FED Fred!

Lige præcis som NU er en dejlig stund.

Sol, blæst skifter. Småregn.

Jeg har ro indeni  - FED FRED ;-)

Hele natten har solsejlet hængt og blafret i blæsten. En strop var røget. Virker fint som vækkeur! Jeg sover bag vinduet. Så jeg kravlede tilvejrs i ‘morges’ og tog det ned. Alene! På en Stige! Sammen med Hængekøjen.

Så nu er det EFTERÅR! OK – så vejrmæssigt da ;-)

Efterårsfarver er kommet på pinden.

Et LACE-sjal efter eget design ;-)

Garnet er KAUNI 8/1 i papegøjefarverne.

Nu må vi se hvad dagen ellers bringer.

NYD LIVET i småbidder så du ikke kløjs i det!

En Rose er en Rose er en Ro………

Quote of the Day
Patience is the companion of wisdom.
Saint Augustine

Beskrivende citat! Jeg må vist være vis ;-)

Roserne er lidt selvforkælelse.

På lige fod med Strikke-Hækle-Garn-Opskriftsurfing-Terapi.  Har kun handlet tunesiske bambushæklenåle og 2 bøger ;-)

God tidsfordriv!

GLÆDER I DAG:

• Motion i  Center i dag
• Bagels med røget laks fra *ny* spisested i Købstaden
• Vægten daler stadig
• Ro i hovedet igen
• Læse i min bog ONDSKABEN
• Føler OVERSKUD!
• Lyden af regn på taget ;-)

GLÆDER I MORGEN :

• Motionscenter
• Strikke lidt mere
• Læse forsømte blogs
• ,,,, mere i morgen

Life goes on…..

Så er jeg indkaldt til næste hjerne-scanning – d. 30.august. Egentlig hurtigt, men jeg gjorde det gerne om 5 minutter. Derefter 1 uges ventetid ppå svaret. Så engang midt i september har jeg vel svaret på hvad der foregår indeni min hjerne.

I mellemtiden handler det om at forsætte.

Nætterne går med labyrint-drømme, mareridtsagtige. Stemningen følger mig ind i dagtimerne. Det er som tidligere – gamle dæmoner der vender tilbage.

Jeg kan stadig hækle. Bedre end strikke. Så der hækles firkanter – tjept – hmmmm… nå nej men der hækles da ;-)

Lige nu denne bolero fra DROPS inspireret af Angelika.

Nu mangler jeg bare monteringen´+1½ firkant.

Den hækles af strømpegarn Delight fra Garnstudio.

Dejlige farver.

Efterfølgende har jeg investeret i TRØSTEGARN – dejligt begreb iøvrigt;-) - til dette projekt Delight-tæppe – også en Garnstudio-hækleopskrift. Og RESTE-GARN til dette sjal.

På dvd’en kører The Bourne-trilogi. Med Matt Damon. God lydside ;-) Jeg kender den til hudløshed og har osse læst bogen. Tryghed har mange former!

Iøvrigt har jeg så mange færdige sjaler og tørklæder at jeg overvejer at sælge ud af dem.

Hvordan mon jeg kan gøre det?

Lad bare være med at læse. Jeg skriver for at få kontrollen tilbage.

Hvad mener jeg med Vægtløshed? (Forrige post).

Det er den der fornemmelse af uro. Angsten der lurer uventet i korridoren. Rastløsheden der sidder i kroppen og i hjernen. Alt det som afholder mig fra en kontinuerlig beskæftigelse - det være sig hækle, strikke, se film, vaske op eller bare tænke et forløb på en fornuftig dag.

Og det er jo netop ikke FORNUFT der præger mig. Det er at være ramt af FØLELSER.

Jeg glæder mig til søvnen selvom jeg ved der venter mareridt og selvom jeg knap kan falde i søvn.

Jeg står på kanten til selvmedlidenhed og gider det ikke.

Jeg bilder mig ind jeg kan mærke min hjerne – eller kan jeg ikke?

TAK til jer der lyttede hertil.

KRISESTYRING:

I øjeblikket er jeg stadig i den forvirrende fase. Hjernen kværner uafbrudt. Jeg snakker med mig selv. Jeg har et behov for at synke ned og samtidig blive holdt oppe.

Griber du mig når jeg falder?

