Mit liv i Musik…lige nu:

• Jeg snakker med mig selv – taler med mit bedre jeg-
• I will survive
• Griber du mig når jeg falder?
• Rejs dig op og kom videre
• Alle mine veninder
• Halleluja

Giv jer bare tid og  nyd videoerne ;-)

Hvordan LYDER jeres liv?

SLAGSANGEN FOR TIDEN ;-)

13 minutter ………… og goddag Mrs. Parkinson !

Så er det sagt.
Det tog nøjagtig 13 minutter at få at vide at jeg har en kronisk sygdom i hjernen, endda en markant een. Så markant at min hjerne skal undersøges igen for at se om der skulle være en anden årsag til den mindre Dopaminproduktion (=Parkinson) som f.eks en tidligere blodprop eller en nuværende tumor i substancia.nigra – den sorte substans – stedet hvor dopaminproduktionen foregår. Meget beskrivende.
Hvordan jeg har det?
Som billede viser. Krusninger på en grå overflade med et enkelt fixpunkt i øverste yderste hjørne.
Fixpunktet består af:

• rart med en afklaring = diagnose, uanset hvad den så er
• rart med en forklaring på de fysiske forandringer
• rart med en forklaring på de psykiske forandringer
• handlinger skimtes forude, såsom melde mig ind i Parkinsonforeningen,
• det bedre at ha Parkinson end Depression! (indeni mig føles det sådan)
• jeg begynder at forstå de ændringer i min personlighed der har undret mig
• ……

Yngstesønnen kom da jeg ringede efter Neurologbesøget. De 13 minutter – var jeg cool – udenfor blev jeg ramt af en kølle i nakken. Forundret over at livet ser ud tiil at forsætte.
Sønnen og jeg fik en lækker bagels. Og en god snak på Medusa i Staden. Jeg kan endnu ikke finde ord til at beskrive hvad sygdommen kommer til at gøre ved mig. For det er jo osse hvad jeg gør ved sygdommen.
At være realistisk uden at male fanden på væggen.
De sidste 2 uger har modnet en tanke i mig.
I 2005 gik jeg en del af Via de la Plata – den sydlige Camino – fra Sevilla mod nord mod Santiago de Compostella. Det var et par mdr før overfaldet der udløste PTSD og depression. Den pilgrimstur var en sejrsgang efter mange års genoptræning pga en svær bækkenløsning efter sidste graviditet.
At gå Caminoen Francés  nu er et stort ønske. Og det er den plan jeg har. Alt grejet fra rygsæk til vandrestøvler har jeg jo, så det er bare at finde det frem og få smurt støvlerne.
Samt ikke mindst GENOPTRÆNE mig selv til dagsetaper på 15 – 25 km med oppakning. Og det blir det sværeste. Idag findes der oversigt over refugier undervejs så måske kan jeg korte dagsetaperne enkelte dage samt indlægge hviledage.
Jeg valgte i dag IKKE at blive medicineret for Parkinson – endnu. Jeg vil udredes  helt først,  mens jeg genoptrænes, så vil jeg se om jeg kan nå Caminoen i år eller til foråret. Mr. Parkinson venter jo nok imens. Hvis jeg starter medicin skal det være uændret i 2mdr for at evt rejseforsikring gælder.
Mere om Caminoen senere.
Quote of the Day
Winners never quit and quitters never win. Vince Lombardi
more Famous Quotes

RETREAT

Vi holder en lille pause på Planeten.

I går blev min Mor begravet.

Sorg har mange ansigter.

Mit er stilhed.

I dag.

Mør…

…banket!

I går var jeg i motionscentret. Foruden min ½-time på løbebåndet fik jeg lavet motionsprogram.

Efter 5 års passiv betragten af al bevægelse skulle der en blid start til.

Jeg fik 4 øvelser med focus på balance og koordinering. Og som i særlig grad involverer nervebanerne.

Som tidligere beskrevet er det mit “gamle” center. En anelse dyrere end byens andre. Men med den nødvendige instruktion og opfølgelse af de lagte programmer. Jeg skal ikke sidde i en maskine og pumpe, men arbejde ved ribbe og med bolde.

Overskueligt!

Selvom jeg kun tog et ½ program i går – er jeg ‘gennemtæsket’ idag ;-)

Dejligt.

