Min Veninde

For dem der har læst med herinde er det kendt at jeg tog med Veninden til Kina. Til FUDA et kræfthospital hvor vi var 1 mdr. Veninden er nu død. For 1 år og 2½ mdr siden. I dag fik jeg malet billedet af Inge. Det ligner ikke. Det er ikke forsøgt at ligne på det ydre. Mere et billede af det menneske der trådte stærkt og stolt frem efterhånden som sygdommen skred frem. Beholdt sin tro, var afklaret i forhold til døden, skrøbelig og stærk på samme tid. Et menneske der beholdt livsglæden og livsappetitten frem til  den dag hvor hun valgt selv at stoppe kampen med en uovervindelig krigsherre.
Jeg nåede at komme hjem og sige farvel til hende. 
RIP.


Der er så mange måder at møde døden - og livet - på. 
Denne måde ville jeg gerne, ikke med kræft men med stolthed og oprejst pande.
Jeg er Inge taknemmelig, hendes behov for mig fik mig ud af depressionernes efterdønninger . Fik mig til at værdsætte livet - det er næsten ikke muligt at gøre andet når jeg'får lov' til at leve.
Hendes måde at takle sin sygdom har med tiden fået mig til at mærke GLÆDEN endnu mere de dage jeg er glad, samt acceptere de dage hvor glæden er væk, som bare værende en nødvendig kontrast til glæde
Ingen nat uden en dag
Ingen skygge uden lys.

Bunker,,,

Viden om at der på et tidspunkt dukker en støttekontaktperson op, at der allerede kommer hjemmesygeplejerske hveranden uge og doserer medicin til de næste 2 uger, giver ro.

Det er da vildt grænseoverskridende at lukke dem ind, at være afhængig - det har dog frigivet megen energi i hverdagen.

Her er det bunker af papir . Nu er de sorteret.

Uden at være læst. Eller betalt.

Det er næste skridt ;-)

Når planer må ændres.....

I dag er maledag .... det er planen.

Jeg er kommet op, forsøger gennemføre almindeligt *morgenritual* , får vasket mig, morgenmad og medicin huskes, endda en anelse creme og make.up .... store sager. Jeg er glad.  

Må dog udsætte (?) de 5 Tibetanere. Måske vi mødes iaften

Jeg er ikke stresset op, Jeg formår at trækket vejret og pusten den snigende stress ud - så ikke den sidder fast i mig resten af dagen. . 

Malerholdet ved jeg kommer uafhængig af tid.

...

Så lanngt så godt.

Madam Blaa pakkes.

Så langt så godt.

...

Så vælter dagen da Madammen nægter at starte!

... og SVUPS SIDDER STRESSEN DER!

....

Jeg trækker vejret.

Jeg forsøger at genvinde balancen,

Jeg leder i hjernevindinger efter det REDSKAB der er der ved jeg,

HVAD er det nu lige der virker ?

Jeg tager Molly med mig. Går en lang tur langs fjorden. Molly glæde ved uventet snusetur, strandengen i tågedis, at huske at mobilen kan tage billeder, synet af en enlig svane vækker genklang i mig, blæsten der stadig bringer disens dråber indover land - fedter mine briller  og fryser mine fingre.

Da jeg vender tilbage til Planeten er noget af stressen efterladt på strandengen endnu skjult af tågen.

Jeg ved at denne rest af STRESS følger mig dag. Nu er den udholdelig. Nu må jeg ændre plan. Nu må jeg finde ny rytme... Måske får jeg alligevel malet.

Jeg kommer igen imorgen.

