STRIKKE MEDITATION…..

 

… er ganske anbefalelsesværdigt.

Jeg rammes af ubehageligt tankemylderbombardement når jeg bare forsøger at meditere.

Lader jeg derimod garnet glide gennem hænderne med et ubesværet mønster – så virker denne uendelige gentagelse af samme bevægelse beroligende og afslappende.

Jeg tænker ikke. Jeg mærker ingen angst. Jeg fokuserer på vejrtrækningen – ånd ind –pause – ånd ud – pause ….  på det sanselige ved garnet, mærker strukturen, ser farverne, på lydene i rummet og i mig selv.

Plusli er der en rytme – og når den mærkes og erkendes ledsages den af en dyb ro indeni.

Dette er når jeg strikker alene. Jeg kan bruge det hvis jeg rammes af angst ude blandt andre. Derfor medbringer jeg *strikketøjet* overalt. (Godt der ikke lovgives om strikkefri zoner.)

Jeg kan anbefale dette til andre der finder det svært at meditere – svært at slukke for den indre stemme.

Fat rundpinden og begynd – der kan strikkes simple tæpper, tørklæder o.a i begyndelsen, senere lacesjaler i enkle hulmønstre.

Produktet er her underordnet – det er ‘undervejs’ der er det vigtige.

Held og lykke.

Weekenden’s virke…

 

Dejligt var det at møde Stefanie igen.

Vi var 5 kursister  - de 4 andre kendte hinanden. Hyggeligt var det  som vanligt.

Stefanie har stadig AOFkurser i Holbæk  så jeg vender tilbage på mit gamle hold.

Glæder mig. Jeg fik malet 3 billeder. Færdige ? Ved det ikke.

 

Søndag glemte jeg medicinen om morgenen. Så fik jeg lige understreget vigtigheden af at tage det på fast tidspunkt. Og tydeliggjort hvilke symptomer jeg har.

Nu har jeg endelig fået indkaldelse til NNeuropsykologerne på BBH. Kan jeg sige jeg glæder mig? Det gør jeg – oog gør jeg ikke ;)

Weekend

 

Den lange pause ….

Der males….

Der funderes ….

Der ‘spises’…..

Mønstre brydes ikke let. Gamle vaner stikker næse frem igen. Suk!

Denne weekend tilbringes i Atelier Strandhuset i Rørvig. Hos Stefanie Woschek. Rart gensyn. Maler’ånden’ er retur. Det er som om LYST og EVNE følges ad. Aftaler at starte på Stefanies AOF-hold igen – som i gamle dage – før Hr. Parkinson meldte sin ankomst.

SiffeService: Gode råd ved *kognitive begrænsninger*…

 

Generelle råd:
Få nok søvn og hvile
Få frisk luft
Vær daglig i fysisk aktivitet
Unngå alkohol, rus og røyk
Ha et sunt og regelmessig kosthold
Få i deg nok væske
Finn gleder og bruk humor
Sett av nok tid til det du skal gjøre
Unngå tidspress
Tilpass tempo til dagsformen din
Ha korte arbeidsøkter
Ha korte pauser
Prøv å skape forutsigbarhet og gode rutiner i hverdagen
Reduser støy – slå av radio, tv og lignende
Gi deg selv tre små utfordringer hver dag – fysisk, sosialt
og intellektuelt.

lånt fra

Norsk Parkinsonforening

Kognitive vanskeligheder kan optræde ved forskellige sygdomme – f.eks Parkinson, PTSD, Hjernetumorer, Hjerneblødning, MS osv

Egentlig er det ganske  gode råd at følge sygdom eller ej.

God dag.

Hjælpemiddel til jordslået hjerne

Jeg sidder her hvor jeg dagligt befinder mig – foran skærmen med den bærbare på skødet.

Forsøger at danne mig et overblik og dagene livet planeten…

Plusli ihukommer jeg at på jobbet havde jeg jo en kalender på pc’en hvor jeg med nemhed havde dagens opgaver tastet ind.

Det er da det jeg sku ha her!

Og vupti fandt jeg lige at Hotmail faktisk HAR sådan en funktion – så nu kan jeg med nemhed (ha) få overblik – tænker jeg.

Det er da et forsøg værd.

PS – Oventsående TUS fåes snart som postkort sammen med andre af mine tusser ;-)

Kan allerede sendes som e-postkort (gratis) til een af dine nære eller kære.

