“Inform all the troops that communications have completely broken down.”
Ashleigh Brilliant
Hjemvendt fra Neurolog.
Lidt baglæns i kraniet og fuld af forundring over mødet.
11 minutter og så var jeg ude. Iberegnet den tid hun brugte foran skærmen for at finde ud af hvem jeg nu var. Da jeg fik diagnosen varede det dog 13 minutter.
Med ryggen til mig og næsen i skærmen - lød det: nå hvonnen går det?
Hvad svarer man til det ?
Jeg sagde : Jo tak godt!
Jeg havde skrevet ned de kropslige forandringer jeg oplever – uden sortering eller om jeg mente det skyldes Parkinson eller ej. En kursist på Højskolen hjalp mig ved at lytte og skrive ned.
Neurologen var tavs – sagde så - det lød som om jeg havde haft et forlæg. Og om vedkommende der hjalp mig kendte til Parkinson?
Nu er det at jeg kanske tolker forkert. Men jeg tolkede det som et angreb og der gik hul på tårekanalerne. Udenfor min kontrol. SATANS!
Det sagde jeg til hende. At jeg følte det som et angreb. At jeg blev berørt – hvad hun jo osse ku se.
At jeg jo ikke havde forestillet mig at vandladingsproblemer kunne være et Parkinsonsymptom. Eller kramper under fødderne.
Osv.
Hun har jo aldrig spurgt mig, og jeg er ikke en person der beklager mig men en person der klarer mig. Endvidere fokuserer jeg på hvad jeg kan og ikke på hvad jeg IKKE kan. Det er bare ikke holdbar strategi i det danske sundhedssystem.
Selvfølgelig har jeg undersøgt og læst hvad jeg har kunnet, ikke at det forandrer mine symptomer, og Neurologen har jo netop ikke spurgt /fortalt mig om noget specielt.
Måske er det gammel vane ? Måske andre ville tolke anderledes? Det kan jeg tænke nu bagefter. Imens blev jeg bare sårbar udenpå og mest indeni. RAMT.
Tidligere har Neurologen ville sende mig til Demensklinik – fordi jeg mener mine problemer er mere cognitive end rent fysiske. Jo jeg har lettere nedsat funktion i højre side, men tager jeg medicinen er det ikke slemt. Jeg ryster ikke. Jeg nærmest bare fumlertumler. Som en brandert uden det sjove forspil 
Jeg bad om at komme til en neuropsykolog. Det kunne hun så ikke henvise til. Så bad jeg om at komme til Bispebjerg Hóspital – som sammen med Århus er specialister. Der er ambulatorium og dermed osse sygeplejersker. Så nu venter jeg på en indkaldelse. – jeg håber på at få en bedre snak derinde.
Mere end 11 minutter.
Jeg synes simpelthen det er for ringe at man sådan skal kæmpe for tingene selv !!! Der er alt for meget tidspres under sådanne samtaler.... :(
SvarSletJamen det værste er - hun har jo ikke travlt. Der var ingen før mig og ingen vemtede da jeg kom ud. Måske hun skulle til frokost? ;-)
SvarSletJeg vil råde dig til at tage en bisidder med, hvis du skal til samtale hos hende igen; 4 ører og øjne er guld værd, og så er der en at dele oplevelsen med bagefter - prøv det ;0)
SvarSletJa det er rigtigt Julie - jeg har bare gle,t det. Heldigvis er jeg slut nu jeg overgår til Bispebjerg - hellere køre lidt end ikke at forstå hinanden
SvarSletdet er da for dårligt at ingen har taget sig tiden at tale ordentligt med dig og forklare om alle de mulige symptomer på PD. de ting du har omtalt i dine skriverier er alle kendte PD symptomer, det kan jeg i hvert fald fortælle dig.
SvarSletkh.fra Island
Frida
Tak Frida ... jeg er osse glad for at jeg skifter neurolog. Så kan jeg starte på en frisk og blive ordentlig undersøgt.
SvarSletkh siffe
Jeg er rystet !
SvarSletOg hvor klaret du de 11 minutter flot !
Godt du skal begynde et nyt sted- det kan da kun blive bedre.
En forfærdelig oplevelse, godt du var stærk nok til at bede om Bispebjerg, for alt andet lige vil du aldrig få tillid til omtalte person igen. Ellers synes jeg du er stærk - havde forberedt dig godt, og så er det tilladt at blive skuffet og ikke mindst at vise det. Håber du får en god oplevelse næste gang.Knus Bente
SvarSletJeg bliver så forarget og vred over sådan et menneske, der betales for at hjælpe sine medmennesker!
SvarSletKære Siffe, det lyder frygteligt, at man får så lidt tid hos en ekspert. Kunne du ikke prøve at tage en bisidder med næste gang? En person, der går med ind og på den måde kan støtte dig både under samtalen og bagefter med at redde ud, hvordan samtalen forløb. Kh til dig
SvarSletTak Miri - du kender vel tvivlen på egen tolkeevne?
SvarSletBente jo jeg var velforberedt takket været en medkursist der have taget fat i mig og fået mig til at fortælle hvordan jeg egentlig havde og derefter nedskrevet det så jeg kunne læse op.
Ja Anjoe vred blir jeg osse godt dækket af tårer og forvirretheden og især når jeg kommer hjem og har tænkt et par dage.
Madame bisidder ja det MÅ jeg altså se at få arangeret ;-)
TAK til jer alle for jeres forståelse og opbakning.
KH Siffe