I går gik med at sluge en Kamel!
Eller i det mindste kigge på den Kamel der blev serveret for mig.
Hvor – tænker I nok – serverer man nu Kameler?
Jamen det gør man da hos Neurologer bl.a.
Jeg ringede i går – og 1 time efter befandt jeg mig selv på en briks, hos en kompetent kvindelig neurolog. Det var jo først i torsdags jeg nævnte min problemer med min højre arm for min egen læge og plusli var det altså alvor.
Kamelens navn er PARKINSON – Hr. eller Fru ved jeg ikke, men det får vel vise sig.
Der er knyttet et lille måske til – ikke til navnet - men til årsagen.
Måske er det pga min antidepressive medicin, men desværre tyder det mest på den ægte vare. Fordi det er halvsidig (både arm og ben) og fordi det ene medicinpræparat jeg stadig får ikke ofte har den bivirkning.
Hvordan får man så has på sådan en kamel – stor eller lille? er næste spørgsmål der melder sig – i det mindste hos mig.
En bid ad gangen lissom med elefanter.
Tænke, snakke, tænke igen, opsøge viden, snakke, frem male værste scenarie, frem male bedste scenarie. tænke, opsøge viden, strikke, snakke, gå tur, spille computerspil, snakke ….. Sønner og Veninder stod for skud.
I det mindste kender jeg nu – næsten - Kamelens navn. Og lissom med min Elefant (depressionen) gør det, den nemmere at sluge. Underligt nok.
Alt i alt kom jeg frem til at Elefanter er sværrere både at sluge og at fordøje end Kameler.
Nu venter jeg på en hjernescanning på Bispebjerg Hospital – så vil den vise sig - Kamelens årsag.
