Jo jeg fik startet ... fik støvsuget et par baner, gået et par meter og holdt møde med banken.
Derefter travede jeg gennem Staden til lægen for at bestille tid.
Underligt som en opgave som
at bestille tid kan være så uoverkommelig.
Når jeg skal bede om en tid i telefonen svigter stemmen og jeg afholder mig fra at ringe. Så den ene dag er gået efter den anden.
I Kina fik jeg sat tal på Blodtrykket og har efterfølgende selv kontrolleret det hjemme når jeg kunne mærke det. Og JA det e rskam forhøjet. Klart med de ekstra kilo jeg slæber rundt på.
Siden Kina har jeg så forsøgt via kostændring og vitamintilskud (magnesium og calcium bl.a) at få blodtrykket sænket. Og lidt har det da hjulpet. Men absolut ikke nok.
Men med en forestående rejse vil jeg gerne have styr på det. Derfor nødvendigt med lægebesøg.
Og i dag var så dagen hvor jeg GIK op og bestilte tid.
Det undrer mig at trods utrolig sødt personale ja så sidder gråden stadig i halsen på mig, når jeg står overfor sådan en opgave. Jeg hakker og stammer, hukommelsen svigter og jeg ved dårlig nok hvorfor jeg er der.
Men jeg fik dog en tid i morgen.
Så får vi se!
Jeg ved at der er mange *knapper* at trykke på når det drejer sig om forhøjet blodtryk.
Hos mig er det både arveligt, men nok mest er det overvægten der gør sig gældende. Både Mor og Søster får medicin og de er normalvægtige begge 2.
I løbet af det første år med Depression tog jeg 30 kilo på og derefter yderligere 10 de næste 3 år. Så det er massivt!
Jeg har tænkt meget over om jeg skulle skrive her om Vægttab.
Men det er jo der jeg er nu.
Mit liv er ved at være rimelig OK når bare jeg ikke skal bevæge mig udenfor min egen lille komfortzone. Og ingen trænger sig ind.
Jeg sover godt. Min kost er( rimelig) sund. Al sukker er barberet væk. Mælk er væk - nu bruger jeg soyamælk, økologisk og kolesterolfrit. Kaffe er kun om morgenen og ved visitter. Kød er sjældent og for det meste fjerkræ, fisk spiser jeg ca hver anden dag. Jeg får masser af frugt og grønt.
Jeg tæller ikke kalorier, men jeg tror det er rimeligt - som jeg har brug for. Jeg taber mig dog ikke.
Jeg får en del medicin der medfører øget vægt. Men meget af vægt stigningen skyldes de 4 år med total junkfood og livet i en sukkerrush. Depression mefører øget kulhydrattrang.
En tid har jeg overvejet at glemme alt om vægttab. Det holder en stund. For så at vende tilbage til ønsket om en mere adræt krop. Det er et mirakel jeg ikke har fået sukkersyge - både pga overvægten,men også al det sukker jeg har spist. Jeg er nu sukkerfri på 2.år. Og det er stadigt svært. Stil en skål slik, eller en stang wienerbrød foran mig og jeg siger ikke NEJ. Ligesom at række en narkoman nålen.
NU er så tiden kommen hvor den sidste knap - der hedder MOTION - skal trykkes ind.
Det er svært.
Hvordan jeg kommer igang .... jo ... men blive ved?
Mens jeg arbejdede trænede eller svømmede jeg hver morgen fra 6 - 7.
Det kan jeg ikke mere. Så opgaven er at få puttet det ind på en anden lige gyldig måde. Som jeg kan LEVE med og ikke STRESSER af.
Og samtidig kan bevare de andre tiltag i mit liv, som jeg betragter som væsentlige. Såsom Venindebesøg, lave sund mad, strik, meditation, søvn, holde mit hus.... det lyder som ganske almindelige dagligdags opgaver, men for mig er hver enkel ting tilkæmpet op til flere gange. Som jeg tidligere har nævnt forsvinder enhver struktur på dagen når jeg får et dyk. Jo længere dykket varer jo sværere er det at komme tilbage på ret linie igen.
I dag blev aftensmaden ikke så sund som beregnet. Men heller ikke usund. Dagens program koster energi og så er det et spørgsmål om prioritering.
Støvsugeren står midt på gulvet - i morgen når jeg vel at støvsuge resten af gulvet?
Hvem var det der skrev *at støvet nok stadig er der*? ... så jeg vil SOVE GODT og ønsker Jer en GOD DAG torsdag.
Der er jo en Vej for enhver.