Søndag….

Vejret svarer til humøret. Vanligt SøndagsHumør. Film på Fjerneren. Døsighed.

YngsteSønnen kommer forbi og indtager Atelieret med pensler og lærred

Så ringer en StrikkeVeninde, måske en ny nabo på Planeten.

Plusli ændres Søndagshumøret.

Alligevel – en god dag.

StrikkeNyt….

Færdigt sjal. Hæklet i MayFlower Babysoft 275 g

Hæklenål 4.0

Opskrift fra HJEMMET… tror jeg … med min vanlige sløsethed ;-)

Sjalet er rundskåren. Slutrunderne er  UENDELIGE! Men det falder flot og er et smukt sommersjal.

Legebarn …. og lidt om Liv og ….

… man blir vel aldrig for gammel?

Ældstesønnen var på visit for få dage siden og fik fat i digitalapparatet på vej i bilen – det blev undersøgt.

Jeg sparer jer for billederne af SiffeSelvSomChauffør ;-). Vi havde en dejlig dag og så barndomsbilleder og snakkede filosofi på ganske højt plan. Lad mig bare sige : Han snakkede, jeg lyttede og nikkede – indimellem.  Snakken faldt bl.a på Død – den fysiske og den mentale. Min uro går på den mentale død, ikke den fysiske.

Dagen efter dør min Mor. Hurtigt og smertefrit. Mentalt klar. En fysisk død.

Igår gik dagen op i tanker og minder og Miss Marple.

Min Storesøster og svoger tager sig af det praktiske omkring bedemand og begravelse. Yngstesønnen fik sat stopper for min deltagelse. Det var godt. SøsterMin bor tæt ved min Mor. De har overskud til at gøre det og tilbød det selv. Så jeg er ganske tryg og er med på en telefonlinie.

Nu er begravelsen planlagt og det falder ud at Mor bisættes fra en kirke i hendes barndomsgade, hvor familien startede tilbage fra min oldemors tid.

Min Mor valgte ikke at snakke om sin død og begravelse da hun levede. Så vi forsøger at vælge ret nu. Og min Søster klarer det fint. Med mig på telefonlinien.

For ca 9 år siden – da min mand valgte døden og jeg selv var uklar syg – lavede jeg en mappe til sønnerne med alle papirerne, samt skrev mine tanker ned i tilfælde af min sygdom var uhelbredelig. Det var den da ikke – og tak for det – men jeg var glad for vi fik snakket.

På vejen hjem fra min Mor snakkede MellemSønnen og jeg igen. Nogle mener jo det er for kontrollerende at bestemme over sin begravelse. Jeg ser det som en hjælp, retningslinier i en svær situation. Som jeg siger til Sønnerne kan de jo bare gøre som de vil ;-) jeg kan jo ikke svare igen.

For en gangs skyld. ;-)

Liv og ….

I dag døde min Mor.

Hun har haft et svært liv.

Hun blev 80 år i februar. Blev fejret af familien og havde nogle gode måneder siden.

Hun døde plusli, men ikke uventet.

Kan man være glad, så er glæden fordi hun døde hurtigt og smertefrit.

Vi havde en god snak i telefonen sidst. Talte om navne og minder.

Min trøst.

Lidt PlidderPladder….

Efter en tid med brug for rigelig trøst a la ovenstående (dog i mindre størrelser;-), så gik turen til Købstadens Motionscenter og et nyt medlemsskab blev tegnet – OG indviet med ½ time på løbebåndet samt lidt snak..

FØR gik jeg hver morgen  - før job – i centret og trænede. God start på dagen.

NU vil jeg forsøge igen – ikke dagligt – men ca 2 gange pr. uge. Til en start.

En god oplevelse blev det – trods vanskeligheder med at komme afsted – de blev dog overvundet. Det er rart at komme et sted jeg kender – trygt. Hvis jeg kan overbevise min *skrumpe*hjerne om at det er mit *arbejde* -  mon så ikke der er en lille mulighed for at jeg kan vedligeholde (genop)træningen? Både en sejr på det fysiske plan og ikke mindst i forhold til SocialAngst.

