
SletTak for dine varme ord - har taget dem helt ind til mig og bærer dem med mig.
Er først begyndt at skrive dagbog regelmæssigt igen - især efter dit projekt. Går stadig og sysler med det. Da vi har en konfirmation lige om hjørnet, må det vente til bagefter, da mine kræfter er så få og begrænsede.
Lover at vise mine produkter hen af vejen !!!
Sender de kærligste tanker til dig, et stort hjertekram og .. tak fordi vi har lært hinanden at kende. Du er en gave.
Nicole
kloge, stærke, söde og modige Siffe - tak fordi du skriver som du gör.
SvarSletkh.fra Island
Frida
og kære søde trofaste Frida tak fordio du kommenterer og læser (det er vist omvendt) <3
Sletkh Siffe
...og mindre trofaste anjoe undskylder sjældent at kommentere, når du "blot" billedmæssigt bringer dine skilderier om dit liv, men som nu, hvor du udtrykker dig skriftligt, da kommer jeg på banen :-D
SvarSletMit problem er slet ikke at forstå dine malerier, for de fleste har tilmed en tekst, næh det er nærmere, at når du med direkte skreven tekst hænger følelser oplevet system-/samt privat ud, da rammer du nerver, også inden ham den uønskede herre kom ind i dit liv.
Men knus sendes dig, Siffe, og klø på med at få det bedste(ste) ud af livet videre frem, også som den allerti bedste bedstemor/farmor *LOL*
Tak du aldeles trofaste læser Anjoe .... jeg tænker du læser med trods ingen kommentarer ;-)
SvarSletBare for afklaring og nysgerrighed --- forstår du ikke mine malerier? jeg forstår ikke helt hvad du skriver og ar altid meget modtagelig for alle former for kritik ;-) det er en af måderne at udvikle sig/mig ppå -
KH den allertibedste Siffe