PUW

Lørdag var PUW-dag.

Parkinson Unity Walk - vist første gang i DK - i København. Jeg havde allieret mig med en STOR ven ... høj og solid. Efter en uge uge fuld af uro angst og overspring kom jeg afsted til udfordring af mine grænser. 

FØR er forfærdeligt!

EFTER er eminent!

Der var mødt mange op på Rådhuspladsen. velkomst ved protektor Grevinde Alexandra, opvarmning ved Vildmeddans AnneMette Fogh ... ingen kommentarer ....

Derefter gik det i fællestrav til Fælledparken ca 4km - med kørestole, stokke og en del 'støtter' i form af voksne børn ... som Vennen udtrykte det: "Alt-i-alt en 'rystende' oplevelse"

Det er rystede mig mest var nu københavnernes optræden i trafikken da de stødte på dette lange langsomme optog af kronisk syge mennesker - hvilket tydelig fremgik af t-shirts, balloner, mængden af kørestole, stokke osv samt den bus der langsomt fulgte efter og samlede os op efterhånden som vi faldt fra. Jeg gik dog hele vejen. 

Trafikanterne - både i bil og på cykel - både råbte, dyttede, og forsøgte at køre gennem optoget. Mildt sagt skræmmende, uhøfligt og stof til eftertanke om rummeligheden iblandt danskere - i København. 

Er det Velfærd? Så undværer jeg da gerne.  

Parkinson plager mig ikke meget. Han er velbehandlet og arter sig. PTSD'en gør sine knuder og forlanger næsten daglig opmærksomhed og det er her min udfordring er.

Depressionen forlangte yderligere medicin. Sådan er det bare. Om jeg vil eller ej. Jeg vælger at ville. Og håber de mange dyk udjævner sig med tiden.

Jeg er kommet langt.

Jeg har det godt.

Jeg nyder livet.

Og det må man vel gerne udtrykke selvom man er Førtidspensionist?