Veninden må træffe valg.
Og det er svært.
Hvem skal man lytte til i en situation, hvor det FORKERTE valg kan koste een livet? Hun må lytte til læger, til sig selv, til sine børn, til de andre behandlere hun går til, til andre patienter, til venner og veninder ....
Hvordan hører man sig selv i en sådan støj? Og ud af den grød af ord er det HENDE der skal træffe valget.
Det ultimative valg.
Jeg misunder hende ikke.
Jeg hører hendes tvivl og hendes uro.
Hun er ikke bange.
Mest af alt ked af det ... for hendes børn og hendes mand.
At efterlade dem ..... med deres sorg ... det er det, der rammer hende mest.
Jeg synes hun er stærk midt i alt dette.
Vi snakker om Gud, om vores liv, om at være Mor til det sidste. Om at give ens børn muligheden for at dele ens sorg uden at give dem en større sorg.
Jeg er sikker på at vore børn har bedre af at se sorgen og snakke om den og vide at Mor stadig er Mor alligevel.
TALE OM DET VI IKKE TALER OM, men som alligevel ER tilstede sammen med os ... så bare utalt og uhørt ....
Lige nu er vores rejse udsat.
Veninden tvivler ikke på at hun vil afsted. Mere hvornår det rette tidspunkt er at tage afsted.
Hun er i stadie 4 af sygdommen. Og kan ikke opereres. Men tager endnu 2 kemoterapi herhjemme før hun tager afsted.
Veninden er bange for hun volder mig besvær - jeg siger *....du giver mig en gave... at få lov at være sammen med dig på en rejse ..... at få et mål med MIT liv.....at få et spark bagi ... *
Jeg er jo ARBEJDSFRI ... uafhængig af alt ... jeg har muligheden ... skulle jeg så ikke bare stille mig til rådighed? Befalingsmanden passer KatteBasserne i sin lejlighed på skift med Chefen. Så der er intet der binder mig.
I går gjorde jeg noget som har været svært for mig i 1 år.
Jeg har ca 20 flyttekasser opmagasineret i et lagerhotel. Det er mit arbejdsliv der er pakket sammen. Alle mine artikler, materialer osv. Min konfrontation med det jeg har forladt.
Mit PAS er forsvundet ved flytningen. Det må jo findes eller erstattes. Og et sted at søge er jo i kasserne. Så i går gjorde jeg det bare. Tog derud og ledte.
Det var tungt ... men det gik. Passet fandt jeg dog ikke, men en kuffert.
Så nu vil jeg i det stille forberede mig til rejsen. Kommer vi afsted er det OK - gør vi ikke - er jeg bare kommet det videre.
Mit liv forsætter ... ikke med de valg Veninden har, men med mine.
Jeg kunne godt ha undværet kontrasten mellem hendes og mine valg.
Nogle gange bliver andres liv et spejl der reflekterer ens eget.
Og viser tydeligere det man reelt har.Det er en underlig seance. Selvom Veninden er syg håber jeg dog på vi kommer afsted .... så er hun nemlig frisk nok til at rejse.
Et påbegyndt pudevår i dominostrik - rødt og gråt - blev forvandlet til en lille filtet posetaske .. til akvarel-sagerne ... når vi nu skal underholde os selv ;-)
Nu håber jeg han lever op til bare nogle af forventningerne
FACTS: Opskrift Jytte Slente Kringletop fra 
Slutteligen har jeg meldt mig til SokkeKAL med svensk site.