Tryk her

Det handler om SYNSVINKEL….

Hvad der end sker i ens liv handler det mere om HVORDAN man ser på det end HVAD der egentlig sker.
Mener jeg.
Så vidt det er muligt forsøger jeg at tolke mine ‘livsepisoder’ positivt – efter den første reaktion har lagt sig. Man skal jo ikke ligefrem være lalleglad. Jeg skal Lissom være på *bagsiden af hændelsen* for at kunne se det positive. Forsøge at se hvad f.x. Hr.Parkinson kan tilføre mig og mit liv af positive tiltag.
Det er jo ikke altid nemt eller ligefor. Jeg mærker jo begrænsningerne dagligt, mens det positive skal jeg være mere bevidst om at frembringe.
Så er det godt – for mig – rent konkret at skifte plads.
Flytte mig fra hvor jeg vanligt sidder til en hel ny plads.
Så nu er der kommet en (plads til en ) SYNSVINKEL-BÆNK på Planeten.

Jeg plejer at sidde på terassen og se på haven– nu laver jeg en plads i den store busk så der kommer et skærmet sted, hvorfra jeg kan se huset.
Selvom bænken endnu ikke er der så kan jeg dog godt se hvad Hr Parkinson har tilført mig.
Erkendelsen af At LIVET er lige NU!
Sagt på en anden måde:
Det er NU det sner!
Hvad jeg end VIL med mit liv så handler det om at VÆRE/GØRE det – ikke udsætte til –een gang…. – når jeg…. – hvis lige så ….
NÆH tage fat om livet NU!
GØRE på trods af angst, på trods af negative tanker, på trods af …
Så nu vil jeg drikke kaffen, og danse lidt med Parkinson – det stivben ;-)

Minfullness....

….hives lige frem igen.

Et gammelt indlæg fra 2008.
Især dette volder besvær:
6. ACCEPTEn anerkendelse af det, der er. Accept er en forudsætning for at være mindful. Accept er evnen til at forstå, rumme, tolerere det, der er – og en betingelse for selvudvikling. Det gælder også accepten af egen utålmodighed, aversioner og mistillid.

Dagens lægebesøg udartede sig anderledes end forventet, dog ikke at det gør noget. Samtalen med sygeplejerske blev aflyst og jeg talte med en læge der kaldte mig *ung*. Ikke *yngre* – men UNG! Dermed være ALT tilladt ;-)

Medicinen blev øget, vederlagsfrit fysioterapi ordineret, neuropsykologiske undersøgelser planlagt. Så nu er der taget hul…. på fremtiden

Det er anderledes at sidde på den side af bordet. Indimellem tænker jeg at min ‘gode’ evne til at kompensere for tab af rørighed mm kan være en ulempe. Udadtil virker jeg - måske – ikke så hæmmet af mine begrænsninger, mens jeg selv oplever det som ‘slemt nok’. Hmmmm…. fjern den sidste sætning og udsagnet er OK ;-) jeg ynder ikke ynk!

Det er her Mindfullness spiller ind. Lige at læse disse 7 sentenser og overveje hvad de egentlig siger mig – giver mig roen igen, såvel som at ventetiden er ovre hvad angår udredning og behandling.

Så NU er NU!

Læs dem og overvej om de kan bringe dig ro i dit liv.

Aftenvisit på Planeten

 

Mit ‘engstykke’ virker. Nu er dyrene vendt tilbage og nipper, mens jeg nyder.

Hyggeligt.

Jeg er på vej til staden i dag. Til BBH. Ældsten dukker op for at være ‘hundesitter’ i Madam Blå.

Mine forventninger til besøget er alen-høje, så høje at det næsten er umuligt at leve op til dem.  

 

Molly slapper godt af i sine nye omgivelser. Følger mig rundt hvor jeg færdes. Enkelte små uheld er der sket … hun virker nu klog sjov og lærenem.

Vi har været i byen en ½ time hver dag så hun kan lære mylderet at kende. Endnu har hun ikke vist sig bange eller utryg – bare træt af alle de nye indtryk.

Træpind og tus….eller Det starter med…

.. en skitse. Her udført med Tus og træpind. Det er flere år siden jeg har lavet skitser efter model. Sjovt er/var det da vi gjorde det på Gudum.

Den ovennævnte er vist et forsøg på den første type skitse.

 …og dette en detaljeskitse af falkeøje.

