Kliché-psykolog.... og en Kageform

Ja jeg ku' godt bruge et kram. Tag så mange I behøver ;-)


Dagen er blanding af skidt og kanel. 


Kanelen er Sønnen der er her - topnydelse ;-) Det er osse Mekanikeren der tager 400,- for at sætte nyt ophæng til udstødningen på Madam Blå inclusiv reservedele. Fantastisk!


Skidt blev det ved mødet med Neuropsykologen. Vi taler konstant forbi hinanden. *Neurotisk menneske* sagde hun sidst. *Jeg går op og lægger mig, Hans Cristian* tænkte jeg ... som Maud fra Matador. 
Det er nu ikke lige det billede jeg har af mig selv. Dette fortæller jeg idag.


Depression og PTSD er ikke 'psykisk sygdom' siger hun - hvad er det så?
Ergo jeg er ikke psykiatrisk 'patient'. Dejligt da --- hvorfor behandles jeg så af psykiater? Jeg bliver om muligt endnu mere forvirret.


Mine talevanskeligheder, cognitive vanskeligheder og andre symptomer kasserede hun . Det er ikke Parkinson --- dejligt
siger jeg, så kan jeg vel gøre noget ved det? Det vidste hun ikke, de tog sig kun af Parkinson og vidste ikke noget om PTSD eller depression eller noget andet. Det var vel fordi jeg gik og grublede over at ha Parkinson at jeg havde disse vanskeligheder. 

NEJ sagde jeg det gør jeg ikke mere, det er et livsvilkår jeg ikke kan ændre, derfor er det vigtig for mig at vide hvad der er hvad! Jeg er Hr Parkinson taknemmelig  han gav mig et tiltrængt spark så jeg kom igang med at leve mens jeg kan, så meget jeg kan.


Jeg er bare typen der gerne vil forstå hvad der sker i min hjerne, er det så underligt?


Hun havde ikke læst mine papirer inden jeg kom. Det er nu træls. Hun*huskede ikke* at have læst min test, og blev overrasket over resultatet. Iøvrigt skulle jeg forberede mig hjemmefra og skrive ned hvad jeg ville spørge om - jeg kunne jo ikke forvente at lægen havde ½ dag til mig! NÅ!Har jeg forentet det?


Jeg sagde: I har en kageform der presses ned over mig, indenfor formen er Parkinson og det forholder I jer til, udenfor er mine andre symptomer og det vifter I væk.


Men jeg er et HELT MENNESKE og jeg kender IKKE jeres form. Jeg har brug for at vide hvad der er hvad, er det så underligt?


'Jeg forstår ikke du taler så meget om hvad det er i den form, hvis du har accepteret Parkinson?' siger hun så!
'
For hvis det er udenfor kan jeg måske gøre noget ved det?


Hun forsatte med at tale om Kageformen ... jeg tror hun blév glad for 'billedet'. Jeg er fuld af indre billeder af mig beskåret af kageformen. De er nu ikke kedelige.


Nu har jeg bedt om at tale med en sygeplejerske. Så håber jeg at blive mødt - at få en dialog med et menneske der forholder sig til hele mig.


Hver gang jeg er derinde har jeg det forvirret og trist bagefter, nu vil jeg ikke mere. 


SLUT med det. 


Tie stille og tage mod medicin.


Måske skal jeg finde en 'privat' Neurolog ....? 

Så fik Yngsten sit.......

12-tal

i mundtlig Engelsk

TILLYKKE SØNNIKE ;-)

En tidligere skoletræt 

nu TOPmotiveret

efter 3½ års erhvervsarbejde.

Det er ikke altid lykken at SKULLE - med djævlens vold og magt - forsætte i skolen når skoletrætheden har overtaget.

Dejligt når Lysten til Læring er vendt tilbage og der knokles med bøgerne.

Jeg ånder lettet op.

Jeg har støttet sønnen i at stoppe i skolen

under forudsætning at han arbejdede istedet for.

Ingen 'sofavælgere' her.

Nu har jeg erfaringen fra 2 sønner 

der begge fulgte denne opskrift.