At bede om hjælp---- eller lidt om livet med PTSD

Molly ku nu kaldes Slatan  .....ferm er hun med en bold ;-)


I dag var jeg til min læge.Endelig er jeg nået til - for alvor - at indse jeg har brug for hjælp. Rundt i strategiske bunker, skuffer, poser o.l. ligger regninger rykkere og hvad deraf følger. Mit overblik hvad angår 'papirvældet' i det lovede papirløse samfund - det overblik eksisterer ikke.
På Parkinsonklinikken fik jeg et plaster der skal virke hukommelsesfremmende, det ironiske er at det tog mig 2½ måned at finde recepten og jeg glemmer at skifte plastret dagligt som jeg skal.
Sammen med den anden medicin jeg glemmer at hente, bestille, indtage gør det min medicinering meget ujævn.


Resultatet af dagens snak er et besøg af en visiterende sygeplejerske, samt min læge kontakter kommune.


Det kan lyde trivielt. Det har bare taget mig laaang tid at nåt hertil. Selv det at få en tid til i dag er svært. For hvad 'fejler' jeg egentlig? Jeg er så gennemsyret af at skulle være stærk at jeg har en uhyre modstand mod at bede om hjælp.


DET ER SGU DA MIG DER ER HJÆLPEREN!


Dertil kommer en energi-slugende social-fobi der gør det svært bare at komme ud i haven ud af huset.


Jeg tror ikke nogen kan forestille sig hvad det gør ved et menneske. Hvor svingende i formåen man/jeg kan fremstå. Det handler om at tage mod hver dag uden at vide hvad den bringer. Det gjorde du da heller ikke før? Nej der var udsvingende bare meget mindre - som at sammenligne en barnegynge med at bungyjumpe over Niagara Falls. 


Hvordan planlægger man sine dage hængende med hovedet nedad i en elastisk snor over et frådende vandfald og man i realiteten er til samtale i sin bank? Næste gang jeg kommer står jeg oppe på kanten og er vandenes Herre. Jeg er dog den samme.


Bortset fra papirbunker,  hober andet sig osse op i bunker. Tøj er bl.a. svært at holde styr på. Jeg flytter bunkerne og glemmer derefter systemerne, flytter dem videre i nye systemer der så glemmes. På gode dage  - som i perioder er i overtal - kan jeg give slip på behovet for struktur og hengive mig til maleriet, tegneriet og gåture med Molly.


Enhver kan tænke at bunker ikke forsvinder af sig selv. Mit håb er at få hjælp til at planlægge og fastholde planen.


Siden jeg blev syg i 2005 har mine venner og familie trukket et stort læs. Jeg har fået og modtaget megen kærlighed og hjælp. Der er bare grænser for deres ydeevne. Samt jeg vil gerne være sammen med venner og familie som venner og familie.


Vi får se hvad der sker!

HUSK AT TRÆKKE VEJRET

Dagen idag.... Create yourself ;-)

... stadig rystet indeni efter ufrivillig *medicinfri* weekend.


At leve med PTSD er en konstant rejse med Stress-følelsen som rejseledsager. Fornemmelsen af at skulle 'noget', NÅ noget og ikke kunne det. Være konstant på 'stikkerne' forberedt på at blive 'overfaldet', angrebet af andre, verbalt/mentalt.


Jeg skal huske at jeg selv skaber min dag. At jeg selv fylder i den hvad jeg vil, at det handler IKKE om HVAD der sker, men HVORDAN jeg takler det.


TRÆK VEJRET - sådan en enkelt ting gør stor underværker. Opfyldt af stress bliver vejrtrækningen overfladisk og tilbageholdt.
TRÆK VEJRET - ned i maven og mærk hvordan ny energi strømmer ind, lad den flyde ned til fødderne og ud i jorden som rødderne der giver livskraft til dig.
TRÆK VEJRET - pust ud og lad al den gamle stress følge med 
TRÆK VEJRET - foran et åbent vindue, i kassekøen, om morgenen,  i bilen, hver gang du mærker dig fyldt op af angst, af stress eller bare fyldt.
TRÆK VEJRET - når tankerne bliver negative, når de tager magten fra dig og styrer dig, når tårerne flyder, når raseriet koger og alt synes at modarbejde
TRÆK VEJRET - når du er fyldt af glæde og kærlighed til livet, til mennesker omkring dig, mærk GLÆDEN erstatte stress'en og KÆRLIGHEDEN fortrænge angsten

CREATE YOURSELF - JUST BREATH!

