…skyldes manglende båndbredde i Pilehuset. Beklager dybt ;-)
… ser jeg dette.
I overfaldes nok med mange billeder af denne slags fremover ;-)
I dag fik jeg nøglerne. Der er gået 19 dage siden købsaftale og 25 dage siden jeg så huset. Åbenbart er der da noget der fungerer.
Hvor jeg engang ville bekymre mig (og nok slet ikke købe) om jeg nu havde råd, om hvad nu hvis .. taget er råddent .. vinduerne BØR skiftes … huset skal sættes i stand … ja så berør det mig ikke i dag. Det er som om al min bekymringsenergi er brugt op i angstanfald. En gang druknet i angst, i sort depression op over hovedet , ja så rør muligheden for et råddent tag mig ikke idag. (nu sku det ikke undre mig …..!)
Noget godt er der da kommet ud af al det der er sket.
Jeg fyldes af glæde. Er fuld af glæde.
Om jeg ville bytte? Tilbage til et arbejdsliv? Tilbage til at kunne fungere mentalt?
JA .
Så enkelt kan det siges. Selvom jeg idag kan fyldes af glæde over det jeg har, så er det dog stadig et parallelt liv ad et sidespor.
Hvor kom så denne tanke fra?
Jo jeg oplever stadig mennesker der ser fortørnet på mig. Når de ser mig glad, smilende for en stund tilfreds med livet. Som om det er forbudt for FP-førtidspensionister at være glædesfyldte, at være positive overfor livet.
Jeg BEHØVER jo IKKE at arbejde, jeg har en erstatning, jeg får jo pensioner…
JO jeg ER dybt taknemmelig! Nu er det slået fast!
At dette har kostet mig mere end andre er villige til at betale - hvis de sku/ku vælge, og at jeg IKKE fik et valg - det glemmes i farten.
Er der VIRKELIG nogen der tror DET er lykken? At leve på dette parallelle sidespor uden mulighed for at vende tilbage og fungere på lige fod med andre?
At jeg ikke beklager mig, ikke brokker mig, ikke er faldet i Ynkebrønden - duer ikke.
At jeg sparer energi sammen dagligt for at deltage i de små hjørner af livet som andre tager som selvfølge - tæller ikke.
Jeg skal åbenbart hellere sumpe og ynke, brokke og beklage mig – det er nemmere at håndtere, end at jeg er GLÆDESFULD, at jeg ikke er bange for at LEVE fuldt ud, at jeg farter rundt i MadamBlå med lyserøde blomster i forruden og en seng bagi, at jeg indimellem stadig drømmer om en fremtid og ikke BEKYMRER mig om farven på dugen, gardinerne og antallet af ens krus osv
Det GØR noget ved een når LIVET plusli slår en kolbøtte. Jeg er så heldig at jeg kan finde lyspunkter, at jeg er god til at mestre mit livs knuder positivt --- det gør ikke kolbøtterne mindre voldsomme eller skadelige – det betyder at jeg VÆLGER at fokusere på lyspunkter og det positive.
Og tro mig det er et valg – muligt for mange ! Også IKKEFørtidsPensionister!
Tegnet med venstre hånd
Ganesha her er et hinduistisk gudebillede. Giver minder fra vores Indien og Nepal-tur.
Det er ikke selve gudebillede der dyrkes eller tilbedes, det er de bagvedliggende egenskaber. Og i den egenskab passer Ganesha fint ind her i et kristent hjem.
Ganesha symboliserer bl.a. ‘den der rydder forhindringer af vejen’ ….
Velkommen her … siger jeg bare
… i *YnkeBrønden*.
Jeg har oplevet at folk falder i og ikke kommer op igen. Om det er værst at være i den eller lytte til den der befinder sig i den skal jeg lade usagt.
Mon ikke I selv ved det? Og har prøvet det ene eller det andet?
