Nu har jeg så smidt endnu et præparat helt og aldeles.
Det er nu slut med LYRICA – mod angst.
Mens jeg alligevel døjede med eftervirkninger af sidste *trappetrin* kunne jeg ligeså godt tage næste skridt med. Måske lidt vel over modigt, men jeg er så træt af *side-virkningerne* af medicinen så NU skulle det bare være.
Hvordan er det så gået?
- Humøret sank en eller to etager – men er vist ved at stabilisere sig. Og ikke på kælderniveau ….
- Drømmene er IKKE vendt tilbage
- Angsten ej heller – og dog jo, men jeg kender den nu og kan tænke – det er BARE angst – og stoppe op og mærke efter
- Stadig træt, men sover nuu kun 8 timer.
- Min INDRE KRITIKER brøler en del højere end normalt, men jeg forsøger at leve med ham/hende.
- Samtidig kan jeg FORHOLDE mig til mit liv. Deltage en anelse mere aktivt med frie valg til en vis grad – Babysteps er nu bare OK.
Det som jeg vel mærker mest er det manglende SELVVÆRD.
Hvordan genskaber man det?
- og kan man det?
Den der dybe inderste følelse af at være OK
Fuld af medicin døser jeg bare og mærker livet gennem en vatvæg. Uden medicin mærker jeg livet.
Jeg må acceptere at være *faldet i søvn* for 5 år siden for at *vågne* nu og finde ud af at acceptere de forandringer der er sket i mit liv.
Jeg kunne IKKE - og ville heller ikke - ha undværet medicinen. Uden den var jeg ikke i live i dag.
Nok for idag -