Og det virker!

Jeg fatter ikke at unge SKAL tvinges gennem uddannelsessystemet uden mulighed for livserfaring i form af arbejde.

Trods stor arbejdsløshed har begge sønner

ikke haft besvær med at finde job.

Min ældste søn gik den direkte vej gennem systemet.

Det passede bedst til ham.

Proces

Det er jo hvad livet er --- i så fald nogen har glemt det ?

Jeg lever jo ikke for at komme først til målet vel?¨


Derfor må jeg vælge hvad jeg putter i min dag. Og ikke glemme at livet er det der sker mens vi har travlt med alt muligt andet. Stjålet citat fra jeg kan ikke huske hvem.


Min verden her på Planeten er uden Nyhedskanaler ... altså dem der rapporterer om død, ulykker i en verden jeg ikke er i nærheden af.


Er det vigtigt jeg ved at en bus i London er forulykket og 30 er omkommet? Eller 75 indere er druknet ? Krig der er rundt omkring.
Hver dag oplyses jeg om dødens nærvær. Den der skyldes dramatiske hændelser skabt af natur eller mennesker. Den langsomme død - som sult - fylder ikke meget.
Det er ikke døden jeg vil undgå. Det er den negative dramatiske fortolkning der får lov at fylde.
TV programmet om Hospice var fantastisk. At vide der er krig i Afghanistan, at Syrien er i oprør, er Ok. Det er vel nødvendigt.




Det gør noget ved mig når min hjerne fyldes med disse negative oplevelser. Jeg får følelsen af utilstrækkelighed, uro for mine nære, af at livet ikke består af andet.


Men livet er Kærlighed, Omsorg, Glæde ....

Jeg ville ønske at hændelser fyldt af dette fyldte lige så meget i nyhedsstrømmen.
Historien om dette er ugebladsfortællinger og betragtes sjældent som værdigt nyhedsstof.  

PUW

Lørdag var PUW-dag.

Parkinson Unity Walk - vist første gang i DK - i København. Jeg havde allieret mig med en STOR ven ... høj og solid. Efter en uge uge fuld af uro angst og overspring kom jeg afsted til udfordring af mine grænser. 

FØR er forfærdeligt!

EFTER er eminent!

Der var mødt mange op på Rådhuspladsen. velkomst ved protektor Grevinde Alexandra, opvarmning ved Vildmeddans AnneMette Fogh ... ingen kommentarer ....

Derefter gik det i fællestrav til Fælledparken ca 4km - med kørestole, stokke og en del 'støtter' i form af voksne børn ... som Vennen udtrykte det: "Alt-i-alt en 'rystende' oplevelse"

Det er rystede mig mest var nu københavnernes optræden i trafikken da de stødte på dette lange langsomme optog af kronisk syge mennesker - hvilket tydelig fremgik af t-shirts, balloner, mængden af kørestole, stokke osv samt den bus der langsomt fulgte efter og samlede os op efterhånden som vi faldt fra. Jeg gik dog hele vejen. 

Trafikanterne - både i bil og på cykel - både råbte, dyttede, og forsøgte at køre gennem optoget. Mildt sagt skræmmende, uhøfligt og stof til eftertanke om rummeligheden iblandt danskere - i København. 

Er det Velfærd? Så undværer jeg da gerne.  

Parkinson plager mig ikke meget. Han er velbehandlet og arter sig. PTSD'en gør sine knuder og forlanger næsten daglig opmærksomhed og det er her min udfordring er.

Depressionen forlangte yderligere medicin. Sådan er det bare. Om jeg vil eller ej. Jeg vælger at ville. Og håber de mange dyk udjævner sig med tiden.

Jeg er kommet langt.

Jeg har det godt.

Jeg nyder livet.

Og det må man vel gerne udtrykke selvom man er Førtidspensionist?

Blogs!

 

Min lørdag formiddag har været en rundtur i det danske Blogland.
Utroligt som der er LIV rundtomkring.
Smittende og livsbekræftende.

TAK  for det.

