… man blir vel aldrig for gammel?
Ældstesønnen var på visit for få dage siden og fik fat i digitalapparatet på vej i bilen – det blev undersøgt.
Jeg sparer jer for billederne af SiffeSelvSomChauffør ;-). Vi havde en dejlig dag og så barndomsbilleder og snakkede filosofi på ganske højt plan. Lad mig bare sige : Han snakkede, jeg lyttede og nikkede – indimellem. Snakken faldt bl.a på Død – den fysiske og den mentale. Min uro går på den mentale død, ikke den fysiske.
Dagen efter dør min Mor. Hurtigt og smertefrit. Mentalt klar. En fysisk død.
Igår gik dagen op i tanker og minder og Miss Marple.
Min Storesøster og svoger tager sig af det praktiske omkring bedemand og begravelse. Yngstesønnen fik sat stopper for min deltagelse. Det var godt. SøsterMin bor tæt ved min Mor. De har overskud til at gøre det og tilbød det selv. Så jeg er ganske tryg og er med på en telefonlinie.
Nu er begravelsen planlagt og det falder ud at Mor bisættes fra en kirke i hendes barndomsgade, hvor familien startede tilbage fra min oldemors tid.
Min Mor valgte ikke at snakke om sin død og begravelse da hun levede. Så vi forsøger at vælge ret nu. Og min Søster klarer det fint. Med mig på telefonlinien.
For ca 9 år siden – da min mand valgte døden og jeg selv var uklar syg – lavede jeg en mappe til sønnerne med alle papirerne, samt skrev mine tanker ned i tilfælde af min sygdom var uhelbredelig. Det var den da ikke – og tak for det – men jeg var glad for vi fik snakket.
På vejen hjem fra min Mor snakkede MellemSønnen og jeg igen. Nogle mener jo det er for kontrollerende at bestemme over sin begravelse. Jeg ser det som en hjælp, retningslinier i en svær situation. Som jeg siger til Sønnerne kan de jo bare gøre som de vil ;-) jeg kan jo ikke svare igen.
For en gangs skyld. ;-)