Kryb... eller lidt om Seponeringssymptomer og Antidepressiva

... i mit hoved.


Tankemylder grundet travle dage forude og fyldte dage før, Så fyldte at medicinen blev glemt købt så weekenden forløb uden hvilket har gjort dagene  her meget forvirrende.


Det har ført mindst 2 opdagelser med sig - 


- for det første at DET GØR JEG ALDRIG MER, ALTSÅ DROPPER ANTIDEPRESSIA FRA DEN ENE DAG TIL DEN ANDEN. Jeg hade det som tæsket med en hammer og måtte holde fast på sofaen så ikke den kørte, altså svimmelhed, voldsomme influenzalignende symptomer, indre rastløshed rystelser, mm


- for det andet at ANTIDEPRESSIV MEDICIN HAR MANGE SIDEVIRKNINGER som jo aftog som dagene uden medicin gik. Vandladningsproblemerne forsvandt. Derimod var seponeringssymptomerne så voldsomme at jeg måtte få yngsten til at hjælpe med at skaffe medicinen, jeg turde/ville/kunne ikke køre bil.


I weekenden kommer Ældste og 'svigerdatteren* og overnatter, hygger og strikker. Næste uge skal huset males indvendigt - hvidt - så min mørke tømmerhytte blier LYSLYSLYS .... så rummene skal lige ryddes.


Underligt at sådanne positive planer kan i den grad opildne min PTSD. Det kan det, så er morgenturen med Molly ned til strandden og vandet jo guld værd.

Og TÆNK det er lige uden for min dør!.

Ophængt Juletræ…

 

….kan rumme mange gaver under sig.

Som vanligt er juletræsfoden forsvunden. En krog i loftet, en kreative Søn afhjalp den opgave.

Han er osse mester for lyset i toppen ;-)

Alle tre stod for julemaden. Uden besvær.

Netop idag spillede Hr Parkinson op ‘til dans’ så mit overblik var helt forsvunden, dejligt er det at sønnerne bare tager over.

Nu spiller de spil ved spisebordet mens jeg nyder det. Gode minder fra engang hvor huset altid var fyldt med deres energi.

Nu kan jeg nyde den mens de er her og vide at  morgen er freden tlbage eller snarere stilheden.

Morgentur med Morgenhår - måske Morgenvane?

Hvordan dannes en vane?
Begynde at gøre - og blive ved f.eks daglig.
I dag er første dag af resten af mit liv.
Måske den bedste til at begynde nye vaner.
Og dog så ny er den nu heller ikke - den fungerede da jeg havde 3 hjemmeboende børn og mere end fuldtidsarbejde. Jeg gik en lang tur før jeg vækkede drengene til morgenmaden og arbejdsdag.
I dag er det vanskeligt bare at komme ud af døren -


Nå jeg indtalte GODMORGENHILSEN til mig selv på min smartphone (rigtig SMART). Inden jeg gik i seng gjorde jeg alt klart. Kaffemaskinen, tøjet, hundesele osv 
I morges vækkedes jeg af min egen stemme - SPØJST - men sjovt. 
Tændte for kkaffen (glemte bønnerne), glemte at tage medicinen, huskede dog Molly samt fotografiapperatet.
Gik dejlig tur, mødte MENNESKER, (rare naboer!), Molly tog en tørn med sin ven Pax - så er hendes dag reddet, jeg tog en tørn med fotograferingen så er min dag reddet.
Nu står den på TYND KAFFE , (nej jeg laver da ny;-)), en kalendernisse og en Bytur.
Mon en NY VANE er grundet?
Jeg har vist prøvet før ;-) På'en igen

Når jeg sidder i mit køkken… eller lidt *Morale* … nok for meget … men jeg blev sgu ‘sur’!