Kig med her og gerne ind:

Lidt om Ramsløgsalt

Lidt for de HækleGale - Grannyer med mange farver og meget andet

Lidt om livets sorger set gennem HUMOR

Lidt om et øjeblik

Lidt STRIK selvfølgelig

Lidt historie - d.9.april

Lidt Haveliv

Lidt om Glæder

Hvis jeg ku synge ………eller Tillykke med medaljen………….

Septembers himmel er så blå,

dens skyer lyser hvide,

og lydt vi hører lærken slå

som før ved forårstide.

Den unge rug af mulden gror

med grønne lyse klinger,

men storken længst af lande fór

med sol på sine vinger.

 

I går gik vi ind i efteråret og dagen efterkom verset.

I mit næste liv vil jeg gerne udstyres med en sangstemme der svarer til min nuværende sangglæde.

Ikke at misforholdet forhindrer mig i at udtrykke glæden ved sang, men det ville nu være rart med lidt mere evne …..

Boet efter min mor blev afsluttet igår. Giver en vis tomhed. Egentlig mistede jeg min mor for længe siden og sorgen har længe boet i mig. Alligevel er det mærkbart når den fysiske død indtræffer.

I aftes viste DR-Dokumentar første film om De sårede. Hjemvendte soldater fra Afghanistan. Som mor til 3 sønner gjorde den stort indtryk. Uanset om man er for eller imod krigen må man blive berørt af disse unge mænd. Jeg blev det.

Begge soldater havde mistet begge ben. Den ene ønskede kun at vende tilbage til fronten. Hans selvbillede var  Soldaten.  Han talte om det at ha et mål med livet. Om det svære i at ændre dette mål. Om at ha et job at stå op til, At komme ud blandt andre.

Den anden modtog en medalje for Såret i kamp. Fik overrakt den med ordene Tillykke med medaljen. Jeg forstår hans vrede for som han sagde: det var nok den medalje han mindst ønskede sig!

Genudsendelse:

05. september 2010 kl. 13:05
09. september 2010 kl. 09:00

På søndag er det flagdag for faldne/sårede danske soldater, Kl. 20 på DR1 kommer dokumentaren De faldne.  Den må ses.

Et FOLK er født ......

.... for *et par dage* siden!

Men i dag er GRØNLAND og dets folk anerkendt.

STORT TILLYKKE
.......med det.

Man er jo lidt indblandet og sender en hilsen til familien på øen ;-)

Læs evt. mere her

OH-BAM-A-DAY

HISTORISK

det er hvad denne dag er.

Klokken 16 sidder jeg i TV-stolen, Strikke-stolen, Kaffe-stolen

for at overvære Præsident-indsættelsen fra første række.

HISTORISK

fordi

- det er første gang en "black american" skal bo i Det Hvide Hus

- det vidner om nye vinde over USA

- første gang en amerikansk præsident er YNGRE end mig

(nååå ... det regnes ikke med?)

Jeg er een af de mange der er glade for amerikanernes valg af ham her:

Nu håber jeg han lever op til bare nogle af forventningerne
om mere FRED

om mere MILJØ

om mer af "altdetgode"

....hvad det så end er?

LYKKE TIL OBAMA

FRA SIFFES PLANET

Er jeg dansk? Må jeg...??

Selvom jeg bor på Planeten er jeg dansk. Helt igennem DANSK. Plus lidt tysk - måske endda kartoffeltysk - og dermed halvjyde. Plus lidt grønlandsk - i hjertet. Plus lidt canadisk - familiært. Sku der være lidt svensk blod - takker jeg ikke nej. En familieskrøne nævner Tater .... ala spanske soldat fra Koldinghus' brand ... nåeee nu er det vist for vidtgående.... men jeg føler mig nordisk .... og skulle jeg i et tidligere liv ha rendt rundt på Afrika's stepper giver det bare yderligere kulør til mit nuværende liv.
Men jeg er altså DANSK. Med papir på det - endnu da.