Hvem jeg taler til? Jo mig selv bl.a. Og GUD indimellem. Jeg er et troende menneske. Men GUD kan kun hjælpe via een selv. Det nytter ikke at sætte sig passiv hen og TRO Gud gør al arbejdet. Min tro går på at jeg kan finde styrken i mig selv til at finde det positive i livet – trods alt. Jeg tror ikke der gives een tungere byrder end man kan bære. Ellers må man smide noget af læsset undervejs. Som når man går CAMINO’en. Der efterlades osse overflødige ‘sager’ af pilgrimmene undervejs. Noget samles op af andre, andet bliver liggende. Et godt billede på LIVET. Jeg går nu ikke turen af religiøse grunde, men en lind blanding af lidt af hvert. Jeg håber at lunne lægge *overflødigt* fra mig når jeg går min CAMINO. Min tur kommer først til at foregå i foråret. Tror jeg. I dag.

Tilbage til NU.

Min “nattesøvn” går fra morgenstunden til midt på dagen. Jeg har en tendens til at ændre døgnet og forsøge at sove mig fra virkeligheden. Om natten spiller jeg hjerneløse spil på computeren. Indtil jeg segner. Sådan må det være indtil jeg kan Rejse mig op og komme videre.

Alle mine Veninder lægger ører til. Alligevel får jeg ikke talt hjernen tom. Det er ulempen ved at ha for god tid, være single, være arbejdsfri. Hjernen lever sit eget liv. Uden afbrydelser. Om natten er mareridtene vendt tilbage. Bare i en anden form. Knap så blodige. Men afbrudt af ‘trøste’drømme. Godt tegn.

I går fik jeg indhentet noget af det forsømte. Regninger der skulle betales. Medicin der skulle hentes.  Jeg kom også i motionscentret, men så sent at der var for mange for mig. Så jeg gik ud igen.

Jeg ved dette er en ‘FASE’. Men viden om kriser gør det nu ikke nemmere at passere gennem dem. Og dog. Måske. Jeg ved jo at denne ‘vægtløshed’ ikke varer ved. På et eller andet tidspunkt når kamelen er slugt, gennemtygget, sunket og hårene spyttet ud bliver der en hverdag igen. En NY hverdag.

Egentlig ville jeg gerne sove mig frem til den dag.

Nu sidder jeg med dørene åbne til haven. Jeg vil sætte en film på. Høre radio. Hækle et par firkanter. Give mig selv fri. Ikke forvente fornuft af mig selv i dag. Give mig lov til at sørge. Over min Mors død. Over uvidenhed/utryghed om min sygdom. Give plads til nyt liv der er i mig som små frø der venter på deres chance for spiring kommer.

Og med den mængde regn og dagens varme er der jo store chancer for en snarlig spiring.

Pudsigt nok er dagens citat af Muhammed Ali . Som også er ramt af Parkinson.

Quote of the Day
He who is not courageous enough to take risks will accomplish nothing in life.
Muhammad Ali

Mit liv i Musik…lige nu:

• Jeg snakker med mig selv – taler med mit bedre jeg-
• I will survive
• Griber du mig når jeg falder?
• Rejs dig op og kom videre
• Alle mine veninder
• Halleluja

Giv jer bare tid og  nyd videoerne ;-)

Hvordan LYDER jeres liv?

SLAGSANGEN FOR TIDEN ;-)

13 minutter ………… og goddag Mrs. Parkinson !

Så er det sagt.
Det tog nøjagtig 13 minutter at få at vide at jeg har en kronisk sygdom i hjernen, endda en markant een. Så markant at min hjerne skal undersøges igen for at se om der skulle være en anden årsag til den mindre Dopaminproduktion (=Parkinson) som f.eks en tidligere blodprop eller en nuværende tumor i substancia.nigra – den sorte substans – stedet hvor dopaminproduktionen foregår. Meget beskrivende.
Hvordan jeg har det?
Som billede viser. Krusninger på en grå overflade med et enkelt fixpunkt i øverste yderste hjørne.
Fixpunktet består af:

• rart med en afklaring = diagnose, uanset hvad den så er
• rart med en forklaring på de fysiske forandringer
• rart med en forklaring på de psykiske forandringer
• handlinger skimtes forude, såsom melde mig ind i Parkinsonforeningen,
• det bedre at ha Parkinson end Depression! (indeni mig føles det sådan)
• jeg begynder at forstå de ændringer i min personlighed der har undret mig
• ……