 

… ser jeg dette.

I overfaldes nok med mange billeder af denne slags fremover ;-)

I dag fik jeg nøglerne. Der er gået 19 dage siden købsaftale og 25 dage siden jeg så huset. Åbenbart er der da noget der fungerer.

Hvor jeg engang ville bekymre mig (og nok slet ikke købe) om jeg nu havde råd, om hvad nu hvis .. taget er råddent .. vinduerne BØR skiftes … huset skal sættes i stand … ja så berør det mig ikke i dag. Det er som om al min bekymringsenergi er brugt op i angstanfald. En gang  druknet i angst, i sort depression op over hovedet , ja så rør muligheden for et råddent tag mig ikke idag. (nu sku det ikke undre mig …..!)

Noget godt er der da kommet ud af al det der er sket.

Jeg fyldes af glæde. Er fuld af glæde.

Om jeg ville bytte? Tilbage til et arbejdsliv? Tilbage til at kunne fungere mentalt?

JA .

Så enkelt kan det siges. Selvom jeg idag kan fyldes af glæde over det jeg har, så er det dog stadig et parallelt liv ad et sidespor.

Hvor kom så denne tanke fra?

Jo jeg oplever stadig mennesker der ser fortørnet på mig. Når de ser mig glad, smilende for en stund tilfreds med livet. Som om det er forbudt for FP-førtidspensionister at være glædesfyldte, at være positive overfor livet.

Jeg BEHØVER jo IKKE at arbejde, jeg har en erstatning, jeg får jo pensioner…

JO jeg ER dybt taknemmelig! Nu er det slået fast!

At dette har kostet mig mere end andre er villige til at betale - hvis de sku/ku vælge, og at jeg IKKE fik et valg - det glemmes i farten.

Er der VIRKELIG nogen der tror DET er lykken? At leve på dette parallelle sidespor uden mulighed for at vende tilbage og fungere på lige fod med andre?

At jeg ikke beklager mig, ikke brokker mig, ikke er faldet i Ynkebrønden  - duer ikke.

At jeg sparer energi sammen dagligt for at deltage i de små hjørner af livet som andre tager som selvfølge - tæller ikke.

Jeg skal åbenbart hellere sumpe og ynke, brokke og beklage mig – det er nemmere at håndtere, end at jeg er GLÆDESFULD, at jeg ikke er bange for at LEVE fuldt ud, at jeg farter rundt i MadamBlå med lyserøde blomster i forruden og en seng bagi, at jeg indimellem stadig drømmer om en fremtid og ikke BEKYMRER mig om farven på dugen, gardinerne og antallet af ens krus osv

Det GØR noget ved een når LIVET plusli slår en kolbøtte. Jeg er så heldig at jeg kan finde lyspunkter, at jeg er god til at mestre mit livs knuder  positivt --- det gør ikke kolbøtterne mindre voldsomme eller skadelige – det betyder at jeg VÆLGER at fokusere på lyspunkter og det positive.

Og tro mig det er et valg – muligt for mange ! Også IKKEFørtidsPensionister!

Tegnet med venstre hånd

Her er ikke rart at være ….

 

… i *YnkeBrønden*.

Jeg har oplevet at folk falder i og ikke kommer op igen. Om det er værst at være i den eller lytte til den der befinder sig i den skal jeg lade usagt.

Mon ikke I selv ved det? Og har prøvet det ene eller det andet?

I dag tænker jeg det er et trist sted at opholde sig og jeg gør mit til ikke selv at falde i. Må dog erkende at indimellem søber jeg lidt til mig og nyder selvmedlidenhedens tåre. Det er nødvendigt. For mig. Bare jeg ikke hopper helt ned i brønden. Og DET gør jeg ikke.

