Mærk Duften…

Rabarber-Komplot.

Med ingefær og kanel.

God dag

Måske skulle jeg bare køre en tur?

Lidt SØNDAGS-SJOV ;-)

Nyd lidt Aftenstemning på Planeten

HAPPY-WEEK

Overskriften måske lidt misvisende, men fandme om sygdom skal få mig til at ændre GODE vaner!

Så denne uges HAPPY-WEEK-FOTO kommer med ‘tilskud’ osse fra sidste uge igen.

Men ugen har været fuld af dejligheder trods min vægelsindede partner. Som får plads yderst til venstre – hvis han falder ud af rammen er det da hans egen skyld!

Killingerne er stadig små og morsyge. I morges havde hun flyttet dem ind under min dyne bag mig – meget hun turde. Det gav minder fra MorgenHyggeStunder da drengene var bittesmå ;-) Kan I huske?

Så kom der en gave fra en god strikkeveninde – ganske uventet – men meget velkommen.

Krydderurtebedet har haft godt af al vandet, men BLOMSTERNE knækkede.

Nederst Duen – set fra lænestolen. Min Underholdnings-Afløser når TV er trist.

Alt andet lige en GOD(hmm) uge!

TRØST

Med venstre hånd – anderledes - mens tilfreds ;-)

Der fiser fristelser rundt om mig -

- jeg tror jeg vælger kaffen -

- og måske en kæmpeIS senere i dag ;-)

Før og Efter ;-)

 

 

Jamen der er da sket noget  ;-) på Planeten.

Søndags-Mumlerier

Fortiden bor jeg i en Glasklokke.

Sammen med ham der Parkinson.'

Selvom han jo endnu ikke er der rigtigt.

Jeg gør som jeg plejer i vanskelige tider. Jeg søger opplysninger. Jeg GOOGLER og GOOGLER alle afskygninger af ordet, Og bliver ført vidt omkring i Mr Parkinsons rige. Ikke alt er lige smukt, eller lige nyttigt, men indimellem er der små guldkorn der kan få mig til at FØLE at jeg kan GØRE noget selv. Og ikke bare vente passivt på en diagnose. For uanset om ÅRSAGEN er den ene eller den anden ( medicinbivirkning/ægte vare) så er VIDEN godt.

PARKINSON er ikke en Livstilssygdom. Der er ingen skyld begravet. Det er ikke fordi jeg har spist forkert, motioneret for lidt, røget for meget eller lignende. Så på den måde er det en *behagelig* (hmmm) sygdom. Fri for skyld og skam, bare uheldig.

Den er synlig – indimellem – og ikke som en psykisk sygdom TABUbelagt og fordømt.

TANTERNE spurgte igår hvordan jeg kunne lade så rolig?

Jamen sådan reagerer jeg når en Livskrise melder sig. Glasklokken ramler ned om mig, jeg indsamler viden, jeg går i *handle-mode*, bliver praktisk, virker upåvirket og overskudsagtig og først efter en rum tid reagerer jeg følelsesmæssigt. Det er både en styrke og en svaghed.

Ligedan nu. Jeg opsøger, jeg læser, jeg snakker, jeg lægger planer, jeg skriver, jeg tegner. Men jeg sover dårligt. Jeg funderer meget.

Så en dag revner glasset og virkeligheden trænger sig ind.

Jeg håber bare jeg er beredt til den dag.

Som man råber får man svar

Igår *jamrede* jeg lidt, eller snarere sendte en bøn ud i Universet.

Og idag kom så svaret.

Hvem sagde VENTETID!

Bispebjerg *scanningcentral* venter mig d. 12.august.

Og det synes jeg er OK-hurtigt nok.

Det er bare midt i mit Højskole-ophold.

Så nu skal jeg vælge om jeg skal forsøge at ændre tiden eller vente med Højskolen til senere?

Jeg tror det bliver at vente med Højskolen.

Ventetid

Ja jeg ved godt den har været kort.

Man kunne gå 9 mdr. og vente på om barnet var en dreng eller pige.

Vente 3½ år på at få sin uddannelse…

Vente 5 år –uvist – på at blive *normal* efter depressionen.

Så venter man lidt på rødt lys eller på færgen, toget eller bussen. Eller på at maden bli’r færdig.

På forår, efterår, varmen, sneen og Nytåret

På at sønnerne ringer – men her kan man jo bare selv ringe…

….. og selvom det først var i tirsdags at ordet Parkinson meldte sig ind i livet på Planeten, ja så er VENTETIDEN begyndt at kunne mærkes.

Måske kan jeg SELV gøre noget her? Jeg overvejer nemlig selv at kontakte Bispebjerg Hospital for at melde mig klar til en afbudstid til en hjernescanning.

Er der nogen der siger UTÅLMODIG?

Jamen det er jeg,

Jeg vil vide det NU!

Er det en BIVIRKNING eller KRONISK?

