Når man har en følgesvend der hedder PTSD (jeg tror det er ham der driller) ja så skal der ikke så meget til før stressen dukker op.
Siden jeg kom hjem, samt de sidste uger i GUDUM, har jeg haft en indre uro, begyndende angst, og tilsidst også forhøjet blodtryk igen med hvad deraf følger.
Det var vildt grænseoverskridende at afholde udstilling med fernisering osv. Jo da jeg er taknemmelig, glad, stolt og meget mere. Men da jeg havde sagt ja til udstilling – ja så have jeg det som på billedet ovenover.
LAD MIG KOMME IND
Jeg havde bevæget mig ud af mine *trygge* rammer = isolationen, depressionen, og havde valgt livet en stund. Det er i sig selv angstprovokerende og så at være centrum for en fernisering, ja det var direkte ANGSTEN selv.
Ydermere foreslog Krea-læreren at jeg til foråret skulle indlevere 5 billeder til censureret udstilling for at se om de kunne blive optaget.
Så jeg savnede(savner) tiden hvor der ingen krav var til mig. Hvor jeg bare kunne sidde og strikke.Uanset om det var trist og mørkt –ja så var det kendt.
Nu har jeg bestemt at JEG BARE LEGER, som jeg har gjort indtil nu. At hvis der er noget der er værd at indlevere ja så gør jeg det. Men jeg maler ikke *med henblik på* indlevering udstilling osv. For så bliver maleriet produktorienteret, hvor det indtil nu primært er selve processen. Altså fordi det er SJOVT at male, lege, klippe klistre, býgge forme, strikke osv.
LEG BARE MED ;-)