Alligevel ved jeg ikke hvornår ordet DANMARK optrådte for første gang.
Jeg ved heller ikke om danskerne før år 1000 var mest jæger, samler eller kriger
Jeg ved ikke hvilket år Dansk Folkeparti blev stiftet
Og min viden angående en særlig begivenhed i 1848 er ringe og udløses ikke umiddelbart af svarende....
Jeg ku bli ved...... med hvad jeg IKKE ved .....

Ud af 40 mulige svar havde jeg dog 36 rigtige - mindsteantal er 32.
Hvis det var *rigtigt* tror jeg der er over 180 spørgsmål .... og mon ikke stress-faktoren stiger efterhånden som man når gennem listen.

Vil du selv prøve så se her og her og her

Jeg forholder mig ret til at FORBLIVE dansk .. trods mine mangler.
Det bliver vel DF's næste forslag - at eksludere os mangelfulde mennesker.

Er det bare mig?

.... eller hører andre osse en vis arrogance og nedladenhed i tonen hos denne mand fra dette parti? (Hmmm pudsigt - min computer lukker ned når jeg går ind på denne hjemmeside! Den er sgu fornuftig! ;-))

I dagens debat i Folketinget - omhandlende tilbagelevering af kriigsbytte bl.a. fra 1658-59 fra Sverige - lovforslaget stillet af ovennævnte parti! Man vil gerne have krigsbytte tilbage fra Sverige.
HALLO der --- har I glemt det er den GLOBALE tidsalder vi lever i?
Med Sveriges højhastighedstog tager det mig ikke længere tid at komme til Stockholm end det tager at komme fra Skagen til Nationallmuseet i myldertiden og danske togtider.
Sverige blev udråbt som arrogante, uforskammede mm. .... samtidig fremført i et bedrevidende arrogant nedladende sprog!
HALLO der ---- har I LYTTET til jer selv?

Der blev brugt ca 2½ times debat - i forhold til knap 1 times debat om PSP- samarbejdet (Politi-Sociale-Psykiatri).

Dagens clou stod den Radikale kulturordfører for:

"Hvad med at sørge for tilbagelevering af krigsbytte fra krigen i Irak - som Danmark deltog i med støtte fra DF? Krigsbytte der har været til salg på danske auktionshuse." (citeret efter hukommelsen)

Dagens folketingsdebat kan følges på DR2 ....... og indimellem er det nu ganske underholdende. Visse partier formår endda at fremstå fornuftige.

TABU -et indlæg man IKKE behøver at læse!

Travolta er stadig i sit cover. Jeg har gjort det forsømte - bevæget mig ind i Blogland. Rækken af ulæste indlæg er nærmest kilometerlang - svarende til dagens dårlige samvittighed.

Jeg får ikke læst.

Så nu er det indrømmet. Alle jer kære folk der er medlæsere og kommentatorer her - jeg beklager min forsømmelighed.

Samtidig overvejer jeg ordet Blogkrise (Tak for ordet Miri). En sådan er nemlig ved at udvikle sig her på Planeten. Hvorfor skriver jeg egentlig? Er der noget jeg skriver der kan være væsentlig for andre? Nu er det jo sådan at jeg skriver mest for mig selv. At andre kan læse gør at jeg er mere kritisk og ikke ryger ud i for mange ord (hvad nogen dog har ret til at mene) - især når tiden løber NED ad bakke drukner jeg følelserne i ord. Har tidligere gjort det. Som om man kan skrive sig fra angst, skyld og skam. Det virker til en vis grænse - men derefter er følelserne tilbage uden ord. Så er det jeg maler eller tegner - for kun at lægge yderligere sten til min kritik af mig selv! Sluttelig er der kun følelserne tilbage - helt nøgne og krævende.

Jeg har valgt at være ærlig på bloggen. Ikke udkrængende mit inderste intime sjæleliv - men det liv hvor følelserne til dels har frit flow. Jeg vil gerne berøre emner på en sober, nærværende måde. Emner det er svært at tale om. Emner som på en eller anden måde stadig er TABU.

