Engang imellem stikker man hovedet frem. Så får man enten en flad eller et kærligt klap.
I dag var det kærligheden der sejrede. TAK for det.
Jeg synes jeg havde tromlet lidt ved at bede om samtale med en sygeplejerske. Jeg havde svære tanker før mødet 'Var det overhovedet relevant?' Jeg har det jo egentligt rimeligt.
Set i bakspejlet - nu efter samtalen - var og er det ret så relevant. Her har jeg gået og følt mig forkert, blevet sendt til neuropsykolog og måttet argumentere for at jeg ikke er 'sær' bare har brug for dialog omkring sygdommen.
Og så viser det sig at der faktisk er sket en fejl. Jeg er landet mellem to stole. Da jeg blev indkaldt for snart 2 år siden fik jeg brev om at blive modtaget af sygeplejeske mm. Jeg udfyldte papirer med pårørende osv. Sygeplejersken mm så jeg aldrig , papirerne har jeg stadig. Nu er afdelingens rutine ændret at sådanne møder ikke afholdes men at sygeplejersken er med ved konsultationerne. Ingen af delene har jeg dog oplevet i de 2 år. Hvilket de vist glemte at beklage.
Sygeplejersken i dag var sød. Vi fik en rimelig snak. Jeg fik stammet mig gennem spørgsmål som tidligere er blevet affærdiget af min første neurolog. Bivirkninger til medicinen, fx hørehallucinationer , hvem tør sige de hører stemmer? uden en lille uro for at blive dømt skør?
I dag var Lasse med. Bare som medhør. Jeg har værget mig mod at involvere 'børnene' men har brug for ekstra ører og en sekretær. Han er et godt valg. Er præcis i sine spørgsmål, har overblik, og huskede på praktiske ting som feks tlfnr til sygeplejerskerne som kan træffes dagligt! Det er nu rart at vide - jeg har vitterlig følt mig kæmpe-alene med en belastes ægtemand.
Tak til dig søde søn.
Nå nok om Hr Parkinson.
Resten af dagen var formidabel.
En eftermiddag i København med en søn der gider rende på Glyptoteket med sin mor, drikke varm choklade og se etruskerkunst og franske impressionister for derefter at diskutere psykologi i bilen til storebror og forloveden, hvor vi spiste med den tredie bror der hade bagt kage, selv. Over maden var det som i gamle dage ved middagsbordet. Spøjse gåder, matematiske finurligheder, blandet med strik g snarlige rejseplaner. De til Rhodos sammen og jeg på højskole igenigen.
Dagen er energi drik af de allerbedste jeg ved. Den allerbedste medicin.
Taknemmelighed rækker ikke.
Lige nu er Lykke.