 

 

Vi var på Museet for religiøs kunst. Storm P var udstillet. Hans malerier og tegninger har nu altid fascineret mig, Især hans snurrige opfindelser.

Museumsgæster er fortrinlige skitsemodeller da de ofte står stille i længere tid ;-)

 

Når nu strikningen er delvis lagt på hylden er det rart at ha en anden syssel.

Højre arm finder sig ikke i at strikke, når jeg tegner/ maler smider jeg pind, pensel eller tussen over i venstre hånd – og den fungerer. Så mon ikke det går?

Lige nu er der meget forskelligt på pindene – der strikkes kun på et par pulsvarmere. Det er jo med at være i god tid.!

Ro på ….

 

.. tja måske er det ikke lige det der forbindes med ovenstående billede!

Må jeg præsentere jer for Molly fra Mors – en ægte nordjysk HIH-hund. En sjælden dejlig race. Hun hoppede lige op i Bussen – Madam Blå - på WesterHaws-ruten. Nu bor hun sørme her på Planeten. Og imødegår en fremtid som Bus-Hund – hvilket hun nyder. Jeg har stadig min *frihed* og har nu en ledsager med mig.

Dette år er og har været hektisk. Hr Parkinson er for alvor flyttet ind og er nu på tålt ophold.Som modvægt lever jeg for tiden lidt i overhalingsbanen – i det mindste i forhold til sidste år.

Det er endnu for tidligt at lave *årsopgørelse* , dog er en lille mellemregning på sin plads.

Imorgen er det tid for Hr Parkinson at træffe sin nye neurolog på Bispebjerg. Måske ‘hænger jeg min hat’ på en krog der ikke kan bære – jeg forventer en del af besøget.

Jeg er netop kommet hjem fra en uge med maleri på Gudum Livsstilshøjskole

Det var en givende uge med inspirerende ‘malerister’ og dygtige, sjove undervisere fra art-club.dk

Mit første ‘landskabsmaleri’ kom for dagen…

Paragliding ved Bovbjerg fyr.

At horisonten er skæv skyldes mine fotografiske evner ;-)

Nu kalder Molly … Hav en god dag.

Både GODT og SKIDT

Parkinsonskole i dag. I et smukt kursuscenter. God forplejning. Gode ledere, undervisere. Det var noget af det gode.

Anderledes var det at møde andre Parkinson-ramte hvis sygdom var ‘nået’ længere. Det berørte mig.

Hvad der især ramte mig var oplevelsen af mine egne symptomer, der jo ikke er synlige. Umiddelbart kan det ikke ses på mig at jeg er Parkinson-ramt. Jo hvis man kender mig godt.

I dette fora – som var nyt og utrygt, var min tale meget hæmmet. Min ‘ordmobilisering’ var meget ringe og jeg måtte lukke øjne og holde pauser for at finde ordene. Det er skræmmende. Men samtidig lærte jeg at graden af symptomer er medicinafhængig.

En af underviserne var sygeplejerske og nævnte vigtigheden af tid ved konsultationerne. Det trak vand. Når jeg tænker de 12 minutter jeg er blevet bevilget og samtidig have svært ved at finde ordene og få dem frem.

Nu ‘glæder’ jeg mig endnu mere til august hvor jeg skal til Bispebjerg hospital. De er specialister i PD. Og jeg vil møde både Neurologer, sygeplejersker og Neuropsykologer.

Det er med at holde balancen indtil da!

Jagten på….. eller lidt om Pottetræning!

 

… ja jeg ved snart ikke hvad.

Mine tanker for denne weekend var ‘komme væk’, ‘finde fred’, ‘afprøve nye strategier’. Det sidste sagde jeg til mig selv for at bortforklare flugtfølelsen.

Hvad jeg flygter fra?

Færdiggørelsen af malerier til ‘udstillingen’.

Udpakning af svigermors kasser og ting. Der er både garn og gode minder. Og det må gøres med omhu.

Planetens uoverskuelighed lige pt.

Hr Parkinsons ‘skole’ i morgen. En ren Konfrontation.

Desuden er jeg midt i en POTTETRÆNING. Det handler om at reducere antallet af potter på terassen. Hr. Parkinson har vundet – med sin praktiske tilgang til PotteBlomster der skal vandes.

Efterhånden er der kun de sejlivede samt stauderne tilbage. De får være.

Alt er der jo stadig når jeg vender tilbage. FACE IT SIFFE!