Det er stadig TABU at vise sine følelser offentligt. Det opfattes som krænkende andres private rum. Som svagt. I dagens DAnmark må man ikke være svag. Man skal fremstå stærk, viljefast, selvstyrende, målrettet. At gi slip på sin kontrol offentligt krænker andre mennesker. Der er dog visse rum hvor det er tilladt. Hos psykologen, terapeuten, nogle hospitaler. Selv hos praktiserende læger kan selv lettere følelsesudbrud virker grænseoverskridende. Vi tolererer billeder af krig, vold, lemlæstelser i avis og andre medier, men naboens gråd kan vi ikke tåle at høre eller se. Gråden hører til i Terapeutens, behandlerens rum - ikke vores fælles. Det gør os utilpasse.

Der er visse emner der er TABU.
Jeg har boet sammen med en Alkoholiker. Han erkendte sin *sygdom*, men endte alligevel med at tage sit liv - begå Selvmord. Et andet Tabu-emne. Jeg kan erkende min mand er død. Jeg kan erkende at han var alkoholiker. Jeg kan erkende at flyttede fra ham, for at vise at jeg ikke kunne acceptere alkohol og 3 drenge sammen. Det måtte være enten eller.
Jeg er psykisk syg - med Depressioner. Endnu et område, hvor der mere hviskes i krogene end tales åbenlyst. Et benbrud er mere socialt acceptabelt. At tale om Depression får altid/ofte et vist præg af tud og tårer eller at et sammenbrud nærmer sig - Lad mig komme væk.
Først når Alkoholikeren er alkoholfri, Narkomanen er stoffri kan der komme en vis stædighed i stemmen og en vis offentlig anerkendelse af deres sygdom. Vi kan møde hende.
Når den depressive har sine depressioner og møder uvasket usoigneret frem af tågerne, eller alkoholikerne dufter af sprit og snøvler, så mødes de oftest med væmmelse. Jeg forstår det godt. Jeg har været der. Jeg er selv veget væk og gået udenom. Været fuld af ikke-erkendte fordomme.
Jeg har ingen løsninger. Kun tanker.

Min Blogkrise trænger sig på. Hvor går grænsen. Skal jeg nedlægge Planeten? Skal jeg gøre den Privat? Jeg kunne godt tænke mig at det var muligt at gøre den selektiv privat. For måske er jeg ikke parat til at kæmpe for et mere åbent offentligt rum. Forstå det nu ikke sådan at jeg mener vi skal flæbe i flæng. Jeg plæderer for en større accept omkring disse TABU'er. At ordet Omsorg får en bredere folkelig betydning. Så når den næste Fulderik, Narkoman, Overvægtige og Psykisk Syge mødes - så er det med et forstående glimt i øjet. At der smiles til. At der genkendes. At der ikke bliver tavshed når den 12-årige søn svarer: Han skød sig på spørgsmålet om Stedfaderens død.
I dag dag er det ikke anerkendt at være flygtning. Da jeg begyndte at arbejde med flygtninge i 1999 var der en stor forståelse og omsorg for disse mennesker. Da vi nåede frem til 2005 var den offentlige mening fuldstændigt ændret - først i år blev meninger offentlig polariserede ved 2 massive fronter overfor hinanden. Bare tænk på valget 2007. Hvad der endte med at blive fokusområde og hvad der siden hændte. Hvor mon de irakere er i dag? I dag er det næsten TABU at vedkende sig at arbejde med Flygtninge. Dette bare nævnt som et billede på hvro hurtigt det kan skifte - i den offentlige fælles forståelse.

Ingen vokser jo op med tanken: Når jeg bliver stor vil jeg være en Psykisk syg, en Narkoman, Alkoholiker, Flygtning og Overvægtig! Og Helst før jeg er 30!

Hmmm... det blev vist en lang smøre. Relativ ucensureret - Hvis I er nået hertil har I valgt at læse mes. Sig ikke I ikke var advaret! Dette ville ha været et af de selektivt private indlæg - istedet blev det offentlig.
Jeg ved ikke om essensen er tydelig. Men det er nok et tilbagevendende emne på Planeten ;-)

Positiv Psykologi

Det lyder så stort. Og er det måske osse.
I øjeblikket er jeg fanget af området ...
..............en del nye bøger er kommet som netop omhandler *positiv psykologi*.