I dag tænker jeg det er et trist sted at opholde sig og jeg gør mit til ikke selv at falde i. Må dog erkende at indimellem søber jeg lidt til mig og nyder selvmedlidenhedens tåre. Det er nødvendigt. For mig. Bare jeg ikke hopper helt ned i brønden. Og DET gør jeg ikke.
Jeg får billedet af Sidse Babett Knudsen i *Den eneste ene* hvor hun sidder i sin seng omgivet af junkfood, dvd’er og slik. Det er at søbe lidt fra YnkeBrønden ;-) ….. ikke at forveksle med ØnskeBrønden.
Og det billede frembringer smil på læben, hvilket gør det svært at YNKE igennem.
…. mon ikke det taler for sig selv ? :-)
Prøv at stå stille en stund.
Mærk dig selv
Sluk for tankerne
Lad dem flyve ud af hovedet
Træk vejret ned i yderste tåspids
Mærk din styrke vælde frem når du ånder ud
Fokuser på det du har som gør dig glad
Een glæde af gangen for hver åndedræt
Mærk dig selv
Tag glæderne med dig idag
Husk på dem.
… idag er Rosenkruset.
Det er smukt.
Både konkret og for mig symbolsk.
Når jeg bruger det sender jeg kærlige tanker til hende der gav mig det.
Jeg håber hun kan mærke det.
En del af sorgen ved at ha’ PTSD/Parkinson er den begrænsning der er i energien til f.eks sociale kontakter/aktiviteter. Det er hele tiden svære valg … og dermed fravalg.
Det har ikke været så klart for mig før. Min TID forløber laaaangsomt. Det er nødvendigt for ikke at fremkalde angst.
Ude i livet – fjernt fra Planeten – går livet hurtigt, ja det ligefrem løber eller snarere spurter afsted.
Jeg vælger indimellem at stikke næsen frem og deltage. Det koster!
Prisen er flere dages efterfølgende nødvendig isolation, samt enkelte ‘venskaber’ hvor ‘venner’ ikke rummer mine begrænsninger. Kan man ikke ‘spurte’ duer man ikke!
Som at bede en blind se!
Min *Krus-Veninde* er ligeså rummelig som MorgenKaffeKrus’et.
TAK for det!
…. er på vej ud i verden.
Stadig i betragterens ringhjørne.
Er livet en kamp?
Er livet at miste?
Er livet sorger?
For der er ingen system i tankerne. Og det gør ikke noget. Idag var fyldt med lån, budget, afdrag, rater og en masse strukturelle ord og papir.
Det var selvfølgelig i banken. Jeg har med sindsro opgivet at ha overblik over min økonomi. Jeg har lagt alt over til min rådgiver. En stærk øvelse i TILLID. Egentlig ganske rart. Jeg har lagt bekymringerne fra mig for jeg vælger at leve og forfølge mine drømme.
For 2 år siden var drømmen at bryde min selvvalgte isolation. Så jeg tog på livsstilshøjskolen i Gudum. Og vendte tilbage dertil af flere omgange.
Nu har jeg dejlige rummelige livsbekræftende venner derfra. Det handlede osse om TILLID. At turde åbne op og tage dem ind til mig. Jeg er så hulens ræd for at svigte, for at blive forladt. Så aleneheden var/er knap så skræmmende.
Een af Vennerne har *skubbet* mig så jeg nu skal til julemarked i Løvskal i weekenden. Mit første. Jeg har både billeder og strik med.
Og jeg glæder mig. Denne indre uro som jeg har for uvane at kalde stress – det er nok glædens små bobler jeg forveksler. Den sunde spænding. Og jeg genkender den fra jeg tidligere skulle holde foredrag for fremmede, eller store møder med mit personale. Den spænding der skal til for at præstere og yde sit bedste.
Min vanlige kreativitet og arrangering kan jeg genkende i bidder. Og den er ÅH så velkommen. Jeg har 2 dage sammen med veninden til at forberede mig.
OG JEG GLÆDER MIG!
PS: hedder elg ikke moose på engelsk?