… hvad vil jeg egentlig med denne blog?
Som den opmærksomme læser har bemærket er der stor afstand mellem posterne på det sidste.
I stedet har jeg tænkt!
Og det kræver sin energi.
Det som startede som en blog mest om STRIK med et islæt af erfaringer med Depression og PTSD.
Det var STRIK der hjalp mig gennem depressionerne, og bloggen gav mig et fast struktur og synlighed for fremgang mht PTSD’en.
Nu er mit liv endnu engang ændret.
Ikke så drastisk og absolut til det bedre.
Uden at tage store ord i min mund er jeg ved at lære at leve med PTSD. At tage mine forbehold når det er nødvendigt. F.eks IKKE tage til marathon i København selvom den mellemste søn stillede op. I ‘gamle’ dage havde jeg tvungen mig afsted for sønnens skyld, men pinsesøndag blev jeg hjemme og sendte istedet min støtte pr tanke.
Og han gennemførte! TILLYKKE MED DET.
Opholdet på Gudum har været en stor del af bedringen.
Siden jeg kom hjem har minde dage været gode. Jeg har haft mere energi, stået tidligere op, kunne holde struktur i form af faste måltider og oprydning bagefter.
Og det er store sager.
Mit arbejdsbord FØR:

… og EFTER:
… og REOLEN har jeg selv samlet ;-)
Det tog godt nok en dag – men jeg gjorde det selv, uden tåre, angst eller andet utøj ;-)
Dette er et andet oprydningsprojekt. Min internet-, fastnet-, mobil –forbindelse osv … som alligevel ikke virkede. Så UD med det. Og ind med 3 – freetalk og mobilt internet. Det funker. Med i købet kom en ny mobil – den sødeste lille – nejikke lyserøde – men lilla klapmobil. Den funker.
Et andet sted der er sket forandringer er i haven:
Da jeg kom hjem fra Gudum havde den udviklet sig til en Mælkebøttemark.
På 2 dage nåede jeg gennem ½-delen af marken. Så kom – tilfældigt – min havemand der holder arealet udenfor grunden og vupti – hyrede Prinsessen ham til at slå græsset fremover ;-)
Selvom det er god motion med håndklipperen – ja så vælger jeg altså at lade en anden få gavn af det. Man skal jo dele ud af sit overflod.
Nu vil nogle nok tænke … Har hun da slet ikke strikket? Og jo det har hun. Men mere om det senere … nu kalder frokosten!