Jeg får billedet af Sidse Babett Knudsen i *Den eneste ene* hvor hun sidder i sin seng omgivet af junkfood, dvd’er og slik. Det er at søbe lidt fra YnkeBrønden ;-) ….. ikke at forveksle med ØnskeBrønden.

Og det billede frembringer smil på læben, hvilket gør det svært at YNKE igennem.

MorgenKaffeKruset…. eller Bed en Blind Se!

 

… idag er Rosenkruset.

Det er smukt.
Både konkret og for mig symbolsk.

Når jeg bruger det sender jeg kærlige tanker til hende der gav mig det.

Jeg håber hun kan mærke det.

En del af sorgen ved at ha’ PTSD/Parkinson er den begrænsning der er i energien til f.eks sociale kontakter/aktiviteter. Det er hele tiden svære valg … og dermed fravalg.

Det har ikke været så klart for mig før. Min TID forløber laaaangsomt. Det er nødvendigt for ikke at fremkalde angst.

Ude i livet – fjernt fra Planeten – går livet hurtigt, ja det ligefrem løber eller snarere spurter afsted.

Jeg vælger indimellem at stikke næsen frem og deltage. Det koster!

Prisen er flere dages efterfølgende nødvendig isolation, samt enkelte ‘venskaber’ hvor ‘venner’ ikke rummer mine begrænsninger. Kan man ikke ‘spurte’ duer man ikke!

Som at bede en blind se!

Min *Krus-Veninde* er ligeså rummelig som MorgenKaffeKrus’et.

TAK for det!

Den Blå Fugl

 

…. er på vej ud i verden.

Stadig i betragterens ringhjørne.

Er livet en kamp?

Er livet at miste?

Er livet sorger?

Ingen Overskrift!

 

For der er ingen system i tankerne. Og det gør ikke noget. Idag var fyldt med lån, budget, afdrag, rater og en masse strukturelle ord og papir.

Det var selvfølgelig i banken. Jeg har med sindsro opgivet at ha overblik over min økonomi. Jeg har lagt alt over til min rådgiver. En stærk øvelse i TILLID. Egentlig ganske rart. Jeg har lagt bekymringerne fra mig for jeg vælger at leve og forfølge mine drømme.

For 2 år siden var drømmen at bryde min selvvalgte isolation. Så jeg tog på livsstilshøjskolen i Gudum. Og vendte tilbage dertil af flere omgange.

Nu har jeg dejlige rummelige livsbekræftende venner derfra. Det handlede osse om TILLID. At turde åbne op og tage dem ind til mig. Jeg er så hulens ræd for at svigte, for at blive forladt. Så aleneheden var/er knap så skræmmende.

Een af Vennerne har *skubbet* mig så jeg nu skal til julemarked i Løvskal i weekenden. Mit første. Jeg har både billeder og strik med.

Og jeg glæder mig. Denne indre uro som jeg har for uvane at kalde stress – det er nok glædens små bobler jeg forveksler. Den sunde spænding. Og jeg genkender den fra jeg tidligere skulle holde foredrag for fremmede, eller store møder med mit personale. Den spænding der skal til for at præstere og yde sit bedste.

Min vanlige kreativitet og arrangering kan jeg genkende i bidder. Og den er ÅH så velkommen. Jeg har 2 dage sammen med veninden til at forberede mig.

OG JEG GLÆDER MIG!

PS: hedder elg ikke moose på engelsk?

Den blå fugl … undervejs

 

Tirsdag fik jeg papir på jeg har en hjerne. Rart!

Blev testet af neuropsykologerne. Min gru for at ha’ begyndende Parkinson-demens. Dette blev  afkræftet. Egentlig var jeg bedre end jeg troede. Mine *problemer* stammer mest fra PTSD som så forstærkes af Parkinson.

Alt det jeg gør er *godt* – mhp træning af krop og sind. Endnu en rar ting at få at vide.

Det mest synlige ved testen var den udtrætning der fulgte …. jeg sad og saldt i søvn efter den første time.

