Travolta er stadig i sit cover. Jeg har gjort det forsømte - bevæget mig ind i Blogland. Rækken af ulæste indlæg er nærmest kilometerlang - svarende til dagens dårlige samvittighed.
Jeg får ikke læst.
Så nu er det indrømmet. Alle jer kære folk der er medlæsere og kommentatorer her - jeg beklager min forsømmelighed.
Samtidig overvejer jeg ordet
Blogkrise (Tak for ordet Miri). En sådan er nemlig ved at udvikle sig her på Planeten. Hvorfor skriver jeg egentlig? Er der noget jeg skriver der kan være væsentlig for andre? Nu er det jo sådan at jeg skriver mest
for mig selv. At andre kan læse gør at jeg er mere kritisk og ikke ryger ud i for mange ord (hvad nogen dog har ret til at mene) - især når tiden løber
NED ad bakke drukner jeg følelserne i ord. Har tidligere gjort det.
Som om man kan skrive sig fra angst, skyld og skam. Det virker til en vis grænse - men derefter er følelserne tilbage uden ord. Så er det jeg maler eller tegner - for kun at lægge yderligere sten til min kritik af mig selv! Sluttelig er der kun følelserne tilbage - helt nøgne og krævende.
Jeg har valgt at være
ærlig på bloggen. Ikke udkrængende mit inderste intime sjæleliv - men det liv hvor følelserne til dels har frit flow. Jeg vil gerne berøre emner på en sober, nærværende måde. Emner det er svært at tale om. Emner som på en eller anden måde stadig er TABU.
Det er stadig
TABU at vise sine følelser offentligt. Det opfattes som krænkende andres private rum. Som svagt. I dagens DAnmark må man ikke være svag. Man skal fremstå stærk, viljefast, selvstyrende, målrettet. At gi slip på sin kontrol offentligt krænker andre mennesker. Der er dog visse rum hvor det er tilladt. Hos psykologen, terapeuten, nogle hospitaler. Selv hos praktiserende læger kan selv lettere følelsesudbrud virker grænseoverskridende. Vi tolererer billeder af krig, vold, lemlæstelser i avis og andre medier, men naboens gråd kan vi ikke tåle at høre eller se. Gråden hører til i Terapeutens, behandlerens rum - ikke vores fælles. Det gør os utilpasse.
Der er visse emner der er
TABU.
Jeg har boet sammen med en Alkoholiker. Han erkendte sin *sygdom*, men endte alligevel med at tage sit liv - begå Selvmord. Et andet Tabu-emne. Jeg kan erkende min mand er død. Jeg kan erkende at han var alkoholiker. Jeg kan erkende at flyttede fra ham, for at vise at jeg ikke kunne acceptere alkohol og 3 drenge sammen. Det måtte være enten eller.
Jeg er psykisk syg - med Depressioner. Endnu et område, hvor der mere hviskes i krogene end tales åbenlyst. Et benbrud er mere socialt acceptabelt. At tale om Depression får altid/ofte et vist præg af tud og tårer eller at et sammenbrud nærmer sig - Lad mig komme væk.
Først når Alkoholikeren er alkoholfri, Narkomanen er stoffri kan der komme en vis stædighed i stemmen og en vis offentlig anerkendelse af deres sygdom. Vi kan møde hende.
Når den depressive har sine depressioner og møder uvasket usoigneret frem af tågerne, eller alkoholikerne dufter af sprit og snøvler, så mødes de oftest med væmmelse. Jeg forstår det godt. Jeg har været der. Jeg er selv veget væk og gået udenom. Været fuld af ikke-erkendte fordomme.
Jeg har ingen løsninger. Kun tanker.
Min Blogkrise trænger sig på. Hvor går grænsen. Skal jeg nedlægge Planeten? Skal jeg gøre den Privat? Jeg kunne godt tænke mig at det var muligt at gøre den selektiv privat. For måske er jeg ikke parat til at kæmpe for et mere åbent offentligt rum. Forstå det nu ikke sådan at jeg mener vi skal flæbe i flæng. Jeg plæderer for en større accept omkring disse TABU'er. At ordet Omsorg får en bredere folkelig betydning. Så når den næste Fulderik, Narkoman, Overvægtige og Psykisk Syge mødes - så er det med et forstående glimt i øjet. At der smiles til. At der genkendes. At der ikke bliver tavshed når den 12-årige søn svarer:
Han skød sig på spørgsmålet om Stedfaderens død.
I dag dag er det ikke anerkendt at være flygtning. Da jeg begyndte at arbejde med flygtninge i 1999 var der en stor forståelse og omsorg for disse mennesker. Da vi nåede frem til 2005 var den offentlige mening fuldstændigt ændret - først i år blev meninger offentlig polariserede ved 2 massive fronter overfor hinanden. Bare tænk på valget 2007. Hvad der endte med at blive fokusområde og hvad der siden hændte. Hvor mon de irakere er i dag? I dag er det næsten TABU at vedkende sig at arbejde med Flygtninge. Dette bare nævnt som et billede på hvro hurtigt det kan skifte - i den offentlige fælles forståelse.
Ingen vokser jo op med tanken:
Når jeg bliver stor vil jeg være en Psykisk syg, en Narkoman, Alkoholiker, Flygtning og Overvægtig! Og Helst før jeg er 30!Hmmm... det blev vist en lang smøre. Relativ ucensureret - Hvis I er nået hertil har I valgt at læse mes. Sig ikke I ikke var advaret! Dette ville ha været et af de selektivt private indlæg - istedet blev det offentlig.
Jeg ved ikke om essensen er tydelig. Men det er nok et tilbagevendende emne på Planeten ;-)
I 
Men færdig dette dejlige Lisette (mit navnevalg efter Lisette fra 
eller 
Den første en eventyrfilm uden dybere indhold.
