fredag den 16. marts 2012
onsdag den 14. marts 2012
De TAVSE stemmer:
På min morgentur ved fjorden
hører jeg tavse stemmer
fra dette StenKor
nu har jeg bragt dem hjem
giver dem en platform
for at lytte
så de høres
Lyt til dit
StenKor's Tavse Stemmer
tirsdag den 13. marts 2012
Bunker,,,
Viden om at der på et tidspunkt dukker en støttekontaktperson op, at der allerede kommer hjemmesygeplejerske hveranden uge og doserer medicin til de næste 2 uger, giver ro.
Det er da vildt grænseoverskridende at lukke dem ind, at være afhængig - det har dog frigivet megen energi i hverdagen.
Her er det bunker af papir . Nu er de sorteret.
Uden at være læst. Eller betalt.
Det er næste skridt ;-)
mandag den 12. marts 2012
En forsømt Planet er et trist syn.
Her trænger vist til forårsliv.
Hvad der sker?
En udstilling krævede så megen energi at det kostede hele sidste uges energiration.
Var det det værd?
Idag tænker jeg NEJ . ...det var for dyr en pris.
Sidste uge bød osse på:
- hjemmesygeplejerske der hældte medicin op -GODT
- kommunebesøg - fik tilkendt kontaktperson - GODT
- VENINDEBESØG - kreativklippeklistredag - BEDSTAFALT
Desværre fik jeg ikke taget et billede så her er foto af yderligere et af mine.
Postkortstørrelse.
onsdag den 29. februar 2012
Når planer må ændres.....
I dag er maledag .... det er planen.
Jeg er kommet op, forsøger gennemføre almindeligt *morgenritual* , får vasket mig, morgenmad og medicin huskes, endda en anelse creme og make.up .... store sager. Jeg er glad.
Må dog udsætte (?) de 5 Tibetanere. Måske vi mødes iaften
Jeg er ikke stresset op, Jeg formår at trækket vejret og pusten den snigende stress ud - så ikke den sidder fast i mig resten af dagen. .
Malerholdet ved jeg kommer uafhængig af tid.
...
Så lanngt så godt.
Madam Blaa pakkes.
Så langt så godt.
...
Så vælter dagen da Madammen nægter at starte!
... og SVUPS SIDDER STRESSEN DER!
....
Jeg trækker vejret.
Jeg forsøger at genvinde balancen,
Jeg leder i hjernevindinger efter det REDSKAB der er der ved jeg,
HVAD er det nu lige der virker ?
Jeg tager Molly med mig. Går en lang tur langs fjorden. Molly glæde ved uventet snusetur, strandengen i tågedis, at huske at mobilen kan tage billeder, synet af en enlig svane vækker genklang i mig, blæsten der stadig bringer disens dråber indover land - fedter mine briller og fryser mine fingre.
Da jeg vender tilbage til Planeten er noget af stressen efterladt på strandengen endnu skjult af tågen.
Jeg ved at denne rest af STRESS følger mig dag. Nu er den udholdelig. Nu må jeg ændre plan. Nu må jeg finde ny rytme... Måske får jeg alligevel malet.
Jeg kommer igen imorgen.
tirsdag den 28. februar 2012
mandag den 27. februar 2012
søndag den 26. februar 2012
Maleriudstilling i HOLBÆK WEEKENDEN 3.
3. & 4. mars er der FERNISERING 12 - 16
HOLBÆK KULTURKASERNE
LÆS MERE HER
Mon ikke jeg har 4 - 5 billeder med ;-)
lørdag den 25. februar 2012
fredag den 24. februar 2012
onsdag den 22. februar 2012
tirsdag den 21. februar 2012
mandag den 20. februar 2012
søndag den 19. februar 2012
Jeg venter ....
...på WILMAS VINTER fra DUTTELUTTE hvor jeg osse har lånt billedet.
Kig bare ind på siden hvor du finder andre 'nemme' design både til voksne og børn.
lørdag den 18. februar 2012
fredag den 17. februar 2012
Kaunisjal
Jo jeg strikker faktisk stadig.
Og indimellem får jeg osse noget færdigt. Jeg har bare manglet STRIKKE-ROEN, den fred der plejede at følge med.