Yngstesønnen kom da jeg ringede efter Neurologbesøget. De 13 minutter – var jeg cool – udenfor blev jeg ramt af en kølle i nakken. Forundret over at livet ser ud tiil at forsætte.
Sønnen og jeg fik en lækker bagels. Og en god snak på Medusa i Staden. Jeg kan endnu ikke finde ord til at beskrive hvad sygdommen kommer til at gøre ved mig. For det er jo osse hvad jeg gør ved sygdommen.
At være realistisk uden at male fanden på væggen.
De sidste 2 uger har modnet en tanke i mig.
I 2005 gik jeg en del af Via de la Plata – den sydlige Camino – fra Sevilla mod nord mod Santiago de Compostella. Det var et par mdr før overfaldet der udløste PTSD og depression. Den pilgrimstur var en sejrsgang efter mange års genoptræning pga en svær bækkenløsning efter sidste graviditet.
At gå Caminoen Francés  nu er et stort ønske. Og det er den plan jeg har. Alt grejet fra rygsæk til vandrestøvler har jeg jo, så det er bare at finde det frem og få smurt støvlerne.
Samt ikke mindst GENOPTRÆNE mig selv til dagsetaper på 15 – 25 km med oppakning. Og det blir det sværeste. Idag findes der oversigt over refugier undervejs så måske kan jeg korte dagsetaperne enkelte dage samt indlægge hviledage.
Jeg valgte i dag IKKE at blive medicineret for Parkinson – endnu. Jeg vil udredes  helt først,  mens jeg genoptrænes, så vil jeg se om jeg kan nå Caminoen i år eller til foråret. Mr. Parkinson venter jo nok imens. Hvis jeg starter medicin skal det være uændret i 2mdr for at evt rejseforsikring gælder.
Mere om Caminoen senere.
Quote of the Day
Winners never quit and quitters never win. Vince Lombardi
more Famous Quotes

RETREAT

Vi holder en lille pause på Planeten.

I går blev min Mor begravet.

Sorg har mange ansigter.

Mit er stilhed.

I dag.

Mør…

…banket!

I går var jeg i motionscentret. Foruden min ½-time på løbebåndet fik jeg lavet motionsprogram.

Efter 5 års passiv betragten af al bevægelse skulle der en blid start til.

Jeg fik 4 øvelser med focus på balance og koordinering. Og som i særlig grad involverer nervebanerne.

Som tidligere beskrevet er det mit “gamle” center. En anelse dyrere end byens andre. Men med den nødvendige instruktion og opfølgelse af de lagte programmer. Jeg skal ikke sidde i en maskine og pumpe, men arbejde ved ribbe og med bolde.

Overskueligt!

Selvom jeg kun tog et ½ program i går – er jeg ‘gennemtæsket’ idag ;-)

Dejligt.

Søndag….

Vejret svarer til humøret. Vanligt SøndagsHumør. Film på Fjerneren. Døsighed.

YngsteSønnen kommer forbi og indtager Atelieret med pensler og lærred

Så ringer en StrikkeVeninde, måske en ny nabo på Planeten.

Plusli ændres Søndagshumøret.

Alligevel – en god dag.

StrikkeNyt….

Færdigt sjal. Hæklet i MayFlower Babysoft 275 g

Hæklenål 4.0

Opskrift fra HJEMMET… tror jeg … med min vanlige sløsethed ;-)

Sjalet er rundskåren. Slutrunderne er  UENDELIGE! Men det falder flot og er et smukt sommersjal.

Legebarn …. og lidt om Liv og ….

… man blir vel aldrig for gammel?

Ældstesønnen var på visit for få dage siden og fik fat i digitalapparatet på vej i bilen – det blev undersøgt.

Jeg sparer jer for billederne af SiffeSelvSomChauffør ;-). Vi havde en dejlig dag og så barndomsbilleder og snakkede filosofi på ganske højt plan. Lad mig bare sige : Han snakkede, jeg lyttede og nikkede – indimellem.  Snakken faldt bl.a på Død – den fysiske og den mentale. Min uro går på den mentale død, ikke den fysiske.

Dagen efter dør min Mor. Hurtigt og smertefrit. Mentalt klar. En fysisk død.

Igår gik dagen op i tanker og minder og Miss Marple.

Min Storesøster og svoger tager sig af det praktiske omkring bedemand og begravelse. Yngstesønnen fik sat stopper for min deltagelse. Det var godt. SøsterMin bor tæt ved min Mor. De har overskud til at gøre det og tilbød det selv. Så jeg er ganske tryg og er med på en telefonlinie.

Nu er begravelsen planlagt og det falder ud at Mor bisættes fra en kirke i hendes barndomsgade, hvor familien startede tilbage fra min oldemors tid.

Min Mor valgte ikke at snakke om sin død og begravelse da hun levede. Så vi forsøger at vælge ret nu. Og min Søster klarer det fint. Med mig på telefonlinien.

For ca 9 år siden – da min mand valgte døden og jeg selv var uklar syg – lavede jeg en mappe til sønnerne med alle papirerne, samt skrev mine tanker ned i tilfælde af min sygdom var uhelbredelig. Det var den da ikke – og tak for det – men jeg var glad for vi fik snakket.