Nu udsættes ‘flugten’ til midt i næste uge. Desværre kommer jeg så iikke til PAKHUS 16 eller møder Losarinas Mor og Lavendel. Men de er der jo stadig ;-).

Hr Parkinson rapporterer fra Føtex:

 

Er dette hvad der kommer imøde?

Ikke den orange løber – men teksten bag linket.

Guudskelov er jeg endnu ikke synligt præget af Hr. Parkinson – alligevel ….

A zombie survival-kit

 

En kær kær Veninde  sendte dette til mig.

Altid rart at ha’ i baghånden hvis Zombien indfinder sig igen ;-)

Lige for tiden holder han fri – dejligt at ha’ hjernefunktion igen!

Jeg sætter nok mere pris på hjerner end tidligere.

Veninde-Kvinde!

 

I disse dage er en SKØN kvinde flyttet ind. En ægte Jyde – et afkast et af HøjskoleLivets GoDER. Vi griner godt sammen, nyder de samme ting og ser muligheder fremfor begrænsninger.

Vi nyder livet og afprøver grænser hvilket medfører at PlanetLivet udviddes.

Ganske små skridt, men mange af dem, så kommer man langt omkring.

En af Dæmonerne på Planeten er nemlig den irriterende ANGST. Irriterende, men KonfrontationsMulig.

Hele tiden gå til grænsen af det mulige/det sikre – for så at stikke snuden indover. Når der er en følgesvend er det knap så farlig. Og den eneste løsning på Dæmoner er at SE dem i øjnene!

Fantastiske Liv. Jeg mærker jeg lever!

På rette vej …. (og TAK til Hr. Parkinson).

 

Sådan har det været. Egentlig er det vel men som en joke. Det passer nu bare lidt for godt til mit liv.

Nu er det ved at ændre sig.

Godt nok spredt fægtning. Alligevel har både rengøring og madlavning indfundet sig på Planeten.

Som med meget andet gennem tiden med sygdom er det først BAGEFTER jeg oplever hvor svært det egentlig har været. Bagefter at jeg ser hvor LIDT funktionel jeg har været. Det er da en ganske god strategi at ha’- For hvis jeg oplevede det IMENS ja så ville jeg nok ha givet op. Kirkegård har sagt noget klogt om det.

Trods de sene nattestunder er jeg oppe tidligt – for mig altså. Jeg nyder kaffen og morgenbrød fra Årstiderne. Så er der lidt havearbejde der kalder – jeg fik sået til DriverrHuset i dag. Jeg mangler stadig at male enkelte vægge derinde – det får dog vente.

Efterr frokost kaldte en Barnedåb. Den blev set i køkkenet på den lille Notebook. Ganske smart når jeg selv skal sige det. For en ½ opvask forsvandt samtidig.

En masse andet af det jeg forstår ved LIV har været her i dag: malet, tegnet,  gulvvask , lange snakke med dejlige mennesker, støvsugning, aftaler lavet…

Jeg NYDER det.

Jeg ønsker at RÅBE ud til alle mennesker at de skal VÆRDSÆTTE det de har. At det er vigtigt at prioritere i sit liv. At det er vigtigt at fylde sit liv ud med den man egentlig ER og VÆRE DET fuldt ud. Lad være med at kævle over småting. VærE GLAD for en opvask.

Tsk tsk …. og det skal komme fra mig .

TAK’ken til Hr.Parkinson er simpelthen fordi han satte mig i gang for alvor. NEGATIVE tanker bliver kastet bort med det samme. Det er der sørme ikke tid til. LIVET er lige NU og det hjælper han mig faktisk med at huske på!

Næste skridt er at TÆNDE STEARINLYS om aftenen.

Små skridt.

HUSK DET!

Lidt NYT:

 

Selvom jeg ikke selv er den store Madlaver mere så kan jeg da godt nyde en god MAD-BLOG.

I dag blev jeg anbefalet en ‘ny’.

Nemlig Tante Sød’s kan anbefales til de madglade. Absolut et besøg værd ;-)

Måske jeg kan få inspiration til nemme overskuelige retter.

Life isn't a matter of milestones, but of moments.

 

YngsteSønnen kommer i dag – tager sækkene med på Genbrugspladsen. Men først efter lidt nydning.

Roserne er klippet her til formiddag. Er der ikke noget med at de osse skal gødes nu? Den fil er vist deletet.