Det bedste var dog at jeg oplevede at jeg for første gang blev set som en HEL person(næsten) og ikke kun min *Parkinson*  som ikke er min bedre halvdel.

Og endnu engang blev jeg kaldt *UNG* … så som sådan er Parkinson jo ikke værst – åbenbart en sygdom hvor jeg fremstår som UNG!

Man må jo tage det gode med!

Og fokusere på det.

Mit Univers….

 

Siffes Planet er snart ikke mere ene –  i december kommer en ny Planet i mit kredsløb.

Billedet er udsigten fra denne terasse:

der er foran dette hus:

knapt 100m fra fjorden – foran er en  er fjordeng – med græsser. Engen ved siden af er med græssene køer. Det næstsidste hus på blind vej ud mod fjorden. Stille stille stille. Kun svanernes vingesus kan jeg høre.

Min drøm er muliggjort – vandudsigt, uforstyrret, alene og samtidig nær  andre. Det jeg har brug for med PTSD i rygsækken. Måske passer det ikke her Parkinson – jeg har dog ikke spurgt om hans mening!

Det lyserøde hus bliver min *arbejdsplads* – mit atelier. Når tanker flyver højt tænker jeg ‘måske afholde kurser engang i fremtiden’. Så flyver de altså osse højt.

Positiv tænkning bringer nu een langt. Jeg har længe tænkt at sku jeg ønske mig mere var det vandudsigt. Og så er det der plusli.

Send ud i verden hvad du har brug for – ønsk det – bed om det – at det kommer til dig UDEN at det skader andre – og det vil komme til dig. Det handler om at tage imod, være opmærksom på de tegn Universet sender dig, og ikke mindst sige Tak og være taknemmelig.

Pladsmæssigt er det stadig et mindre hus, de 2 huse tilsammen. Det er ok. Jeg har bare lidt langt mellem de 2 stuer ;-)

Nu kan jeg da bade inde.

 

 

 

 

 

 

 

 

r

STRIKKE MEDITATION…..

 

… er ganske anbefalelsesværdigt.

Jeg rammes af ubehageligt tankemylderbombardement når jeg bare forsøger at meditere.

Lader jeg derimod garnet glide gennem hænderne med et ubesværet mønster – så virker denne uendelige gentagelse af samme bevægelse beroligende og afslappende.

Jeg tænker ikke. Jeg mærker ingen angst. Jeg fokuserer på vejrtrækningen – ånd ind –pause – ånd ud – pause ….  på det sanselige ved garnet, mærker strukturen, ser farverne, på lydene i rummet og i mig selv.

Plusli er der en rytme – og når den mærkes og erkendes ledsages den af en dyb ro indeni.

Dette er når jeg strikker alene. Jeg kan bruge det hvis jeg rammes af angst ude blandt andre. Derfor medbringer jeg *strikketøjet* overalt. (Godt der ikke lovgives om strikkefri zoner.)

Jeg kan anbefale dette til andre der finder det svært at meditere – svært at slukke for den indre stemme.

Fat rundpinden og begynd – der kan strikkes simple tæpper, tørklæder o.a i begyndelsen, senere lacesjaler i enkle hulmønstre.

Produktet er her underordnet – det er ‘undervejs’ der er det vigtige.

Held og lykke.

Let LOVE talk….

 

Et af 3 billeder i samme serie.

Jeg kom ikke til Næstved. Og det er OK.

Istedet overholdt jeg en gammel aftale med Steen – MIN psykiater. Hvis man kunne uddele stjerner, hatte, brikse eller andet … så skal han ha max point med pil opad.

Vi har haft kontakt igennem snart 6 år. Til hver aftale har han haft god tid til samtale og ikke bare udleveret recepter. Han lader mig bestemme tid for ny aftale. Han lytter og spørger. Ja han kan ikke anbefales nok. Gid han kunne smitte lidt af på andre psykiatere. Som vanligt er jeg heldig -midt i det hele.