Kan jeg forsætte mit frie SINGLELIV eller må jeg indgå et uønsket PARTNERSKAB med ham Mr. Parkinson?

Dette er ikke en KLAGEsang – mere et udtryk for hvad der fylder i disse dage.

Jeg takker jer alle for de søde kommentarer under sidste ppost – det luner ;-)

Hvordan sluger man en Kamel?

I går gik med at sluge en Kamel!

Eller i det mindste kigge på den Kamel der blev serveret for mig.

Hvor – tænker I nok – serverer man nu Kameler?

Jamen det gør man da hos Neurologer bl.a.

Jeg ringede i går – og 1 time efter befandt jeg mig selv på en briks, hos en kompetent kvindelig neurolog. Det var jo først i torsdags jeg nævnte min problemer med min højre arm for min egen læge og plusli var det altså alvor.

Kamelens navn er PARKINSON – Hr. eller Fru ved jeg ikke, men det får vel vise sig.

Der er knyttet et lille måske  til – ikke til navnet  - men til årsagen.

Måske er det pga min antidepressive medicin, men desværre tyder det mest på den ægte vare. Fordi det er halvsidig (både arm og ben) og fordi det ene medicinpræparat jeg stadig får ikke ofte har den bivirkning.

Hvordan får man så has på sådan en kamel – stor eller lille? er næste spørgsmål der melder sig – i det mindste hos mig.

En bid ad gangen lissom med elefanter.

Tænke, snakke, tænke igen, opsøge viden, snakke, frem male værste scenarie, frem male bedste scenarie. tænke, opsøge viden, strikke, snakke, gå tur, spille computerspil, snakke ….. Sønner og Veninder stod for skud.

I det mindste kender jeg nu – næsten - Kamelens navn. Og lissom med min Elefant (depressionen) gør det, den nemmere at sluge. Underligt nok.

Alt i alt kom jeg frem til at Elefanter er sværrere både at sluge og at fordøje end Kameler.

Nu venter jeg på en hjernescanning på Bispebjerg Hospital – så vil den  vise sig - Kamelens årsag.

SøndagsTræf:

Hos familiens ældste – Oldemor Aase i Ishøj – der blev 89 år og SELVFØLGELIG havde bagt minimum 5 kager selv, til hele selskabet på 10-15 familie-medlemmer da vi havde fødselsdags-søndagstræf.

Her er 2/3 af mine aflæggere afbilledet.

Efter en Samler kommer en Spreder…..

… sagt om generationer.

Jeg er afgjort en SAMLER …. af snart sagt alt … nå nej  så mest garn da.

KatteDatter Dolly er så afgjort en SPREDER – ikke nok med hun spreder sine gener ved at spytte P-pillerne ud, hun SPREDER sine killinger overalt i huset.

O g så SAMLER jeg dem igen. I KatteKurven.

Eller jeg forsøger.

Vender jeg ryggen til fordeler hun igen sine killinger i hver sin kattekrog i stuen, på en Garnhylde eller under sofaen. Godt der kun er 2 killinger – for de ligger aldrig samme sted sammen!

Måske vi bare leger skjul og jeg er for dum til at regne DET ud?

Nå jeg må lige SAMLE mig igen og tage et KATTEKILLINGEKIK ;-)

Tajarutit

Da jeg endelig fik lettet mig ud af tristheden –og gik ud og tømte postkassen lå der en pakke til mig.

Fra det højeste Nord.

Fra en kær StrikkeVeninde der servicerer de NordGrønlandske sygehuse (?-måske mindre steder endda).

Jeg kneb en tåre – eller to. Jeg tror tristheden ophævedes i det sekund.

 

Og jeg fik øje på solens sidste stråler.

Tak Jane!

Tajarutit betyder iøvrigt Pulsvarmere ;-)

Der fulgte garn –lækkert lækkert, lyserødt selvfølgelig.

samt lilla perler, perlenåle og en lækker opskriftbog med.

Der mangler en overskrift!

Egentlig mente jeg at ha foreberedt mig på *dyk*.

Alligevel rammer det mig i nakken og sender mig til tælling.’

Samtidig ved jeg osse at jeg rejser mig ígen.

Tour de France 2 dage i stolen, lidt telefonsnak, lidt facebook-spil og ikke at forglemme strik eller hækle lidt er trøst. Ikke at forglemme katte og killinger.

Samt RO.

I morgen er der Familiebesøg. Altså jeg skal ud af huset. Og det bliver rart ;-)

Men jeg ka da stadig strikke …

Igår ku jeg ikke logge på derfor tavsheden.

Besøget hos revisor var livsbekræftende. Første gang jeg mødte hende in real life. Positiv – smilende – hjælpsom.

Bagefter til lægen.

Egentlig troede jeg hun ville sige : Bare rolig – en nerve i klemme – det går over.

Men det sagde hun ikke, til gengæld venter en tur til Neurolog og en hjernescanning – måske.