Med dette Kauni-sjal på pindene er den ved at indfinde sig ,
torsdag den 16. februar 2012
At bede om hjælp---- eller lidt om livet med PTSD
I dag var jeg til min læge.Endelig er jeg nået til - for alvor - at indse jeg har brug for hjælp. Rundt i strategiske bunker, skuffer, poser o.l. ligger regninger rykkere og hvad deraf følger. Mit overblik hvad angår 'papirvældet' i det lovede papirløse samfund - det overblik eksisterer ikke.
På Parkinsonklinikken fik jeg et plaster der skal virke hukommelsesfremmende, det ironiske er at det tog mig 2½ måned at finde recepten og jeg glemmer at skifte plastret dagligt som jeg skal.
Sammen med den anden medicin jeg glemmer at hente, bestille, indtage gør det min medicinering meget ujævn.
Resultatet af dagens snak er et besøg af en visiterende sygeplejerske, samt min læge kontakter kommune.
Det kan lyde trivielt. Det har bare taget mig laaang tid at nåt hertil. Selv det at få en tid til i dag er svært. For hvad 'fejler' jeg egentlig? Jeg er så gennemsyret af at skulle være stærk at jeg har en uhyre modstand mod at bede om hjælp.
DET ER SGU DA MIG DER ER HJÆLPEREN!
Dertil kommer en energi-slugende social-fobi der gør det svært bare at komme ud i haven ud af huset.
Jeg tror ikke nogen kan forestille sig hvad det gør ved et menneske. Hvor svingende i formåen man/jeg kan fremstå. Det handler om at tage mod hver dag uden at vide hvad den bringer. Det gjorde du da heller ikke før? Nej der var udsvingende bare meget mindre - som at sammenligne en barnegynge med at bungyjumpe over Niagara Falls.
Hvordan planlægger man sine dage hængende med hovedet nedad i en elastisk snor over et frådende vandfald og man i realiteten er til samtale i sin bank? Næste gang jeg kommer står jeg oppe på kanten og er vandenes Herre. Jeg er dog den samme.
Bortset fra papirbunker, hober andet sig osse op i bunker. Tøj er bl.a. svært at holde styr på. Jeg flytter bunkerne og glemmer derefter systemerne, flytter dem videre i nye systemer der så glemmes. På gode dage - som i perioder er i overtal - kan jeg give slip på behovet for struktur og hengive mig til maleriet, tegneriet og gåture med Molly.
Enhver kan tænke at bunker ikke forsvinder af sig selv. Mit håb er at få hjælp til at planlægge og fastholde planen.
Siden jeg blev syg i 2005 har mine venner og familie trukket et stort læs. Jeg har fået og modtaget megen kærlighed og hjælp. Der er bare grænser for deres ydeevne. Samt jeg vil gerne være sammen med venner og familie som venner og familie.
Vi får se hvad der sker!
onsdag den 15. februar 2012
Stakkels.... eller retten til at vælge
... misrøgtede blog.
Nu kan jeg vist lidt igen - selvom den bærbare driller.
Det får mig til at fundere over forandringen indenfor de sidste 15 -20 år. Hvad angår teknologi og relationer.
Første indtog - hos os - var de små spillekonsoller dernæst de store pc'er, så ret hurtigt en bærbar til mig- Selvom gemalen sagde 'hvor vil du bære den hen?'.
På spillekonsollerne - der var håndholdte Tetrisspil, større Nintendo - der ku' jeg de første 3 mdr tæve drengene i Mario, Alex og hvad de nu end hed. SIden har det vist været rent held hvis jeg vandt.
De store computere var primært til drift af gården, jeg brugte min som en slags udviddet skrivemaskine til studiet.
Email var nyt og der var ikke mange at sende til.
Vores telefon havde en snor til væggen og telefonsvarer var ikke noget alle havde. Hvis nogen ringede forgæves måtte de vente til vi kom hjem og så prøve igen. Sad man ed middagsbordet gav man den besked.
Idag spiller jeg spil på telefonen, Jeg tjekker lige nyheder og mail på telefonen - stadig under dynen. Jeg står op , tænder 'den stadig bærbare' og logger ind. Tjekker FB (Facebook) opdateringer og email til kaffen.
Alt dette er en stor glæde for mig. Med social'fobi' gør det kontakten udadtil mulig hvor jeg ellers ville være isoleret.
Men der følger osse en forventning om at når du nu bærer telefonen med dig, ja så er der nærmest en forpligtigelse til at svare, gerne med det samme. Osse offentlige steder hor flere og flere indvier mig i deres private - nogen gange intime - liv.
