Endnu en dag .....

.... med tømning af hus. Nu er det snart slut.

Teenageren kører nu suverænt med traileren - kan endog bakke med den! Godt kørt. Har planer om at køre på motorvej med fyldt trailer i løbet af ugen for Storebror der bor i KBH. Mors benzinkort følger med ;-)

Studenten (=Ældstesønnen aka KrammeBamsen) har Chef-rollen ved projekt HusTømning. Han leder og fordeler. Dikterer hvem der gør hvad hvornår. Han sørger for at få købt aftensmad ind og kreerer god menu da vi når ud på Planeten. Laver hyggelyde af velvære da han flader ud i sofaen og putter med Johnny, Albert og Frida.

Chefen(=Mellemsønnen) holder *fri* og bruger kun muskler og adlyder - for en gangs skyld - Storebror uden vrøvl. Er glad for IKKE at være 'in charge' - hvad han jo er dagligt. Han siger han glæder sig mere nu til næste weekend, fordi det er rart at være sammen allesammen igen. Især med brødrene som han jo ikke er sammen med som da de alle boede hjemme. Næste weekend er vi forhåbentlig *ved vejs ende* - i forhold til dette hus.

SiffeSelv? - ja hun sørger mest for ikke at gå i vejen, har brænde med og tænder op i brændeovn så der er lidt varme. Ellers sætter hun sig på den eneste tilbageværende stol foran brændeovnen og STRIKKER (har været smart at medbringe GAAA(Great American Aran Afgahan), snakker i telefon med 'gamle' veninder og får tilført lækker energi af sønnernes rumsteren på førstesalen.
Hun flytter osse bunker og smider ud, men falder ofte i staver over en børnetegning, et brev fra en af drengene - bare sådan en lille note der slutter med "Jeg elsker dig mor" - Jeg har gemt det hele og har svært ved at smide ud. Men nu er det gemt i hjertets kæmpestore arkiv, hvor der endnu er masser af ledig lagerplads.
Teenageren siger: "Mor jeg er så glad for at kunne bo i Annekset" - Så er det jeg bliver glad for at ha' stået fast på han kan og SKAL være der. Vi skal bare flytte mit staffeli og andre malergrejer ud på terrassen. Og så er hans værelse klart - med computer, TV og DVD. Nemt og enkelt. Jeg kan mærke den *gode* Morfølelse komme frem igen. Og det er fryd! Det har ikke været rart at mærke ikke at orke sine børn!