Gårsdagens angst har gjort mig tyndhudet.
Og træt.
Jeg kan ikke svare på jeres søde kommentarer til forrige indlæg før senere.
Til morgen (Planet-tid) ca 12.30 kom Brandmanden forbi efter vasketøj.
Altså rent.
Mit Mor-Hjerte frydes over at ku' gi' en kæmpepose RENT tøj, samt en stak skjorter på bøjler. Måske jeg engang når til at få det strøget osse!
Sårbarheden kommer på prøve og tyndhuden brister da han fortæller han er dumpet til forprøven. Han skal til eksamen i næste uge og det er denne forprøve han er dumpet til. Med 5 point. Om det er meget eller lidt ved jeg ikke.
Lige nu er sårbarheden yderst og tårer er påpressende, men ikke istand til at trænge igennem det skjold som angsten skaber udenpå.
Han er mere optaget af Julefrokost i aften på Kasernen.
Jeg kan ikke få angsten ud af kroppen.
Og jeg skal jo ikke smitte ham - med MIN uro.
MIN bekymring for ham ... som i sin nuværende form er skræmmende.
Al den ro jeg havde begravet mig i de sidste par uger er blæst væk.
Og jeg forsøger at samle stumperne sammen.
Hvordan var det nu?
Sætte ord på - DONE here
Trække vejret med fokus på udånding - DONE and still doing
Strikke - DONE and still doing
Drikke vand - endnu ikke......
Fokus på det jeg er Herre over .... forsøger stadig ....
Høre Radio ..... DONE and still doing
Det er i sådanne situationer jeg savner en anden voksen-ansvarlig at snakke med. Een der har det samme * i klemme* som jeg. Hvad følelser angår. Som både kan se fornuft og følelser på een gang. Som kan tage mig i hånden og føre mig gennem moradset med ord som: Han skal nok klare det. Ellers finder han en anden vej.
En iboende angst kaster sig frådende over enhver hændelse og gør den til sin. Var Brandmanden ikke kommet, eller var han ikke dumpet ville angsten ha fundet et andet offer, en anden af mine oplevelser i dag. Stadig med mig som sin Vært.
Jeg kan ikke lige huske ordet ? ... er det symbiose? .... men angsten kan jo IKKE eksistere uden at jeg fodrer den. Og ku jeg bare slukke for foderstrømmen ... ? Hvad får jeg ud af angsten? ... gi'r den mig overhovedet noget?....
Sådan en Snylter!
Den ANGST!
Ja, angst er en KÆMPEsnylter!!! Forstår rigtig godt dit ønske om bare at ha' en anden voksen-ansvarlig at dele bekymringerne med - kender det selv. Det er hårdt, og man presses urimeligt, når man selv er i en sårbar situation. De bli'r jo ved med at være vores "børn", selvom de er over 18 og/eller flyttet hjemmefra. Når jeg læser dit indlæg, så mener jeg nu at kunne se en stærk kvinde bag, en kvinde, der ikke bare gi'r op, du er også så langt, at du forstår, hvad der sker med dig, det er altså stort, Siffe. Jeg er sikker på, at du nok skal klare den - også denne gang! Stort knus
SvarSletSiffe..
SvarSletDu ved , jeg ved , at du ved...
Bare jeg kunne hjælpe..
Jeg hader Angsten- den ødelægger så meget!
BrandManden har så vidt du har fortalt, klaret sig så fantastisk , så mon ikke han stadig gør det. Det tror jeg- han finder sin vej. Vi må tro på vores unge , tro på at det vi har givet dem med i bagagen , kan hjælpe dem gennem deres rejse. Men vi måå huske at det er deres.
Knus fra mig , der forstår så godt :-)