Jeg blev trist. Men ingen is. Frugt.

Ugen har været lidt skidt – indtil jeg kom hjem. Der lå et sødt brev fra min Mor. I dag snakkede jeg så med hende. Ikke om sygdom, men om hendes minder.

Dejligt.

Lidt Lækkert …

I Hjemmet denne uge (nr.27/2010) er der 2 dejlige sjaler.

Dette er hæklet i Bomuld  - Designer ikke nævnt. Jeg tror det er et gammelt klassisk sjal.Mon ikke jeg har garn på hylden.?

Pudsigt så jeg et sådan sjal for ikke længe siden, men glemte hvor og har søgt lidt. Og så kom det i dag mens jeg købte TRØSTE-ISEN.

Dette er et strikket sjal i Anemone-mønster i Silke og Mohair.

Designet af Karen Noe

Een af mine yndlings-designere

Mon ikke det finder vej på pindene?

Dejligt at finde roen  igen med lidt strikkenyt ;-)

Bag Skranken….

….. sidder et lille menneske.

Kender I det?

Når man ikke harlyst til at vise sin sårbare ubehjælpsomhed, men man har trukket det forkerte nummer, den forkerte dag eller det fforkerte tidspunkt.

Jojo hun smiler skam sødt – uden at præsentere sig.

Til hende må jeg fremstamme de ord jeg kløjs i og allerede der trækker hhun vejret tungt og smilet bliver stramt – eller strammere. Ikke et øjeblik når det øjnene.

Det handler om SKAT.

Om hun ikke KAN eller ikke VIL hjælpe ved jeg ikke. Men hjælpe gør hun ikke.

Ud af hendes mund kommer ord på et sprog jeg ikke forstår. De tæsker mig nærmest. Hun er fornærmet over jeg ikke forstår. Allermest ramt, rejser jeg mig op og får endelig formuleret mit problem med vrede og fyynd i stemmen på almindelig dansk så rådhuset kunne høre det. Det hjalp – lidt.

Jeg skal plusli betale 3000 kr pr mdr resten af året. Det er jo ikke så meget mente hun. Hun kunne ikke forklare hvorfor, eller om jeg om 6 mdr ville få en ny regning. Hun kunne faktsik kun få mig til at føle mig uendelig dum.

Alligevel gik jeg derfra uden at få klarhed. På min vej ud kom tårerne, men osse smilene fra de mange andre klienter. Det er ikke alle man har lyst til at græde overfor. Og slet ikke hende her.

Uden på gaden kom jeg i vejen for bil – den smilede bare og vinkede sødt.

Jeg ringede til min revisor – som vil hjælpe trods hun tager på ferie på fredag. Hun smiler bare…..med stemmen…. og hjælper mig selvom jeg ikke husker hvad hun sagde sidst.

Derfor ISEN øverst –

STOR FED TRØSTE-IS

Øhhh glemte jeg at sige at da jeg derefter isen tog til lægen . er det først i morgen jeg skulle være der.

Så afsted igen i morgen ;-) - uden is.

 

Dronning….

Ja Ingrid – hedder denne Pelargonie. Den skiller sig absolut ud fra de andre ikke adelige pelargonier. Rart med et royalt islæt på terassen.

Idag skal jeg på Læge-visit. Blodprøverne – som jeg forventer er normale – skal gennemgåes. Og hvis min fornemmelse passer så er det jo hurtigt klaret.

Mere urolig er jeg for styringsbesværet af især min højre arm. Ingen kræfter i armen, den spjætter og sitrer. Kan knap skrive,  børste tænder, tegne, opvaske (hvilket nu ikke plager mig ;-) ,men alt det jeg normalt går og gør, gør jeg så ikke mere med højre, men med venstre, hvilket er en del akavet. Men allige vel rart man har to arme! Husk at værdsætte det i hverdagen hvad der *funker*.

Kan man virkelig blive “hjerneskadet” af en depression?

Ja selvfølgelig er jeg nervøs – uden at male fanden på væggen – for  selvom jeg er stoppet med det meste medicin er det blevet værre. Og jeg troede helt klart det var bivirkninger.

Nå men vel ikke større problemer end en SommerIsVaffel fra Hjørnekiosken kan klare ;-) Lidt sommer skal jeg vel holde!

Prinsesse ….

New Dawn – duft og sødme

Knap 1 år gammel og allerede så smuk.

SUK  - hvad kan det dog ikke blive til?

Jeg fandt en *ny * knap på kamera’ et = tættere på og skarpere. Dejligt!

Barnepige…

Dolly fik lige en pause, mens jeg passede de to små.

De har endnu ikke fået øjne, den bagerste lige ved. Han er en han.

Den trefarvede een hun.

Lige nu afprøves der navne.

Som vanlig fra musikkens verden.

Er det en Daimi eller en Madonna?

Mon han skal hedde Leonard (Cohen) eller en Donny (Osmond)?

Hvad synes du?