Sover stadig over 12 timer. Dagen bliver kort og de lyse timer jeg ser er ikke mange.
I dag skulle nogle af de "slemme" telefonsamtaler overståes.
Bl.a. den om *forbrugsafgifter* på mit lille En-mands(kvindes)firma. Jeg startede - måske i fortvivlelse over mine fremtidige arbejdsmuligheder - en lille Læseskole, med samtidig Kostrådgivning. Jeg har en tro - dog snarere en viden - om kostens betydning for læring og mente at kunne overskue undervisning af enkelt eller to elever på een gang. Jeg havde jo plads i mit *gamle* hus og uddannelse og erfaring. Jeg fik da osse startet på papiret - men fik så atter en depression og måtte se i øjnene at jeg nok ikke magtede skolen.
Men at ha STARTET på papir - jeps - så er man faktisk fanget i et papirvældesystem, med skat, moms, lønafgigt, forbrugsafgift og kun Gud ved hvad. Det har været sværere at komme ud af end ind i. På trods af at jeg faktisk slet ikke er startet. Men så har jeg prøvet det osse. Jeg blev anbefalet at skrive en mail. Så nu er det gjort og så må jeg se.
En anden samtale var straks værre. Den handler om Førtidspension - Partshøring.
Jeg har modtaget ca 1½cm bunke med udskrifter af 'min' sag. Den bunke skal jeg læse igennem og notere på et skema om det er fyldestgørende beskrevet. Derefter skal jeg oplyse kommunen om jeg vil deltage i et møde med jurister, ledere, socialrådgivere mm hvor jeg 'kunne fremlægge' min sag!
Den telefonsamtale blev tudende gennemført. Det er SÅ svært - jeg kan ikke overskue 1½cm tætskrevne A4-sider skrevet i formelt sprog. Jeg kan ikke 'se' om der mangler noget.
Afmagten over IKKE at ku', samt INDRØMME dette - både overfor mig selv og andre - strammer brystet ind og gør vejret svært at trække. Jeg må formulere for en fremmed i telefonen - i ord jeg ikke kan finde i hjernen - at jeg bare ikke VED hvad jeg skal. Jeg brænder efter at fortælle ham - jeg har 2 uddannelser, jeg har ledet en skole, jeg er en dygtig lærer. Jeg ønsker at UNDSKYLDE mit tuderi, min manglende evne til at udtrykke mig. Men jeg falder ikke for fristelsen. Intet af det er jo af betydning lige nu. Han må forholde sig til det menneske jeg er NU og ikke hvem jeg VAR. Og det gør han osse. Nogle mennesker bliver bange når de møder gråd - men ikke han. Han hjælper mig gennem samtaler og giver mig ord jeg mangler.
TAK for det - du kære menneske.I al dette har jeg nu været heldig. Jeg har udelukkende mødt MENNESKER i de forskellige funktioner, som læger, psykologer, jurister, psykiatere mm. Alle har været så hjælpsomme og forstående over for min uformåenhed. Det i sig selv har trukket tårer til øjnene.
Nå ikke mere tuderi - tårerne er tørret - jeg vender tilbage til Stolen ved vinduet og ser på Fuglene. I dag svigter de Foderbrædtet - mon der er åbnet et nyt i nærheden? Kun min ene Rødkælk og den enlige Jernspurv viser sig. Og sidst kommer en due spadserende og snupper en peanuts.
Gad vide hvad der afholder de andre fra at møde frem?