Endnu er jeg kun ved begyndelsen.
Jeg er stødt på flere bøger hvor jeg råber: "JES - det er lige det jeg mener" eller "Åhhh bare jeg havde skrevet det!" eller "Gid dette var udgivet før!"
Det skal siges jeg kun har skimmet bagsider, referater og korte tekster.
Men måske er det her mine forsøg på at læse skal genoptages?

Gennem mine år som både sygeplejerske, speciallærer og ikke mindst skoleleder er jeg gentagne gange blevet spurgt: Er du altid så Positiv?
Jeg er blevet anklaget for at være naiv, godtroende og meget andet.

Men nu er det så jeg finder genklang i disse nye(?) strømninger. I stedet for at fokusere på skidtet (som jo selvfølgelig SKAL ud) så netop finde det lille frø af positivitet der er i enhver situation.
Sidestille det positive med det negative - som psykologien ellers har for vane at fokusere på.

Barbara Fredrickson:
"Jo flere positive følelser vi skaber, jo bedre rustede og jo mere modstandsdygtige bliver vi overfor fremtidige udfordringer"
Jeg har linket til en kort beskrivende tekst der beskriver værdien af Positive Følelser.

En måde at skabe positive følelser på er f.eks ved at skrive Taknemmelighedsdagbog. (Med Miri in mente). Hver aften skrive 3 ting der har glædet dig i dag. Og 3 ting du glæder dig til i morgen. Det hjælper een til at blive mere fokuseret og opmærksomt nærværende.

Hmmm ... jeg kan ikke rigtig finde ind til essensen i det jeg skriver. Jeg er vist søgende endnu. Nu kommer der snart Taggart på DR2 ... så jeg vil lægge hjernen på hylden, hive middagen ud af ovnen og sammen med LilleLuiii slænge os på en Vandbøffel: Måske strikke lidt?

Søndag med Rimkogerier...

En lille reklame for en BlogBekendt Rimkogeren - han er i æteren på P4 de næste 2 søndage med sit Rimkogeri.
Jeg hørte ham ikke i går Live - men senere hjemkommen fra Næsset. Har du lyst kan han genhøres her.
Det er inspirerende at høre hvad der holder folk igang. Her hos Rimkogeren var det sygdom og hospitalsindlæggelse der satte ham igang med verserierne.
Godt *rimet* kære Rimkoger.
Hatten af for tidligere Lærere ;-)

Tankevækkende.....? Utroligt.....?...og for groft!!!

Hvem mon foreslår dette?

Hvis ikke det var alvorligt ment var det til at grine af. Fantasien sætter da igang.

Lad det tale for sig selv

Klik HER

Hvad skal man dog mene....? Tvivlerier....

Jeg har sat en ny "knap" på bloggen.
... efter mange tanker.
For hvad sker når/hvis vi trækker alle tropper ud af Irak?. Jeg er MOD krig. Ingen tvivl om det. Jeg var MOD Saddam. Ingen tvivl om det. Men nu er vi der der og hvad sker der så hvis vi trækker os ud?
Kommer landet i en endnu større "krig" end nu? Hvem bliver de forfulgte? Hvad vil Irakkerne selv? Hvad ville JEG selv i sådan en situation.? Som almindelig borger i et land der næsten er besat?
Egentlig har jeg lyst til at vende ryggen til og IKKE tage stilling. Det er det letteste. Forblive i mit sneglehus og min egen lille verden hvor kun jeg hersker. Blokere indgangen.

Det er underligt at tænke sig ... vi kalder det ikke krig nu - Krigen i Irak er på sin vis slut, men der har aldrig været større tab end nu.
Hvem kender sandheden? Hvem kender det rette at gøre?

