De af jer der læste med for 2 år siden I vil nok huske jeg tog til Kina med en kræftsyg veninde. Efter en kort opblomstring efter Kina – hvilket ikke blev taget alvorligt herhjemme – ja så synger det nu på sidste vers. Nu er der konstateret kræftknuder i begge bryster på over 7 cm. Hvilket Veninden har gjort opmærksom på flere gange. Hun har valgt at slutte behandlingen af sin kræft, som nu er næsten – overalt.
Dette skal ikke være et klageskrift over behandlingen i DK. Men et skriv om hvordan Veninden vælger at møde sin sidste tid.
Det er en svær tid. For Veninden selv. For familien. For Venner, Kolleger og Veninder.
Vi har ringet sammen mens jeg var i Gudum og efter konstatering af brystkræft kunne jeg høre at nu opgav hun at kæmpe mere. Til januar er det 3 år siden hun blev diagnosticeret. Sidst i november i år havde hun sin sidste arbejdsdag. Indtil da har hun passet sit job – til sidst dog kun 2 dage om ugen. Men alligevel.
I dag var jeg på besøg. Med en pose med strik til hende. 2 sjaler, 1 par sokker og 1 par halvvanter. Hun er mager, hun er træt og bleg da jeg kommer. Det er svært at holde tårerne tilbage. Hun kan kun ligge på sofaen. Hun er blevet så lille så lille. Hun der er en Amazone af energi, eller var snarere. Men hun har bevaret sin indre sejhed, selvom hun har mistet sit røde hår, signalet om kampklar. Hun har en bog hvori hendes tanker om begravelsen er beskrevet. Mand og børn har hun snakket med. Hun siger åbent Nu vil jeg ikke kæmpe mere. Nu går det som det går.
Hun har ingen smerter. Bliver behandlet med smerteplaster. Men er utrolig træt. Hun kan knap slæbe sig afsted på krykker, eller selv sætte sig op, hun venter på en kørestol.
Mens vi snakker pusler manden omkring. Serverer kaffe og hjemmebag, som datteren og svigersønnen har bagt hjemme hos Veninden. Manden laver konfekt i køkkenet og mine problemer bliver af en helt anden dimension. Vi snakker om hvor hun vil dø – hjemme eller på hospitalet. Hun er ikke bange, hun har sin tro. Den har båret hende igennem sygdommen fra starten af. Undervejs har vi været uenige om vores tro, men lader det nu ligge. Vi tror begge – det er det vigtigste.
Efter et par timer drog jeg afsted igen. Veninden havde fået farver. Vi havde grinet og snakket – nok mest mig om Gudum. Jeg takkede hende for den gode Veninde hun er og har været i de 20 år vi har kendt hinanden. Hun har givet mere end hun er klar over. Det bliver svært at tage afsted til Gudum igen. Men telefonen er der jo og jeg kører hjem når og hvis hun har brug for det. Men kender jeg hende ret så er hun sej…..
Det sværeste var at tage afsted på besøget. Jeg gruede for gråden. Imorgen vender jeg tilbage med ugeblade , striktøj og ikke mindst snakketøjet ;-) Det er ikke svært.