Jeg havde i weekenden sorteret papirer fra de sidste 6 år. Forsøgt på. Jeg læste og indså hvormeget jeg har glemt. Alle ankesagerne, ressourceprofiler, afholdte og aflyste møder med kommune, læger, a-kasse, fagforening(er), psykolog(er) osv Samt deres udtalelser og beskrivelser og vurderinger af MIG.

Pudsig læsning.

Skræmmende læsning.

Plusli kan jeg se – og forstå – hvor skidt jeg har haft det. Og HVORFOR jeg ikke skal – eller kan – ‘tåle’ den mindste smule krav.

Det har fået mig til at indse at der er visse sider af mig selv jeg skal vænne fra. Jeg er af natur ambitiøs og konstant ‘expanderende’ – og den side må tones ned.

Og det er sg’ ikke nemt ;-)

Det ER stadig svært at acceptere og efterleve. Når jeg VIL for meget og ikke KAN, når jeg konstant bevæger mig på grænsen af formåen …

Det er sg’ ikke nemt ;-)

Nu sætter jeg mig og strikker, laver lidt tusser og småbilleder, … og LEGER!

 

SiffeService: Gode råd ved *kognitive begrænsninger*…

 

Generelle råd:
Få nok søvn og hvile
Få frisk luft
Vær daglig i fysisk aktivitet
Unngå alkohol, rus og røyk
Ha et sunt og regelmessig kosthold
Få i deg nok væske
Finn gleder og bruk humor
Sett av nok tid til det du skal gjøre
Unngå tidspress
Tilpass tempo til dagsformen din
Ha korte arbeidsøkter
Ha korte pauser
Prøv å skape forutsigbarhet og gode rutiner i hverdagen
Reduser støy – slå av radio, tv og lignende
Gi deg selv tre små utfordringer hver dag – fysisk, sosialt
og intellektuelt.

lånt fra

Norsk Parkinsonforening

Kognitive vanskeligheder kan optræde ved forskellige sygdomme – f.eks Parkinson, PTSD, Hjernetumorer, Hjerneblødning, MS osv

Egentlig er det ganske  gode råd at følge sygdom eller ej.

God dag.

Er jeg en Alien?

 

Jeg overvejer det stærkt!

Sidst var det OMDREJNINGS-TÆLLEREN.

Idag var det speedometeret. Det var totalt ude af trit. Det stod helt stille … så lod jeg tankerne ‘beame’ det … trak vejret trak vejret trak vejret….

Det var på vej hjem fra en hård dag hos FYS’en.

Ja jeg er startet og bliver gennem’tæsket’ brystkassen og højre arm …. idag osse bundet sammen med sort gaffa ,,, neeej da men noget der ligner men er kinesisk woodooplaster.

Alien’en ? … jo i de der film begynder elektriske apparater at opfører sig underligt når Aliens nærmer sig. Og ikke kun min bil, osse mobiltelefonen, fjernsynsantennen(stueantennen), den bærbares opførsel, kogepladen …. Alle anordninger er periodevis ude af trit.

Nå .. det er jo bare spekulationer … og ved sidste tjek var jeg bare et ganske almindelig menneske, sårbar, nem at skræmme…. med en livlig fantasi ()

Som regel er det tegn på overanstrengelse … kan jeg virkelig få det? Jo … for jeg har valgt at LEVE .. og ikke lade mig begrænse af angsten når den dukker op i sine forskellige finurlige forklædninger. Tværtimod .. så tage det som tegn, advarsel, huskeregel … når jeg skræmmes af speedometer, af omdrejningstællere,mm så er det en måde at fortælle mig på – SLAP SÅ AF SIFFE … sæt dig og strik, gå dig en tur, klap Molly… og nu gør jeg det så!

Går tidligt i seng.

Godnat, sov godt eller godmorgen og god weekend.