Det er tankevækkende at "krigen" i Afghanistan også er slut. Alligevel er der danske soldater.
Liv er også af forskellig værdi. En dansk soldat såres - slet ikke godt. Han dør senere - aldeles forfærdeligt. I samme træf DRÆBES vistnok 23 Talebankrigere! Omtalen går på den danske soldat. Selvfølgelig. Det skal den også. Hvilket jeg godt forstår. Men jeg sender alligevel tanker til de 23 talebanere. Til deres familier. Er de anderledes end os?
Ja måske er det ret. Jeg ved det ikke. Er det den rette måde at bekæmpe ufred på?

Indimellem synes jeg "de alle" burde skydes! "AlleDem" der skaber ufred. SÅDAN. SLUT een gang for alle. Men så blomstrer det nok op et andet sted.
Så jeg mærker selv vreden mod dem der forstyrrer min verden med ufred, bomber, terror og krig. Dem der skaber billeder der sælger. Af børn, mødre, mennesker der lider. Det er ikke naturkatastrofer, men menneskeskabt lidelse. Det kan ikke være ret.

Jeg måtte mærke efter dybt inde og jeg er MOD krig. Derfor denne knap. Med håb om den skaber fred hvis vi er mange nok. Og skaber FRED på den rette måde.

Jeg er naiv. Men hvis vi alle var det var der nok ikke krig!!

PTSD og hvad det medfører..STATUS

Nu er det 21 mdr siden jeg gik i aldeles slowmode efter voldelig episode på min arbejdsplads. Det blev til en diagnose PTSD og derefter en sværere depression. Nu er jeg helt uden kontakt til arbejdsmarkedet og er ved at genopbygge mit liv igen.
Det tager tid.
Sålænge jeg kan gå for mig selv, nusse lidt i haven, strikke og læse når koncentrationen er til det, så går det ok. Det gælder om at vænne mig til at livet går langsomt.
Det er nu sværere end jeg troede. Men med humor går det trods alt. Foreløbig spiser jeg mursten, er i den heldige situation at det kan lade sig gøre pga huspriserne. Jeg bekymrer mig ikke for der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Sådan er det bare.
Det er jo en ganske sund indstilling.
Nu er jeg næsten "ude" af min anden depression og håber ikke der kommer flere. Egentlig er jeg ganske glad for livet og hvad det har givet mig. Så denne voldsomme tristhed er uvant og ubehagelig. Det er rart at kende andre der genkender mine ord og forstår handlinglammelsen, initiativløsheden, tristheden, grådlabiliteten og alt det andet der kommer frem under depressionen.
Jeg har mødt megen forståelse undervejs - fra behandlere mm, men også urimeligheder der bl.a. provokerede en ny depression. Det er ikke sjovt.
At kunne engagere mig i en tørklædesag og tage stilling for eller imod, er et kæmpefremskridt og tegn på fremgang.

Jeg er igang med at finde helt nye værdier frem i livet. En hel ny måde at leve på. En langsom måde.

TØRKLÆDER!

Al denne tørklædesnak.

Det er en svær strid om symboler, utryghed og religion.
Skal vi lytte til Tyrkiet og deres reaktioner på religion og politik? Et muslimsk land der afviser tørklæder og andre religiøse symboler i politik og statslige arbejdspladser. Det er jo dem der har erfaringer.
Eller skal vi lytte til de aktive kvinder der går med tørklæder her i DK, men ellers ikke skiller sig ud? Vi har jo demokrati og frihed til lidt af hvert.
Hvad med korset - Dagmarkors som min dåbsgave eller korset som smykker? Hvad med Thorshammer - et gammelt nordiskreligiøst symbol?

Jeg kan få lyst til at iføre mig selv Tørklæde, Dagmarkors og Thorshammer.

Men burka?- nej. Og at forestille mig arbejde sammen med en kvinde hvis øjne er det eneste jeg kan se - det huer mig ikke. Min kommunikation er passeret på mere end ord og øjne.
Jeg tror jeg går ind for et forbud mod tørklæde i politik og statslige arbejdspladser. Men det huer mig heller ikke. Mest fordi det er en bestemt politisk retning der argumenterer for forbudet. Og den retning vil jeg under ingen omstændigheder regnes til. Alene det kan få mig til at tage tørklæde på selv.

Det er et svært emne. Nemmest ikke at tage stilling til.