PTSD og hvad det medfører..STATUS

Nu er det 21 mdr siden jeg gik i aldeles slowmode efter voldelig episode på min arbejdsplads. Det blev til en diagnose PTSD og derefter en sværere depression. Nu er jeg helt uden kontakt til arbejdsmarkedet og er ved at genopbygge mit liv igen.
Det tager tid.
Sålænge jeg kan gå for mig selv, nusse lidt i haven, strikke og læse når koncentrationen er til det, så går det ok. Det gælder om at vænne mig til at livet går langsomt.
Det er nu sværere end jeg troede. Men med humor går det trods alt. Foreløbig spiser jeg mursten, er i den heldige situation at det kan lade sig gøre pga huspriserne. Jeg bekymrer mig ikke for der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Sådan er det bare.
Det er jo en ganske sund indstilling.
Nu er jeg næsten "ude" af min anden depression og håber ikke der kommer flere. Egentlig er jeg ganske glad for livet og hvad det har givet mig. Så denne voldsomme tristhed er uvant og ubehagelig. Det er rart at kende andre der genkender mine ord og forstår handlinglammelsen, initiativløsheden, tristheden, grådlabiliteten og alt det andet der kommer frem under depressionen.
Jeg har mødt megen forståelse undervejs - fra behandlere mm, men også urimeligheder der bl.a. provokerede en ny depression. Det er ikke sjovt.
At kunne engagere mig i en tørklædesag og tage stilling for eller imod, er et kæmpefremskridt og tegn på fremgang.

Jeg er igang med at finde helt nye værdier frem i livet. En hel ny måde at leve på. En langsom måde.