Potterne og plantekasserne på terassen er gennemset – få - lidt sørgelige rester - er tilbage. Hr. Parkinson mener alle potter skal kasseres og ingen nye etableres. Jeg er af anden mening. Gad vide hvem der vinder?

Inspektiionsrunde på Planeten. Et udvalg er nedsat for at komme med forslag om forbedringer af ‘UdkantsDanmark’. Foreløbig er Hr. Parkinson valgt til formand og jeg til sekretær. Så må vi se.

Laaaang snak i telefonen med god ven, fjæserier og bloglandsvisitter.

DET er en del af mine Moments i dag.

Det her handler slet ikke om….

 

…. en død Grævling.

Det handler om jeg i dag tog mod til mig og dermed fik arrangeret en udstilling af mine billeder i Maj. Det er ‘bare’ et vindue hos en Billedhandler på hovedgaden i Holbæk.

For mig er det store sager. At TURDE spørge. At turde tænke mine billeder er gode nok. Nu er det så gjort. Nu bliver det sådan.

Da jeg nu var i gang spurgte jeg mig lige for i Lægehuset og fik osse her en aftale.

Jeg var der alligevel. Til en snak med egen læge. En helt anden positiv oplevelse end gårsdagens.

Der findes osse ‘gode’ af slagsen

Nåeee……… Grævlingen?

Jo Den var kørt ihjel i Jylland og lå der og var til ingen nytte mere. Nu er den så afbildet her. Og jeg fik et nærmere kig sammen med Kirsten – min BUS-Veninde i det Jyske. Så at Danmarks største rovdyr – grævlingen - er ramt af Danmarks anden største dræber –bilen – er en trist ende for et flot dyr.

Rekorden slået! 11 minutter ialt.

 

“Inform all the troops that communications have completely broken down.”

Ashleigh Brilliant

Hjemvendt fra Neurolog.

Lidt baglæns i kraniet og fuld af forundring over mødet.

11 minutter og så var jeg ude. Iberegnet den tid hun brugte foran skærmen for at finde ud af hvem jeg nu var. Da jeg fik diagnosen varede det dog 13 minutter.

Med ryggen til mig og næsen i skærmen - lød det: nå hvonnen går det?

Hvad svarer man til det ?

Jeg sagde : Jo tak godt!

Jeg havde skrevet ned de kropslige forandringer jeg oplever – uden sortering eller om jeg mente det skyldes Parkinson eller ej. En kursist på Højskolen hjalp mig ved at lytte og skrive ned.

Neurologen var tavs – sagde så - det lød som om jeg havde haft et forlæg. Og om vedkommende der hjalp mig kendte til Parkinson?

Nu er det at jeg kanske tolker forkert. Men jeg tolkede det som et angreb og der gik hul på tårekanalerne. Udenfor min kontrol. SATANS!

Det sagde jeg til hende. At jeg følte det som et angreb. At jeg blev berørt – hvad hun jo osse ku se.

At jeg jo ikke havde forestillet mig at vandladingsproblemer kunne være et Parkinsonsymptom. Eller kramper under fødderne.

Osv.

Hun har jo aldrig spurgt mig, og jeg er ikke en person der beklager mig men en person der klarer mig. Endvidere fokuserer jeg på hvad jeg kan og ikke på hvad jeg IKKE kan. Det er bare ikke holdbar strategi i det danske sundhedssystem.

Selvfølgelig har jeg undersøgt og læst hvad jeg har kunnet, ikke at det forandrer mine symptomer, og Neurologen har jo netop ikke spurgt /fortalt mig om noget specielt.

Måske er det gammel vane ? Måske andre ville tolke anderledes? Det kan jeg tænke nu bagefter. Imens blev jeg bare sårbar udenpå og mest indeni. RAMT.

Tidligere har Neurologen ville sende mig til Demensklinik – fordi jeg mener mine problemer er mere cognitive end rent fysiske. Jo jeg har lettere nedsat funktion i højre side, men tager jeg medicinen er det ikke slemt. Jeg ryster ikke. Jeg nærmest bare fumlertumler. Som en brandert uden det sjove forspil

Jeg bad om at komme til en neuropsykolog. Det kunne hun så ikke henvise til. Så bad jeg om at komme til Bispebjerg Hóspital – som sammen med Århus er specialister. Der er ambulatorium og dermed osse sygeplejersker. Så nu venter jeg på en indkaldelse. – jeg håber på at få en bedre snak derinde.

Mere end 11 minutter.