Enkelte af mine gæster vælger osse lange samtaler på telefonen trods det de er 'gæster' her hos mig. Andre vælger kort enten at gi besked om de ringer tilbage eller helt at undlade at svare. De 2 sidste muligheder er OK for mig, mens det skurrer i mig når der føres lange samtaler - der egentlig ikke vedrører mig - i mit eget hjem.
Det er som om ' telefonsnak' står øverst på rangstigen. Det forventes at jeg /man svarer med det samme - eller i det mindste har en gyldig grund til at lade være.
Det lige må tilføjes at jeg da er utrolig glad når telefonen ringer. Indimellem vælger jeg bare at vente med at svare fordi jeg maler, ser film/spændende udsendelse, har brug for fastholde roen, og meget andet.
Nå nu ringer telefonen ... jeg smutter ;-)
Hav en god dag.
Nu kan jeg vist lidt igen - selvom den bærbare driller.
Det får mig til at fundere over forandringen indenfor de sidste 15 -20 år. Hvad angår teknologi og relationer.
Første indtog - hos os - var de små spillekonsoller dernæst de store pc'er, så ret hurtigt en bærbar til mig- Selvom gemalen sagde 'hvor vil du bære den hen?'.
På spillekonsollerne - der var håndholdte Tetrisspil, større Nintendo - der ku' jeg de første 3 mdr tæve drengene i Mario, Alex og hvad de nu end hed. SIden har det vist været rent held hvis jeg vandt.
De store computere var primært til drift af gården, jeg brugte min som en slags udviddet skrivemaskine til studiet.
Email var nyt og der var ikke mange at sende til.
Vores telefon havde en snor til væggen og telefonsvarer var ikke noget alle havde. Hvis nogen ringede forgæves måtte de vente til vi kom hjem og så prøve igen. Sad man ed middagsbordet gav man den besked.
Idag spiller jeg spil på telefonen, Jeg tjekker lige nyheder og mail på telefonen - stadig under dynen. Jeg står op , tænder 'den stadig bærbare' og logger ind. Tjekker FB (Facebook) opdateringer og email til kaffen.
Alt dette er en stor glæde for mig. Med social'fobi' gør det kontakten udadtil mulig hvor jeg ellers ville være isoleret.
Men der følger osse en forventning om at når du nu bærer telefonen med dig, ja så er der nærmest en forpligtigelse til at svare, gerne med det samme. Osse offentlige steder hor flere og flere indvier mig i deres private - nogen gange intime - liv.
Enkelte af mine gæster vælger osse lange samtaler på telefonen trods det de er 'gæster' her hos mig. Andre vælger kort enten at gi besked om de ringer tilbage eller helt at undlade at svare. De 2 sidste muligheder er OK for mig, mens det skurrer i mig når der føres lange samtaler - der egentlig ikke vedrører mig - i mit eget hjem.
Det er som om ' telefonsnak' står øverst på rangstigen. Det forventes at jeg /man svarer med det samme - eller i det mindste har en gyldig grund til at lade være.
Det lige må tilføjes at jeg da er utrolig glad når telefonen ringer. Indimellem vælger jeg bare at vente med at svare fordi jeg maler, ser film/spændende udsendelse, har brug for fastholde roen, og meget andet.
Nå nu ringer telefonen ... jeg smutter ;-)
Hav en god dag.
tirsdag den 14. februar 2012
lørdag den 11. februar 2012
torsdag den 9. februar 2012
WHY
Det undrer mig dagligt at jeg ikke er mere flittig med træningen.
Måske billedet fortæller lidt om HVORFOR
Acryl på lærred – 60x70
Foto er fra mobil og derfor uskarpt
Fremover kan min billeder mm ses her:
mandag den 30. januar 2012
One of those day's
Det een de der dage hvor det gerne måtte ha været nat endnu. Har end ikke rygrad til at beskære billede.
Så det får stå som det er.
Måske er det abstinenser?
Det er jo nu 14 dage uden TV
Har heller ikke set DVD
Kun lidt hak på en MEGET dårlig pcforbindelse herude midt i ffjorden.
Striktøjet har osse lidt nederlag og tabt kampen mod sortsynet.
Det gode ved erfaring er at den bliver bedre og bedre med tiden. Jeg blir bare siddende her og venter til det går over - afbrudt af Molly's vandreture.
Og jeg VED jo jeg 'vågner' lige plusli!
Abonner på:
Opslag (Atom)