På vejen hjem fra min Mor snakkede MellemSønnen og jeg igen. Nogle mener jo det er for kontrollerende at bestemme over sin begravelse. Jeg ser det som en hjælp, retningslinier i en svær situation. Som jeg siger til Sønnerne kan de jo bare gøre som de vil ;-) jeg kan jo ikke svare igen.

For en gangs skyld. ;-)

Liv og ….

I dag døde min Mor.

Hun har haft et svært liv.

Hun blev 80 år i februar. Blev fejret af familien og havde nogle gode måneder siden.

Hun døde plusli, men ikke uventet.

Kan man være glad, så er glæden fordi hun døde hurtigt og smertefrit.

Vi havde en god snak i telefonen sidst. Talte om navne og minder.

Min trøst.

Lidt PlidderPladder….

Efter en tid med brug for rigelig trøst a la ovenstående (dog i mindre størrelser;-), så gik turen til Købstadens Motionscenter og et nyt medlemsskab blev tegnet – OG indviet med ½ time på løbebåndet samt lidt snak..

FØR gik jeg hver morgen  - før job – i centret og trænede. God start på dagen.

NU vil jeg forsøge igen – ikke dagligt – men ca 2 gange pr. uge. Til en start.

En god oplevelse blev det – trods vanskeligheder med at komme afsted – de blev dog overvundet. Det er rart at komme et sted jeg kender – trygt. Hvis jeg kan overbevise min *skrumpe*hjerne om at det er mit *arbejde* -  mon så ikke der er en lille mulighed for at jeg kan vedligeholde (genop)træningen? Både en sejr på det fysiske plan og ikke mindst i forhold til SocialAngst.

Dolly KatteDatter er stadig meget selskabelig og kommer mange gange om natten for at putte. Men trisser så afsted igen. Nattesjov? Måske – men imorgen aftales tid til sterilisation. Ikke flere Killinger på Planeten. Det ER trist når sådanne 2 dejlige uldtotter dør plusli.

TRØST og TRIST

I generally avoid temptation unless I can't resist it.
  - Mae West

Det har stået på MASSEVIS af IS – mit vanlige trøstemedie. Og det virker. Nu varer det kun 2 uger. Og så går livet videre.

TRØST!

Mine 2 små søde killinger - Daimi og Dario – her som nyfødte– er begyndt at tumle rundt og lege. Dolly deler pasningen med mig og i går lå de hos mig – Mor og børn – og hyggede.

Så gik jeg en tur på Planeten. Da jeg kom ind var Dario død. Få timer efter døde Daimi – den mest bedårende langhårede hunkat.

Hvorfor?

Jeg ved det faktisk ikke.

Dolly tumler rundt med spændt yver – så mælk havde hun nok af. De var ikke tynde – men gik fra tumlekillinger  til 2 små døde killinger.

TRIST!

En række Selv’er

TRÆLST

Jeg synes der er fabelagtig langt til midt i August hvor *dommen* falder.

Ikke at jeg er bange for resultatet. Det er jo som det er.

Men det er det svævende uvisse der plager mig. Når først svaret foreligger – om det er medicnsk Parkinson eller *ægte* – ja så kan jeg lissom komme videre.

Lige nu sidder jeg fast og falder tilbage til gamle vaner. Godt nok er trøstespiseriet ikke kommet – endnu – tværtimod, men tristheden, uvirksomheden, sårbarheden svæver frit omkring mig og fastholder mig i de gamle passive cirkler.

Måske er det første gang i lang tid jeg mærker Aleneheden som Ensomhed?

Og egentlig er det vel et FREMSKRIDT?

For enhver med Social Angst må længsel efter andre være et sundhedstegn. Altså den frie ubesværede længsel efter ubesværet samvær..

Egentlig gider jeg slet ikke være så POSITIV:

• Jeg gider tude, trøstes, puttes under dynen, mærke omsorg og kærlighed.
• Jeg gider have lov til at føle uretfærdigheden, selvmedlidenheden, vreden.
• Jeg gider mærke glæden over et ubekymret liv.
• Jeg gider LEVE MIT LIV fordi det er MIT;-)

Hmmm ….. selv dagens Knap-så-positive-Liste ender positivt ;-)

Det er sg’u svært at være NEGATIV!

Tirsdags-Nydning

En Søn kom forbi ……………….

Hverdags-Valg

Igår tog jeg til KøbStaden for at gå.

Straks udsættes man for Svære Valg!

Jeg valgte ret ;-)