Dolly KatteDatter er stadig meget selskabelig og kommer mange gange om natten for at putte. Men trisser så afsted igen. Nattesjov? Måske – men imorgen aftales tid til sterilisation. Ikke flere Killinger på Planeten. Det ER trist når sådanne 2 dejlige uldtotter dør plusli.

TRØST og TRIST

I generally avoid temptation unless I can't resist it.
  - Mae West

Det har stået på MASSEVIS af IS – mit vanlige trøstemedie. Og det virker. Nu varer det kun 2 uger. Og så går livet videre.

TRØST!

Mine 2 små søde killinger - Daimi og Dario – her som nyfødte– er begyndt at tumle rundt og lege. Dolly deler pasningen med mig og i går lå de hos mig – Mor og børn – og hyggede.

Så gik jeg en tur på Planeten. Da jeg kom ind var Dario død. Få timer efter døde Daimi – den mest bedårende langhårede hunkat.

Hvorfor?

Jeg ved det faktisk ikke.

Dolly tumler rundt med spændt yver – så mælk havde hun nok af. De var ikke tynde – men gik fra tumlekillinger  til 2 små døde killinger.

TRIST!

En række Selv’er

TRÆLST

Jeg synes der er fabelagtig langt til midt i August hvor *dommen* falder.

Ikke at jeg er bange for resultatet. Det er jo som det er.

Men det er det svævende uvisse der plager mig. Når først svaret foreligger – om det er medicnsk Parkinson eller *ægte* – ja så kan jeg lissom komme videre.

Lige nu sidder jeg fast og falder tilbage til gamle vaner. Godt nok er trøstespiseriet ikke kommet – endnu – tværtimod, men tristheden, uvirksomheden, sårbarheden svæver frit omkring mig og fastholder mig i de gamle passive cirkler.

Måske er det første gang i lang tid jeg mærker Aleneheden som Ensomhed?

Og egentlig er det vel et FREMSKRIDT?

For enhver med Social Angst må længsel efter andre være et sundhedstegn. Altså den frie ubesværede længsel efter ubesværet samvær..

Egentlig gider jeg slet ikke være så POSITIV:

• Jeg gider tude, trøstes, puttes under dynen, mærke omsorg og kærlighed.
• Jeg gider have lov til at føle uretfærdigheden, selvmedlidenheden, vreden.
• Jeg gider mærke glæden over et ubekymret liv.
• Jeg gider LEVE MIT LIV fordi det er MIT;-)

Hmmm ….. selv dagens Knap-så-positive-Liste ender positivt ;-)

Det er sg’u svært at være NEGATIV!

Tirsdags-Nydning

En Søn kom forbi ……………….

Hverdags-Valg

Igår tog jeg til KøbStaden for at gå.

Straks udsættes man for Svære Valg!

Jeg valgte ret ;-)

MANDAGS-ORIGAMI

For en tid siden fik jeg fat på lækkert ORIGAMI-PAPIR fra Curiosa.dk

I dag kom det så i brug.

En Trane, 2 PapirBalonner og en GaveÆske.

Om TRANER fortælles at hvis man folder 1000 får man et ønske opfyldt. Endnu 999 to go ;-)

Besøg siden og bliv inspireret.

Her blev jeg inspireret ;-)

Søndags-Kreation:

Jeg nyder at *lege*.

Her med collage og akryl.

Gid min *Ven* var knap så nærværende.

MorgenStemning får indflydelse på….

…MORGEN-DOODLING.

Men jeg smiler dog

- selvom øjnene er lidt hærgede ;-)

Og Solen skinner.

Og der er blomster.

Alt-i-alt

 FREMGANG!

Du er ikke alene ......

Nogle dage vågner jeg og er ikke alene.

Sådan en dag er det i dag.

Inden i mit hoved kører en stemme der fortæller mig om ALT det jeg IKKE kan!

Der er en stemning iblandet.

Hvorfor den kommer aner jeg ikke.

Tidligere lyttede jeg ikke til den. Så meget.

Så kom tiden hvor jeg kun hørte den.

Nu kommer den bare indimellem.

Som en gammel *Ven* der lige vil gøre opmærksom på sin stadige eksistens.

Hvis jeg gir en kop kaffe, en smule venlighed så fordamper den lige så stille igen.

Jeg smiler nu.

Hav en GOD DAG.

PicasaCollageSjov